Julekalender – 23.december
På trods af et noget besværet håndled lykkedes det mig i går aftes at fremtrylle yderligere tre slags konfekt! (Sig ikke noget til min læge;-)) Den første slags er trøfler udfra en opskrift fra Woodshade Organics, og i min version er de en hyldest til Bybi som just har vundet Københavns Miljøpris – tillykke med det! Trøflerne er en lækkerbisken i den tunge ende, så jeg vil anbefale at de nydes i selskab med en rigtig god stout eller en stærk kop kaffe.
Du får opskriften her:
Trøfler:
- 50 gram rå marcipan
- 50 gram smør
- 40 gram honning – jeg valgte at vride den sidste sjat ud af mit glas med honning fra Bybi, så nu har jeg ikke mere af den helt formidable honning…snøft.
- 100 gram chokolade, jeg brugte Caraïbe fra Valrhona
- 50 gram kakaopulver
- Chokoladen smeltes over vandbad, marcipanen smuldres i og massen røres med smør og honning.
- Pisk indtil massen er cremet.
- Stilles i køleskab indtil det antager en (noget) fast form og formes derefter til kugler og rulles i kakaopulver.
Dernæst blev det til en træstamme (tror jeg nok det hedder), som jeg faktisk synes blev ret så vellykket! Jeg har af gode grunde ikke fået smagt på den, efter den blev penslet og pyntet, men marcipanen sammen med den absurd gode mandel nougat fra Økoladen fungerer rigtig godt sammen…
Her opskriften på Træstamme med grønne pift:
- Ca.200 gram marcipan
- Et par dråber grøn økologisk frugtfarve (fås hos Specialkøbmanden)
- Ca.50 gram mandel nougat
- Ca.50 gram mørk chokolade på 60-70 %
- En lille bitte håndfuld usaltede pistacienødder
- Del marcipanen i to stykker. Ælt et par dråber frugtfarve i den ene klump. Vær forsigtig med frugtfarven, og sørg for at ælt det helt igennem. Jeg gik efter en lysegrøn tone, og kom derfor ikke særlig meget frugtfarve i.
- Rul begge stykker marcipan ud med bagepapir imellem. Skær dem til, så det bliver til to rektangulære stykker.
- Læg dernæst det almindelige marcipan nederst, det farvede stykke ovenpå.
- Tril nougat stykket til en lang pølse i marcipanens bredde, og læg det ovenpå marcipanstykkerne.
- Tril nu det hele til en roulade/træstamme.
- Smelt chokoladen over vandbad, og hak pistacienødderne.
- Pensl træstammen med chokolade, og pynt med de hakkede pistacienødder. Et voila:
Efter jeg lavede Hjemmelavet chokoladekonfekt blev jeg inspireret til at lave en lidt anden slags, men på samme ekstrem nemme vis. Det blev til en choko-nougatkonfekt med tørrede tranebær. Jeg valgte at bruge Manjari chokolade fra Valrhona som har en syrlighed, jeg mente ville stå godt til den mørke nougat fra Woodshade Organics, og særligt til de tørrede tranebær. Jeg ser allerede nu frem til et stykke af den sammen med et glas portvin i morgen aften….mums.
Choko-nougatkonfekt med tørrede tranebær:
- 70 gram Manjari chokolade fra Valrhona
- 100 gram mørk nougat fra Woodshade Organics
- En håndfuld tørrede tranebær
- Smelt chokolade og nougat over vandbad til en ensartet masse.
- Hæld det i en form beklædt med bagepapir, jeg brugte en rugbrødsform.
- Strø nu tranebærrene henover, og stil den på køl til den stivner.
- Skær den ud i mundrette stykker, eller skær evt snit i, så man kan brække af hele stykket.
Nu vil jeg pakke mig sammen og tage til julehygge hos min veninde sammen med hendes familie, og lade køkken være køkken med alle kasserollene, opvasken og konfekt i stride strømme. Men så er jeg vist også klar til morgendagens jule-gilde.
So long.













Kære Nada. Håber du får en rigtig dejlig og afslappet jul med hygge og masser af god mad. Jeg glæder mig til at møde dig igen i det nye år – gerne til fødevareshopping i Kbh
Kære Andrea.
Jeg er allerede i gang med en afslappet jul – og ser frem til aftenens gode mad i selskab med skønne quinder!
Ja vi nåede jo så ikke Jægersborggade inden jul, sammen (jeg måtte lige et sving forbi forleden), men synes vi skal gøre alvor af en Nørrebro tur i det nye år.
Også du må have en rigtig sule-jul og nyde fridagene!
Kh Nada/La Cucina Nada