LaCucinaNada's Blog

På det seneste har jeg mødt en del nye mennesker, og når de spørger hvad jeg beskæftiger mig med, har jeg taget mig selv i at svare: “Jeg beskæftiger mig med MAD. Har en madblog, dyrker netværket i blogsfæren, læser om mad og laver mad. Og nå ja, så er jeg souschef i en KKFO”. Senest til medievidenskabs-studerende Laura Toftgaard Nicolaisen, der er i gang med at spændende speciale om Madblogs-læsere, hvor jeg blev interviewet. Og et par dage før det til casting på Masterchef, hvor casteren spurgte ind til mit egentlige erhverv, og udtrykte stor respekt for mit fag – en spændende snak vi sikkert kunne have brugt mere tid på, men jeg kunne mærke at dét jeg egentlig ville tale om var bloggen, maden og alt det omkring det …

Det har fået mig til at tænke en del over hvordan jeg evt kan komme til, at beskæftige mig endnu mere med min interesse. For der skal jo ikke meget lommepsykologi til at regne ud, at det er som Foodie jeg har trives allerbedst, og føler jeg udvikler mig mest.

Og kære kolleger, kære børn, det er bestemt ikke fordi jeg ikke nyder at være sammen med jer! Nu hvor jeg er begyndt at læse en diplom i ledelse ville jeg være et skarn, hvis jeg sagde, at det ikke er med til at skabe refleksion, udvikling og påvirke mit tankesæt indenfor det jeg beskæftiger mig med i det daglige. Eller med andre ord, der hvor jeg tjener til det daglige brød.

Jeg har igennem vinteren gået i terapi, som stress-forebyggende ,da jeg i sensommeren kunne mærke at det snerpede der hen af igen … Her har psykologen stillet alle de uærbødige og provokerende spørgsmål som virkelig har fået mig i tænkeboks!

Ikke alene psykologen har fået mig til at tænke. Flere har spurgte hvorfor jeg ikke tager mig en uddannelse som eks vis kok, eller en anden køkken faglig uddannelse. Men jeg har simpelthen ikke økonomi til at begynde forfra rent uddannelsesmæssigt, og det er egentlig heller ikke den vej jeg ønsker at gå. Der hvor jeg ser en mulighed er at kombinere min pædagogiske baggrund med mad-aspektet. Og her er jeg i gang med at udforske området, og at søsætte nogle samarbejdsprojekter.

Under interviewet til specialet, faldt snakken på blogs i den mere niche-prægede genre. Ifølge diverse erhvervs,- og kommunikations eksperter er det vejen frem indenfor blog-kommunikation. Og jeg har da også tænkt om jeg skyder med spredhagl, og skriver om både dette og hint indenfor mad. For er det niche blogs der har flest læsere? Og som har mulighed for at få en reel indtægt på sin blog-virksomhed?

Vi er mange om budet i blog-verdenen og der er rift om læserne. Jeg er selv læser af en del blogs, det ikke kun madblogs, og kan jo se hvor ubamhjertig en læser jeg selv kan være … fanger sproget mig ikke lige, taler grafikken ikke til mig, ser bloggen rodet og uoverskuelig ud eller er der opskrifter der slet ikke tiltaler mig, vupti så er jeg videre! Omvendt vender jeg trofast tilbage til de enten skriver i et flydende, gerne ironisk eller fængende sprog. Og til de blogs der bare er pivlækre. Her synes jeg især en del af DIY-blogsene er rigtig fine, og meget inspirerende.

Og det handler jo om kunder i butikken! Det havde jeg slet ikke nogen forestilling om da jeg satte mig til tastaturet og skrev det første indlæg på lacucinanada.com … her handlede det mest om at dele de mange mad-projekter jeg gik og rodede med. Og om at få dem samlet for mig selv – min egen elektroniske kogebog. Men sådan er det ikke længere.

Eller jo. Jeg elsker at skrive på bloggen. Elsker at finde på hvad næste indlæg skal handle om. Elsker at forberede, researche. Og det mener jeg skal være omdrejningspunktet, at elske det man beskæftiger sig med. Uanset om andre synes om det eller ej. Men i denne verden er det jo på en eller anden måde ikke nok.

Derfor er støtten fra venner, kolleger, trofaste læsere mv blevet altafgørende for mig som blogger. Så når jeg kommer til middag hos en veninde, og hun har valgt at bage en kage efter min opskrift, så bliver jeg rørt. Når jeg kan se at et indlæg virkelig rammer plet, og tredobler min læserskare bliver jeg stolt. Eller når jeg kan se at jeg har en del læsere i lande som Sverige, USA, Norge og sågar Australien, ja så breder smilet sig helt op til ørerne. Og når jeg får en mail fra en mand i Jylland, der fortæller at når han skal have større middags selskaber, så finder han oftest opskrifter til tilbehør på min blog, så varmer det sgu indeni. Ligesom hver ny abonnent på bloggen får en plads i mit hjerte.

Da jeg var yngre havde jeg en forestilling om at jeg gerne ville arbejde projekt-orienteret, og på ingen måde skulle have den samme beskæftigelse i årevis. Sådan blev det ikke. Og dog, for måske er det netop det jeg er i færd med, med denne blog og alt den medfører. Og måske er det ikke så skidt endda, at have en sikker indtægt i et fag jeg befinder mig godt i, og rent faktisk er ret dygtig til, samtidig med at jeg kan åle mig som en fisk i dette ocean af muligheder?!

Blandt mulighederne er bla at komme til at få en lille indtjening via bloggen. Indtil nu har jeg holdt mig fra at have reklamer, men er i færd med at få det iværksat. Samtidig er jeg ved at få udbredt kendskabet til lacucinanada.com. Som sagt: kunder i butikken. OG lidt håndører i kasseapparatet.

Dette er jo et lidt anderledes indlæg end dem jeg ynder at skrive her på bloggen. Men jeg havde en trang til at dele min tanker omkring det der fylder i mig for tiden. Og hænger du stadig i, kære læser, så skriv endelig en kommentar hvis det har ført nogle tanker med for dig også!