Her i mit meget lille cucina …

Jeg har altid elsket mad. At lave mad. At købe ind til madlavning. At tilberede mad. At bage. At dække et veldækket bord. At have gæster. At lave god mad til mig selv. At finde på nye måder at lave mad på. At prøve nye opskrifter, nye råvarer og nye ingredienser.

Der er flere faktorer der har påvirket min begejstring for mad igennem mit liv. I min barndom var det især min fars lidenskablige tilgang til madlavning. Min far er født og opvokset i Ramallah og hans bevidste brug af alle hans sanser når han valgte farvesammensætningen i en gryderet, et eksotisk krydderi eller biksede en hurtig salat sammen, har lagt en del af af grundstenen i min madlavning. Udover min far, påvirkede min mors italienske mand, der var uddannet tjener og arbejdede i restautionsbranchen, mig også afsindig meget. Han kunne næsten få tårer i øjnene når det lykkedes ham, at lave en Sugo som hans højtelskede Mama havde lavede den. Han og hans familie i Trieste lærte mig, at et aftensmåltid ikke bare er noget der skal overståes, det er noget man skal nyde og det er et socialt samlingspunkt.

Ens krop kan jo ikke nødvendigvis tåle alt, og ens smagsløg ikke altid lide alt. Jeg har i hele mit ungdoms liv kæmpet med min vægt, og enhver læge vil nok mene at et vægttab ville gavne mit helbred. Desuden er jeg laktose-intolerant, hvilket gør at jeg holder mig fra en del animalske mejeriprodukter. I 2010 fik jeg konstateret modermærkekræft, noget der heldigvis ikke havde spredt sig, men jeg fik lidt af en forskrækkelse. Den oplevelse har fået mig til, at tænke endnu mere over hvad jeg spiser, hvordan jeg tilbereder det og hvilke råvarer jeg bruger. Det vil nok leve med mig for evig tid. I hvert fald indtil jeg om et par år bliver erklæret helt rask.

Jeg er ikke fantatisk på den måde, at jeg ikke kan spise ude og nyde det, men jeg forsøger at moderere det og sværger nu ikke alene til økologi, men også madvarer med tanke på beskyttelse af dyr, planter, ja naturen i det hele taget. Og må tilstå at jeg har rigtig svært ved, at spise kød fra et dyr der ikke har levet et hæderligt liv! Men så er det jo godt, at jeg ikke er så pokkers kødglad. Og så har jeg en last, en last jeg ikke rigtig kan slippe. Jeg ryger.

Det er mig en afsindig fornøjelse at så mange læser med! At I kan bruge mine opskrifter og skriverier. At I ulejliger jer med at skrive en kommentar her på bloggen, men også på facebook – for ja, der finder du også La Cucina Nada.

Håber denne blog kan inspirere dig i dit cucina, og vend endelig tilbage!