På den norske Matbloggsentralen.com har de løbende udfordringer for de primært norske, men også svenske og danske madbloggere som er med i netværket. Udfordringerne, eller konkurrencerne om du vil, går ud på at Ina & Ina som står bag sitet vælger et tema eller en råvare, og så kan bloggerne sende et bidrag ind i den pågældende kategori. Jeg deltog for nogle uger siden i chokolade-udfordringen med et ældre indlæg fra min blog, men da jeg så at det i denne uge omhandler rabarber – eller på norsk: Rabarbra (så fiiint, det lyder næsten som et kvinde navn) fik jeg lyst til at forsøge mig med noget helt nyt!

Eftersom at varme graderne  i løbet af eftermiddagen, stiger til det abnorme heroppe under taget i casa di Nada i disse dage, så skulle det være noget koldt og læskende. Derfor eksperimenterede jeg med både en smoothie og en milkshake – sidstnævnte vandt uovertruffent. Syrligt, sødt, læskende og iskoldt.

Rabarber milkshaken blev til således:

2 rabarber – skylles grundigt, og skæres i mindre stykker. Kommes i en kasserolle med 1 spsk hjemmegjort vanillesukker med top, samt saften af 1/2 citron og koger ved svag varme til det bliver til en kompot. Køles derefter helt ned. Dernæst blandes det med ca.200 ml god jordbær flødeis og 1 dl mælk i en blender og blendes til en shake.

Du kan stemme på de indsendte bidrag fra fredag d.1.6 – søndag d.3.6,

håber på din stemme, forstås!

I den forgangne tid har der været en debat om madbloggenes berettigelse, endda en debat om nogle madblogs har en større berettigelse end andre. En debat om at madbloggere savner ambitioner, en debat om at danske madbloggere ikke er medvirkende til at skabe forandringer i den måde der tales om mad på. Meget af debatten har foregået i lukkede fora, eller i fora hvor menig mand ikke lige kigger forbi og har derfor foregået mest i selve blogosfæren.

Jeg selv har ikke blandet mig i debatten. Folk der kender mig personligt vil nok undre sig over dette – da jeg oftest ikke kan holde min mund. Tavsheden skyldes ikke at jeg ikke har nogle meninger om emnet, for selvfølgelig har jeg det. Det skyldes simpelthen det faktum, at det meste af min fritid går med læsning og opgaveskrivning. Jeg har ikke kunne få ordene ned på tastaturet de gange jeg ellers har gjort forsøget, for ordene er blevet forstyrret af begreber som læring, motivation og arbejdsmiljø og madblogger-terminologi er blevet rodet sammen med Illeris´ lærings-trekant, Maslows behovspyramide og arketyper set i forhold til motivation.

Af samme årsag er det i en lang periode ikke blevet til særlig mange indlæg her på bloggen. Og den kan jeg jo så tage fat i som den første kommentar – for nu kan jeg ikke nære mig længere, altså fra at blande mig i debatten. Dét selvom pinsen var helliget synops-skrivning, men nu skal det her ud af hovedet, så jeg netop kan fokusere på mit studie. Er daglige, eller meget regelmæssige indlæg et succeskriterie for en madblog? I en tråd på Madbloggernes Himmel, som er et fora for madbloggere på facebook, slog et par af de meget aktive skribenter fast, at det er det netop ikke. Deres pointe var at havde man ikke noget egentlig at blogge om, så hellere lade være. Det er jeg meget enig i. For mig er det sammenligneligt med pædagogen på personalemødet der altid har noget at sige til alle emner, også emner vedkommende måske ikke ved noget om, eller måske slet ikke beskæftiger sig med. Og der er blogs jeg ikke selv hverken læser regelmæssigt, ej heller følger, og det er i høj grad blogs der poster et billede af deres morgenmad uden en opskrift og uden en egentlig tekst. Eller blogs der vil mange andre ting end mad, det være sig boganmeldelser, meget personlige beretninger eller politiske debatter om andre emner end mad. Og faktisk også de blogs, som blot reproducerer ugebladenes opskrifter, som Mogens Bisgaard anfægter i den nok mest omtalte artikel i Information i madblogger-verdenen pt.

Men det er samtidig ikke et faktum at det gør disse blogs dårlige, og det er en kendsgerning at mange af dem er meget populære. Det er bestemt ikke mit ærinde, at stille mig til dommer for hvad der gør en blog god eller dårlig. Men jeg vil give Mogens Bisgaard ret i, at langt de fleste bloggere anlægger et æstetisk og et forbrugersynspunkt på deres indlæg, og til det kan man jo kritisk spørge: er det så for at få så mange læsere som muligt? Er det en leflen for læserne? Er det ikke det magasiner og ugeblade gør i forvejen?

Og det bringer mig til, at jeg faktisk tror mange madbloggere har nogle klare holdninger til madkultur, til kvalitetsbegrebet, til dyrevelfærd, til miljøaspektet, til mad-oplevelsen osv osv. Jeg selv har skrevet nogle få indlæg af mere politisk, filosofisk eller af undrende karakter, men har nok høje forventninger til mig selv omkring dette, forventninger jeg ikke synes jeg helt indfrier, og derfor er det ikke den slags indlæg jeg gør det allermest i. Og det er netop dette der rammer hovedet på sømmet for mig i hele debatten – er de allerfleste madbloggere ikke bare helt almindelige mennesker uden hverken en køkkenfaglig, eller en kommunikationsfaglig uddannelse? Og er det så ikke ok at have en blog som fungerer mest af alt som en elektronisk kogebog? Eller skulle man omvendt ikke netop tage nogle klare standpunkter, og gøre dem synlige via sit elektroniske talerør? For er der ikke rigeligt med søgebaser?

Jeg har i de år jeg har haft min blog, selv været i tvivl om min blog har en tydelig profil. Om hvad grunden til mine læsere bliver hængende er. Og jeg har ved flere lejligheder reflekteret over om jeg skulle sadle om, eller vælge mig et særligt kendetegn. Særligt i begyndelsen da jeg skelede misundeligt til de der havde mange faste læsere, de der blev omtalt ofte og de der havde mange likes på facebook.

Derfor har jeg i denne debat-tid, ikke helt undladt at debattere emnet, men jeg har taget den med studiekammerater, venner og kolleger. Og her har jeg hørt lige så divergerende meninger som i madblogger/madkommunikatør-verdenen. En sagde, at hun absolut intet behov havde for anekdoter, private beretninger mv, hun søgte udelukkende på en opskrift, og forventede at det var det hun fik. En karriekvinde som har rigeligt at se til i en travl hverdag, og en kvinde som vælger at følge andre blogs – enten de lettere bitre fraskilte kvinder der skriver i en Majse Njor stil, eller også mere samfunds orienterede blogs. En anden har ved flere lejligheder rost de af mine indlæg der har et personligt præg, og særligt dem hvor jeg har en ironisk distance til emnet. En tredie mente at en blog i hans øjne skal være meget skarp på hvad hovedemnet egentlig er, og at det er vildt forvirrende som læser når en blog handler om flere emner – han var faktisk mest vild med de madblogs som udelukkende beskæftiger sig med bagværk, vin, anmeldelser osv.

Min dragelse af dette er, at der jo er læsere til alle slags blogs, da bloggerne er lige så mangfoldige som læserne. For ja, det er et let tilgengæligt medie at manøvrere i. Men samtidig giver jeg altså bla Hr Bisgaard ret i, at der mangler noget kampgejst! En egentlig mission for ens skriverier. Et klart mål om man vil. Og jeg tror ærlig talt at mange blogs vil dø ud – det være sig blandt både mad,- mode,- og debatblogs, markedet bliver mættet. Samtidig findes der jo også magasiner, både trykte og elektroniske, for hver en interesseflade, og de har selvsagt flere ressourcer bag sig. Men igen, de er ikke kendte for at have en markant holdning til madkulturelle emner, og i mine øjne oftest bare mere elitære. Så måske er der netop en pointe i, at det er madbloggerne der skal repræsentere den debatterende del af madkulturen? Madbloggerne der skal stille politiske krav, og råbe vagt i gevær? Udnytte at producenter, restauranter, magasiner mv, i skrivende stund stadig er klar over madbloggernes indflydelse?

Afslutningsvist kan jeg fortælle at jeg selv barsler med nogle idéer, både til skriverier, men også til egentlige events der kan være medvirkende til at sætte fokus på madkulturen. Derudover har jeg valgt at deltage aktivt i DM i Hverdagsmad, da jeg mener det kan sætte fokus på den noget oversete del af vores madkultur, samt forleden meldt mig under fanerne i et projekt der skal skaffe midler til Fødevarebanken - et socialt og miljøansvarligt foretagende som rammer ned i noget af det jeg står for. Med det ønsker jeg selvsagt at støtte initiativer der i forvejen eksisterer, men også at tage en stillingstagen og dermed sklidre tydeligt med min holdning til den kulturelle og politiske del af mad-debatten.

Smid endelig en kommentar til dette indlæg -

fortsat god debat – både internt og eksternt!

“Jeg sagde Araber-Komplot! –

Undskyld, jeg troede de sagde Rabarber-kompot!”

Citat:  Storm P.

I en del år, boede jeg i det kvarter på indre nørrebro der i folkemunde, siden slutningen af 1800-tallet er blevet kaldt rabarberkvarteret. Det kaldte man kvarteret, fordi der rundt om den hedengangne Blågård, boede en masse gartnere der dyrkede grøntsager mv, og i særdeleshed rabarber. Sidenhen blev kvarteret udbygget med boliger i massevis, og det var et ekstremt fattigt kvarter. Men langs med Ladegårdsåen, i dag den overdækkede Åboulevard, trivedes den ukuelige rabarber i særlig grad, og det blev derfor en yndet spise. Måske også derfor den i en årrække blev betragtet som fattigmandsspise, og mildest talt var en upopulær spise.

Og hvad har så den beretning tilfælles med Storm P citatet? Jo såmænd den, at i mit barndomshjem blev udtrykket “Rabarber-Unge” brugt som et kærligt skældsord – i min mors mund udfra hendes forståelse om netop rabarberen som værende en lidet staude koblet med at jeg jo er barn af en araber. Måske derfor, jeg netop endte i det kvarter jeg holder så uendelig meget af, kvarteret som måske mindre kærligt, i nyere tid er blevet omdøbt til Araber-kvarteret?

Således var det egentlig min Bedstemor der introducerede mig for rabarberen. Mest som grød, serveret en varm sommerdag med fløde til, eller som kold suppe med tvebakker til. Selv bruger jeg mest rabarber som *kompot, og ikke som et komplot. Forleden fik jeg så lavet rigeligt og nød det i et par dage ovenpå min morgen-skyr. Det kan varmt anbefales!

Det er jo virkelig om at nyde dem nu de er i sæson, og derfor bagte jeg i torsdags en rabarberkage. Umiddelbart ikke for øje at dele den med jer her på bloggen, men den blev faktisk så god at opskriften på min svampede rabarberkage kommer her (og den kan spises hvad enten du er araber eller ej):

• 100 gram rørsukker
• 100 gram smeltet smør
• 100 gram hvedemel
• 1 tsk bagepulver
• 4 æggeblommer 
• 1 dl kærnemælk
• 1 lille bundt rabarber
• En smule fintrevet marcipan

1. Bland smør og sukker og pisk det godt sammen.
2. Tilsæt æggeblommer, mel og bagepulver. Rør det sammen med kærnemælken.
3. Rengør rabarberne, og skær dem i ca.2 cm skiver.
4. Beklæd en lille bradepande med bagepapir, og hæld dejen heri.
5. Smid nu rabarberne oveni, tryk halvdelen ned i dejen. Riv marcipan udover.
6. Bag kagen på 200 grader i ca.30-40 min, alt efter hvor svampet du kan lide den.

*Rabarber kompot tilberedes bedst i ovn – rengør blot rabarberne, skær dem i skiver og kom sukker på. Sæt dem i en 175 grader varm ovn, og tilsæt evt mere sukker undervejs – rør endelig ikke i dem, så trevler de.

Min radar er tunet ind på fisk – jeg ser opskrifter på fiskeretter allevegne, og jeg har finkæmmet lokalområdet for mulige fiskeindkøb. Således på indkøb i den lokale, meget veludrustede Super Best, fik jeg købt lidt ind i fiskeafdelingen. En temmelig dyr en af slagsen! Det er nu ikke resultatet af dét indkøb, dette indlæg handler om. Det er derimod den frost ret, jeg stik imod sædvane lempede ned i kurven, der lige får et par ord med på vejen. Nemlig en frost ret fra Supermarché - et koncept med frosne færdigretter tilberedt af gode råvarer og med vægt på et velsmagende hverdagsmåltid af den nemme slags. Det er Cofoco der står bag Supermarché, som indtil videre har kunne købes i Torvehallerne, men nu også sælges i udvalgte Super Best forretninger og i Mad & Vin i Magasin.

I Torvehallerne er jeg faktisk gået mere eller mindre udenom Supermarché, og i det hele taget er frostretter ikke noget jeg gør mig i. Men så var der pludselig to frysediske fyldt med både deres middagsretter, desserter og fonder mv, dér midt i Super Best. Og så blev jeg alligevel lidt nyfiken. Sørme om ikke der var en fiske ret – en fiskefilet florentine, en fiskefilet i en hollandaise sauce med spinat og kartoffelmos.

Konceptet er smart. “Ordentlig” fastfood. Prisen er vel egentlig også ok, hvis råvarerne er som firmaet lover, af god kvalitet – 60 kr. Jeg mener junk til en familie kravler jo let op på et langt højere beløb, og hvor sundt er det?

Jeg indrømmer det blankt: jeg var meget skeptisk da jeg smed retten i ovnen. Imens retten blev tilberedt bredte der sig en dejlig duft, og den nåede da også at få noget farve. Men desværre er jeg stadig skeptisk efter nu at have smagt den. Den var fed, alt alt for fed, der var ikke nogen egentlig smag, udover smør-smagen, og der var alt for lidt spinat. Fisken havde umiddelbart en ok kvalitet og der var rigelig af den. Men saucen og mosen, som der var rigeligt af, blev meget hurtigt en kvalm oplevelse, og jeg efterlod halvdelen af retten.

Men det holder mig ikke fra at evt at prøve konceptet en anden gang – der må jo være gode retter imellem, siden de nu ekspanderer? Eller måske er det deres gode navn de lever af?

Nå, egentlig var det hit jeg glædede mig mest over, den kogebog Olivado udgav i forbindelse med den Konkurrence jeg deltog i for over et år siden! Det er første gang jeg ser kogebogen, og synes faktisk det var sjovt at se min opskrift på tryk. Du kan se den her: Madblogger Kogebogen

Jeg har printet et sæt ud, og vil gemme den i den efterhånden temmelig store samling af opskrifter. Men så er det vist også det allersidste ord om Olivado herfra.

I dag var jeg på fiskefangst, ikke på søen, men blot hos fiskehandleren. Og på krogen kom en en hellefiskefilet, ikke vildt opfindsomt men den så, så enorm indbydende ud dér i køledisken og så var prisen ok. Og så havde jeg denne lille opskriftsamling, som jeg fik med et fransk hobbyblad, i tankerne:

Og derfor blev det til hellefiskefilet en papillote med citron-krydderurte smør, asparges, gulerødder og hvidløg serveret med bulgur til. En vanvittig let ret at tilberede, og faktisk en ret man kan forberede, hvis det eks vis er gæstemad. Man kan tilberede fisk en papillote med mange slags fisk, og man kan variere grøntsagerne i næsten det uendelige. Personligt elsker jeg også den slags mad, hvor al opvasken mere eller mindre er klaret inden man sætter sig til bords, og her får man stort set det hele i én pakke, voila!

Når man pakker fisk i en pakke – som en papillote jo er, så kan man bruge både bagepapir og folie, jeg synes bedst om bagepapir. Her tager man et kvadratisk stykke, folder det på midten så det udgør en trekant, åbner det igen og ligger så fisk og grønt på den ene halvdel, lige ved kanten. Dernæst folder man hele kanten til så det danner en halvcirkel.

Hellefiske filet en papillote med citron-krydderurte smør, asparges, gulerødder og hvidløg – 1.pers.:

• 1 hellefiskefilet
• 3 asparges
• 2 gulerødder
• 2 fed hvidløg
• En lille håndfuld purløg og persille
• En smule frisk revet ingefær
• Skallen af 1/3 økologisk citron samt saften af 1/2 citron
• 1 lille klat smør
• Frisk kværnet peber, en smule groft salt
• Tilbehør: bulgur (kog efter anvisning på pakken) + en smule olivenolie
• Samt bagepapir

1. Varm ovnen på 180 grader.
2. Rør blødt smør med citronskal,- og saft, finthakkede krydderurter, ingefær, salt og peber.
3. Skræl gulerødderne, og skær dem i tynde skiver, halver dem evt. Bræk den træede ende af aspargsene, og skær dem ligeledes i tynde skiver.
4. Tag skrællen af hvidløgene og skær dem i mindre stykker.
5. Læg nu gulerødder og asparges som beskrevet ovenover, og læg fisken ovenpå. Top med smørret, og læg hvidløgene ved. Luk nu pakken, og kom i ovnen i 15 min.
6. Server med bulgur, rørt med en smule olivenolie til.

Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor jeg ikke laver dette noget oftere, det tog mig under en halv time! Smagte helt vidunderligt, mætter på en god og ikke tung måde og så er det jo en temmelig fedtfattig måde at tilberede sin fisk på. I nær fremtid vil jeg afprøve et par af opskrifterne i den lille franske kogebog!

En lille lækker forret, hvor det stærke møder det røgede, det fede møder det friske og det sprøde møder det cremede.

Forretten serverede jeg til gårdagens damemiddag, og den blev til, stærkt inspireret af én af de retter vi lavede på kurset på Hotel- og Restaurantskolen. Denne udgave er væsentlig nemmere at have med at gøre, da den røgede makrel er købt, hvor der i Thomas Stig Jørgensens ret indgik en hjemmerøget skrubbe. Det havde jeg ikke lige mod på, og tid til at kaste mig ud i.

Den tog sig flot ud på tallerknen, og er let at forberede så alt er klar lige inden servering. Så server den for gæsterne inden grillmaden her i løbet af sommeren og leg gerne med anretningen!

Opskrift til 3 personer:

• 1 røget makrel
• ca.5 asparges
• ca.2/3 del agurk
• 1 håndfuld ærteblomst blade

Til ramsløgmayonaisen:

• 1 stor håndfuld ramsløg blade
• 1 spsk frugteddike/hybenroseeddike
• 1 pasteuriseret æggeblomme
• 2 tsk grov sennep
• Ca.1 dl rapsolie
• Groft salt samt en smule sukker

1. Del makrellen og fjern benene. Del kødet i små mundrette bidder. Anrettes retten senere, kom da stykkerne på en tallerken og kom film over, sæt på køl til servering.
2. Skyl grøntsagerne, og skær asparges i små stykker – hovederne deles ikke, da de er kønnest hele. Agurken udstikkes med en melon-ske i små kugler – jeg valgte at skære den noget maltrakterede resternede agurk ud i små ukurante tern også. Læg agurkestykkerne i en skål og drys groft salt over, lad det trække en lille times tid – skyl vandet af umiddelbart inden servering og lad dem dryppe af.
3. Rør mayonaisen i god tid, så den får lov at trække. Det gør du ved at blende olie og ramsløg til en ensartet grøn olie. I en skål piskes æggeblomme med et nip salt, eddike, sennep samt en smule sukker. Derefter piskes ramsløgolien langsomt i, til du får en mayonaise. 
4. Anret nu elementerne, kom evt mayonaisen i en tylle og sprøjt den ud i små klatter. Top med ærteblomstblade.

For et par uger siden var jeg på et aftenskole kursus på Hotel- og Restaurantskolen, emnet var slet og ret: FISK. Som tidligere beskrevet er fisk ikke min stærke side, og dét ikke fordi jeg ikke kan lide fisk, tværtimod. Nej det er fordi jeg er opvokset med panerede rødspætter, fiskefrikadeller, røgede diverse på frokostbordet og sild i alskens lagrede marinader – altså fisk der nærmest var, eller var, tilberedt i forvejen. Bortset fra nytårsaften, hvor mine forældre svingede sig op til at tilberede enten nytårstorsken på klassisk vis, eller var helt vilde og forsøgte sig ud i regnbueørred eller laks, gerne i fad med hvidvin.

Det kan tælles på ét par hænder hvor mange gange jeg som barn og yngre, har haft en hel fisk i hænderne, og har skulle få et måltid ud af den. Der var mødet med en sild som jeg skulle filetere i hjemmekundskab i skolen. Det eneste jeg husker fra den oplevelse var at der i en af sildene var orm, det var vi mest optagede af. Et par fisketure med min onkel Arne, hvor vi fiskede med net eller stænger i svenske älve eller søer. Her er min eneste erindring om et egentlig måltid, fangsten af en hulens masse småfisk, som ikke var meget mere end en mundfuld, og tog en krig at rengøre. Og så var der ålene som skulle flås en sommer på Ulvshale under kyndig vejledning af mine veninders mormor.

Eftersom jeg elsker fisk, og gerne vil spise langt flere af dem, var en af mine nytårsvisioner at indtage fisk min. en gang om ugen. Og dét gerne hele fisk, årstidens, lokale og de super friske af slagsen.

Og hvordan er det så hidtil gået med det?

Tjooo, i nogle uger faktisk ovenud godt – her har jeg fået fisk flere gange om ugen, nogle dage både til frokost og aften. Andre uger er det slet og ret gået helt af fløjten med den vision. Derfor valgte jeg kurset for at få et gedigent indspark af inspiration, og valgte netop Hotel- og Restaurantskolen – for hvor kunne jeg ellers få faglig og dygtig læring omkring fisk?

Som underviser havde vi kokkefagslærer, Thomas Stig Jørgensen, som både var en kompetent formidler og tydeligvis har mange års erfaring med råvarer, tilberedning mv, men som også var et skønt, inspirerende og legende menneske. Desværre var dette kursus det eneste der blev til noget, i den række af kurser de har udbudt som noget nyt i dette forår, der var simpelthen ikke nok tilmeldte på de andre kurser. Men det afskrækker dem ikke fra at udbyde nye kurser, så er du interesseret, så hold øje med deres hjemmeside, eller add dem på facebook og få nyheder derfra. Jeg kan varmt anbefale et kursus dér. Vi der var med på “helt i fisk”-kurset var ret så begejstrede og brainstormede sammen med Thomas omkring hvilke kurser der kunne være spændende, og her landede vi på et heldags de-luxe kursus med gourmet mad og vinsmagning. Dét ser jeg vældig meget frem til! Men der gå lige nogle måneder da Thomas er taget til Korea sammen med to søde kokke-elever for at lave mad på World Expo 2012 i Korea.

Jeg havde lokket Kristine Høeg med, og det var et super hyggeligt parløb, hvor vi skulle tilberede varmrøget skrubbe på ben med krydderurtemayonaise, stegte grønne asparges og saltede radiser samt muslinger dampet i ale. Vi faldt i snak med en del af de andre deltagere, og for mit vedkommende var det bla et gensyn med én jeg har mødt på de kurser jeg har været på hos Suhrs Madakademiet – han havde meldt sig til på min anbefaling og havde taget konen med denne gang.

Udover kurset, har jeg allieret mig med min lokale fiskehandler på Godthåbsvej, der gladeligt deler ud af råd og smider et par fiskehoveder og ben oveni, så jeg kan koge min egen fiskefond. Men jeg mangler stadig noget basisviden omkring tilberedning, og kan aldrig få inspiration nok, og savner en basis kogebog med fiskeretter. Er der mon nogle af jer læsere der kan anbefale en sådan?

Så NU har jeg sat snøren i vandet, og udfordret mig selv: der skal fisk på tallerknen HVER DAG i denne uge!

Måske jeg fejler et par gange, men så lærer jeg jo af det. Måske det nogle dage “kun” bliver på frokost tallerknen, men B3, B12 D-vitaminer og omega-3-fedtsyrer bliver det til under alle omstændigheder.

Så hvis du også gerne vil spise mere fisk, følg da med her på bloggen i ugens løb -

god fangst!

Jeg har ondt i økonomien. Det er som om det bliver ved med at drille her på det seneste. Men det har fået mig til at tænke virkelig kreativt ifht indkøb og madlavning! Og det er jo ikke så skidt endda, at blive udfordret på dén front, ej heller for miljøet, for jeg smider vitterlig ikke andet end dårlige råvarer og rester ud.

I går da lækkersulten kom over mig, og jeg trængte til en pause fra studiebøgerne fik jeg sådan lyst til kanelgifler…

Så ved en større gennemgang af hvad der egentlig gemmer sig i køkkenskabe, køleskab og mit lille forrådskammer af sylterier, og  fandt jeg bla marcipan, lækker velsmagende økologisk marcipan, og hele 500 gram. Kunne man monstro komme det som fyld i kanelgifler? Dét måtte afprøves.

Som sagt, så gjort. Det kunne man, og resultatet blev ovenud godt!

Når nu nød lærer nøgen kvinde at spinde, kom jeg nogle i fryseren til en anden gang den søde tand overmander mig, eller til når der kommer gæster til kaffe. Og så har jeg pakket en pose, til to særlige drenge jeg ved elsker kanelgifler, som de får senere i dag – for min krop lider bestemt ingen nød, og kan da slet ikke tåle at have sådan nogle friske lækkerier liggende.

Jeg kender ikke nogen der ikke kan lide kanelgifler, særligt børn er vilde med dem. Og de vakte da også minder tilbage til barndommen, hvor min mor pakkede madpakker, saftevand og kanelgifler og vi tog på “skovtur” i Botanisk Have. Og det var jo de færdigbagte af slagsen, da min mor absolut ingen færdigheder havde indenfor bagning. Men godt smagte de, der i forårssolen oppe på “bjerget” som vi kaldte de to stenforhøjninger i haven.

Min opskrift svarer til ca.en bageplade fuld, alt efter hvor store du ønsker dine gifler skal være. Man kan jo bage dem små a´la dem fra Pågen, eller store som dem Lagkagehuset og Føtex bageren har.

Kanelgifler:

• 60 g smør
• 2 dl mælk
• ca.20 gram gær
• 2 strøgne spsk rørsukker
• 1 æg (+ 1 til pensling)
• Ca.400 gram hvedemel
• 15o gram marcipan
• 100 gram brun farin
• 2-3 tsk stødt kanel

1. Smelt smør og mælk i en kasserolle. Køl det en smule. Og hæld det i en røreskål.
2. Opløs gæren heri.
3. Tilsæt de øvrige ingredienser, si evt melet i hvis det er en en smule groftmalet.
4. Når dejen er samlet, stilles den til hævning et par timer under et klæde.
5. Fyldet røres sammen af fintrevet marcipan, brun farin og kanel. Lad det trække imens dejen hæver.
6. Når dejen er færdighævet, rulles den ud på et meldrysset bord til et ca.50 cm langt stykke, og ca.15-20 cm bredt.
7. Smør nu fyldet på over hele dejen, næsten ud til kanten. Herefter rulles den sammen på den lange led, og skæres ud, alt efter hvor brede de ønskes, jeg skar mine i ca.3-4 cm stykker.
8. Læg giflerne på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve i en times tid under et klæde.
9. Pensl dem med et sammenpisket æg, og bag dem ved 200 grader i ca.20 min. Hold øje med den undervejs.

Siden jeg slet ikke kom i betragtning til DM i salat, med et ellers udemærket bidrag til konkurrencen, efter min mening – fik jeg lyst til at dele denne salat med jer.

Jeg serverede den forleden da jeg havde stuen fuld af gæster – vi skulle se mig i Masterchef, og da det er midt i spisetid, ja så skulle mine søde supportere jo have lidt at spise. Det blev til hjemmelavede pizze, to forskellige slags: kartoffel, rosmarin og parmesan samt margherita, hvor saucen var kogt på henkogte tomater. Til dem serverede jeg denne sprøde salat, en salat der blev til ud fra hvad der gemte sig i grøntsagsskuffen. Og når jeg selv skal sige det, en yderst lækker og simpel salat. Et par af gæsterne brød sig ikke om agurkerne, andre guflede løs.

Den bestod af flg.:

• Blandede salater
• Friske ærtetoppe
• Asparges
• Frisk spinat
• Agurk
• Salt

De rå asparges skar jeg i skrå stykker, salaterne og spinaten blev skyllet og slynget, agurkerne skåret i tynde skiver og lagt i groft salt en times tid. Agurkerne blev skyllet en smule inden de kom i salaten. Jeg toppede med ærtetoppene. Ingen dressing, da salten er meget gennemtrængende og fungerer som smagsgiver. Simpelt. Velsmagende.