Denne opskrift vender jeg tilbage til gang på gang, når jeg skal lave en rigtig italiensk klæg chokoladekage. Jeg kommer nogle gange mandler i, andre gange hasselnødder og nogle gange bager jeg den uden. Kagen er en velegnet dessertkage, evt serveret med en kugle rigtig god vanilleis eller med flødeskum tilsat abrikosmarmelade.

Valrhona/LaCucinaNada

Opskrift:

  • 175 gram smør
  • 200 gram grofthakket chokolade, jeg bruger en 60-70% mørk chokolade
  • 200 gram rørsukker
  • 3 æggeblommer
  • 75-100 gram hvedemel
  • evt 50-100 gram hakkede eller snittede nødder efter eget valg
  • 3 piskede æggehvider
    1. Smelt smør og chokolade over vandbad.
    2. Tilsæt æggeblommer og sukker.
    3. Vend mel og evt nødder i dejen.
    4. Pisk æggehviderne stive, kom evt en kinvspids groft salt i under piskningen.
    5. Rør forsigtigt æggehviderne i dejen med en dejskraber.
    6. Bag i en springform beklædt med bagepapir, eller smurt med smør og drysset med en smule mel, ved 200 grader i 30 min.

Kagen kan dekoreres med diverse overtræk:

Mokkaglasur:

  1. Lav en lille kop meget stærk kaffe, evt nescafé eller en espresso.
  2. Rør den varme kaffe op med flormelis, hvis du ønsker en tyk glasur hæld da meget lidt af kaffen i ad gangen.
  3. Smør glasuren over kagen, og lad det stivne.

Fløde-chokocreme:

  • 100 gram mørk hakket chokolade
  • 10 gram smør
  • 3/4 dl piskefløde
  1. Smelt smør og chokolade i vandbad.
  2. Piskefløde koges for sig.
  3. Chokolademasse og fløde piskes sammen, og fordeles på kagen. Lad det køle lidt før servering.

Er det sommer og bær-sæson, prøv da at rør friske bær i flødeskum og top kagen med det. Tænk gerne i et modspil til den søde kage, og prøv eks vis med ryste ribs:

Italiensk Chokoladekage m.flødeskum/LaCucinaNada

Eller prøv at bag den med hindbær: Chokolade konfektkage m. hindbær – en rigtig dessertkage hvor hindbærrene spiller excellent sammen med den bitre chokolade!

Chokolade konfektkage m.hindbær 007

Advertisements