Svenska köket

På en endags tur til Malmö forleden var mit fokus rettet en del mod mad, caféer, restauranter, madmagasiner etc., i en sådan grad, at min “medrejsende” synes det var spøjst, at jeg som kvinde ikke så på sko, tøj, make-up og den slags, men på mad. Det er egentlig ikke kun i min egenskab af, at være madblogger, at jeg har dette fokus – jeg har siden barnsben fundet det langt mere interessant, at se på hvad de lokale spiser og drikker, og hvordan de tilbereder det, der hvor jeg har befundet mig.

Nu tænker du som læser måske, at så anderledes kan svenske madvaner da ikke være fra de danske? Og nej, i det store hele bygger de to køkkener på meget af det samme; husmandskost, årstidens fisk, grønt, frugt mv. Og ligesom med dansk mad, har svensk mad igennem mange årtier taget en drejning af forarbejdet, nem og i mange tilfælde grotesk spise. Et eksempel herpå:

Forskellige slags ost på tube, tilsat smag, eks vis: chorizo, mozzarella og tomat og så den ærke svenske: Kalles Kaviar, som siden 50´erne har været lidt af en bestseller i svenske børnefamilier.

 

En gave fra min veninde Frede, der just har tilbragt en uge i en stuga i

den svenske skov.

En anden spøjs spise, er leverpastej med gurka, en leverpostej med små stykker af syltet agurk tilsat. Denne leverpostej hørte altid til på frokost bordet hos min familie i Sverige, ligesom Hushållsosten – en kleppert af en rund ost, som man indtog på en skive limpa (lyst brød) eller Hönekaka (små søde brød) , toppet med et 8-tal af Kalles Kaviar. Jeg har altid en leverpastej med gurka med mig hjem fra broderlandet…måske det smager mere af barndom, sommerdage og hygge, end det egentlig smager godt?

Og nu vi er ved minder, så har jeg helt Astrid Lindgrenske – erindringer om de svenske skove hvor der vokser smultron, vilde blåbær, brombær og multebær – jeg erindrer at vi satte dem på strå og gik og spiste af dem, eller også kogte min Moster saft og sylt af de mange bær. Af andre gode mad minder, er mindet om lignonsylt der eksempelvis serveredes til et stykke steg, eller når min Onkel kunne overtales til, at lave en ordentlig omgang pannkakor godt med kardemomme i dejen!

Og så selvfølgelig den legendariske svenske kanelbulle:

Rig på kanel og kardemomme smag, og toppet med strösocker. Den slår til hver en tid den danske pendant, kanelsneglen.

Men nok om mine barndomsminder ud i svenske kulinariteter. Med et voksen-øje, og udfra mit madblogger perspektiv så jeg nu efter økologiske varer, kvalitets fødevarer, nye påfund, årstidens frugt og grønt mv. På den økologiske front skuffede de svenske supermarkeder en del, hvorimod der nærmest bugnede med bær; jordgubbar især!

Vi gik lidt bag om gågaden, hvilket kan anbefales, her falder priserne en del på restauranterne, og man støder på små anderledes butikker. Her stødte vi blandt andet ind i en delikatesse forretning, der udover at have mange af de samme varer på hylderne som herhjemme, Kusmi the i alle afarter bla, havde et stort udvalg af skånske specialiteter. Bla knækbrød tilsat alskens krydderier og urter. Butikken ligger på Södra Parkgatan, lige ved siden af et stort udendørs marked med salg af frugt, grønt og blomster.

Ikke langt derfra, i Bergssgatan, ligger Malmö Chokladfabrik, http://www.malmochokladfabrik.se, side om side med Malmö Brygghus, http://www.malmobrygghus.se/. Jeg fik desværre ikke besøgt nogle af stederne, bla fordi min “medrejsende” ikke drikker øl, så der er noget i vente til næste Malmö tur.

Derimod fik jeg overtalt min lige så madglæde “medrejsende” til et besøg i en af de større “Hemköp” i Malmö, bla for at få min leverpastej med hjem. Her fandt jeg udover alle tube varerne et par specialiteter, og en del til kagedekoration:

De røg ikke i kurven, men det gjorde to madmagasiner til gengæld, til en noget lavere pris end herhjemme, især hvis man tager kursen med i betragtning.

Et udemærket blad, med mange opskrifter og lækre billeder, det minder noget om det danske “Mad!”. Da jeg hjemme om aftenen åbner netop dette magasin, læser jeg om den svenske kok, Tareq Taylor – kendt fra svensk tv, der nu har sadlet om fra at være gourmetkok på en af de fineste restauranter i Malmö til at blive café ejer af caféen i Slottsparken. Øv, her ville jeg gerne have nydt min kaffe, i stedet for på den meget overrendte plads midt i byen. Caféen har til huse i et lille gråt hus, samt i et drivhus og med hovedsalig udendørs servering. http://www.slottstradgardenskafe.se/omoss.html

Et lidt mere eksklusivt magasin, med meget lækre billeder, et par artikler om mad, nyt mv. Også med en del opskrifter.

Skal du til Malmö og vil du gerne besøge nogle af specialforretningerne mv, så tjek evt dette link:  http://www.malmo-time.se/24, eller gå på opdagelse i de mange sidegader bag om gågaderne.

Nå, ja og så er Lagerhaus i starten af gågaden altid et besøg værd, her findes et utal af boligartikler, og særligt i køkkengrej afdelingen findes sjove og anderledes sager. Jeg købte disse fine muffins-forme, sommerlige og pyntelige:

Tak for din kommentar, kig endelig forbi en anden gang! Mvh La Cucina Nada