Det ene glas har fået mærkat fra “Rice”,
det andet et lille skilt klippet af karton fra mærkat-pakken,
sat på med et stykke sløjfebånd.
– Bagpå er påført hvad marmeladen indholder.
Med frugtkurven fuld af appelsiner, æbler, citroner og et enkelt græskar besluttede jeg mig for, at lørdag eftermiddag var et godt tidspunkt at sylte på – så på med lidt sprøde jazztoner, og gang i syltegryderne!
Det blev til et glas Græskarmarmelade med en mild parfumeret smag af ingefær samt en blanding af sødme fra græskaret og æblerne, samt en syrlighed fra citrusfrugterne. Græskarmarmeladen vil egne sig særlig godt til ost!
Og så blev det til et lille glas appelsingele med en kraftig aromatisk smag – skabt ved at bruge både muscovadosukker og whisky. Geleen vil jeg servere til den fede julemad, eller til en god steg.
Appelsingele m.whisky:
- 5 økologiske appelsiner
- 3 spsk muscovadosukker
- 6 spsk rørsukker
- 2 spsk whisky
- 2 tsk geleringspulver
- Skyl appelsinerne. Skær 2 af dem i små stykker og kom dem i en gryde. Skær skrællen af 2 andre, og skær evt resterende hvide hinder af frugtkødet, kom kødet i gryden – obs: riv en smule af 1/2 appelsin skal med et juliennejern og gem til senere.Riv skallen af den sidste appelsin, og pres saften af den. Kom saft og skræl i gryden. Årsagen til at det ikke er alle appelsinerne der skal i hele, er pga bitterstofferne i de hvide hinder. Lidt skal der til, for ellers bliver det, efter min smag, alt for sødt, og netop bitterheden er godt til fed mad.
- Kom sukker ved, og giv et opkog. Lad det simre ved svag varme en times tid.
- Si frugtmassen fra i en sigte henover en skål, pres godt i massen så al saften kommer med.
- Hæld væsken tilbage i gryden, tilsæt whisky og geleringspulver. Lad det koge ind til det begynder at størkne og til alkoholen er fordampet.
- Kom geleeen i et rengjort og skoldet glas, og kom reven appelsinskal ned i, rør en smule så skallerne fordeler sig. Skru straks låget på, og sæt på køl.
- 1 Sweet Dumpling græskar
- 1 æble
- 1 appelsin
- Saften af 1 citron
- 6 spsk rørsukker
- Vand
- Revet frisk ingefær – ca.1-1 1/2 spsk (smag til undervejs)
- Evt en tsk geleringspulver
- Skær skrællen af græskaret og skræl æblet og appelsinen. Skær det i mindre stykker og kom det hele i en gryde.
- Kom citronsaften ved og rør det rundt.
- Hæld vand over, så al væden dækker 2/3 dele af frugtstykkerne.
- Kom sukker og ingefær ved. Giv det hele et opkog. Skru ned for varmen, og lad det simre til det får en marmeladeagtig konsistens. Kom evt geleringspulver ved, hvis det stadig er noget vandet, og lad det simre yderligere et par minutter.
- Kom marmeladen i en rengjort og skoldet syltetøjsglas – af denne mængde blev der til et glas svarende til et glas Bonne Maman.
En kommentar til “Appelsingele m.whisky og Græskarmarmelade m.ingefær & citrus”