På det hedengangne Café Åbenrå, med den besynderlige adresse Åbenrå i København, fik jeg for en del år siden serveret den bedste glögg!
Glögg´en er lavet på en hjemmelavet essens, og tilsat rosiner der har søbet i portvin. Café Åbenrå yndede at lave essensen året før til brug året efter! Det er en god idé, når man nu alligevel har alle julekrydderierne i hus, da den virkelig får lov at trække. Men man kan sagtens lave den en måneds tid, eller halvanden før den skal bruges.
Her får du den “hemmelige” opskrift:
- ½ liter vodka
- 10 små stænger kanel
- 20 hele kardemommekapsler
- ca.7 cm frisk ingefær i tynde skiver
Hældes på et mørkt glas/flaske m. tætsluttende låg, eller en klar flaske som stilles mørkt.
Jeg kommer først rosinerne i portvin et par dage før brug, da jeg ikke bryder mig om alt for opsvulmede rosiner.
Når du skal lave selve glöggen, hælder du 1 flaske rødvin, ½ dl essens samt 5 cl portvin i en gryde, og varmer langsomt op. Kom rosiner og mandelsplitter i efter smag og behag. Du kan spæde glöggen op alt efter hvor stærk du ønsker den, det kan være der skal en sjat sukker i, et skvæt snaps, eller appelsinsaft i…kom meget lidt i af gangen, og smag til.
Man kan evt lave en lidt større portion end man selv tænker at bruge,
og forære en flaske essens væk –
evt pakket i en kurv med alt til glögg i!
Hej nada
Er det ikke 5 dl portvin i stedet for 5 cl?
God jul
Signe
Hej Signe
Nej ikke ifølge den oprindelige opskrift, men du kan jo smage til ligesom
du synes. På Aabenrå var glöggen ikke spor sød, men selv kan jeg godt lide den lidt sødlig
og kommer derfor nogle gange mere portvin i.
Håber glöggen smager dig.
Rigtig god jul til dig.
La Cucina NADA
Er det 20 kardemommefrø eller kardemomme kapsler?
Synes det ser ud som om du har nogle andre krydderier liggende på tallerkenen?
God jul
Jakob
Hej Jakob.
Som den skarpsindige læser du er, har du fuldstændig ret.
Jeg har i nogle år eksperimenteret lidt med ekstrakten, men faktisk er jeg vendt tilbage til
den oprindelige simple udgave. Ene og alene fordi den bare fungerer, og det ikke bliver for meget af det gode.
Der er tale om hele kapsler, og bla derfor er det at foretrække at man lader den trække længe – helst et år. Så lav en portion til næste år, du vil elske den!
Glædelig jul til dig også,
La Cucina Nada
Mmmm… Hvor lækkert. Så ved man lige præcis, hvad der er i. Hvor lang tid, tror du, den må stå? Måske skulle man vente med at lave den til midten af november, så den er klar omkring juleaften 🙂
Tak for inspiration!
Jamen ifølge den elskelige værtinde på det hedengangne Café Åbenrå, så helst et HELT år før brug –
så jo længere desto bedre!
– Bare se at komme i sving;-)
Mvh La Cucina Nada
Nå ja, det skriver du jo også… Var vist lidt for ivrig efter at se opskriften 😉 Men det giver måske meget god mening, da krydderierne så får lov til at trække længere i vodkaen og afgive smag. MUMS, jeg må i gang!
Vodka vodka… Here I come
God fornøjelse!
Og glædelig for-jul;-)
Tak for opskriften. Det tror jeg da lige, at jeg skal prøve at lave. Ved du iøvrigt hvorfor, at det skal stå mørkt?
Kh Nadia
Hej Nadia.
Velbekommen – det er virkelig en god opskrift, på en og samme tid klassisk i smagen, og så alligevel er der lidt der river!
Det er noget med at når alkohol udsættes for sollys, så udvikler både lugte og smag sig, på den forkerte måde. Sådan er det med øl, vin og alkohol med væsentlig mere smag end vodka i hvert fald. Mon så ikke det er fordi krydderierne i den her forbindelse kan gøre det samme?
Smæk du et par flasker sammen, og forær et lille glas væk i ny og næ som værtindegave i løbet af december!
Glædelig for-jul.
Mvh Nada