Dette er en ret der ikke alene gør mine smagsløg, men også mit sind meget velfornøjet! Det er en ret jeg ikke laver særlig ofte, pga dens ret høje fedt indhold, og selvfølgelig kun når østershatten er i sæson, hvilket den er nu fra november til april. Retten tilberedes på ren Brdr. Price manér m. rigtig smør og ren piskefløde – dog ikke i rigelige mængder, da det slet ikke er nødvendigt her.
Lav retten som en nem hverdagsret, eller som hovedret til en gæstemenu efterfulgt af en let forret.
Ravioli m.østershatte – 2 pers.:
- 1 pakke frisk spinat ravioli m.ricotta
- 1 bakke østershatte
- 1 skalotteløg
- 1 håndfuld frisk timian
- 1/2 pakke bacon i skiver (Hanegals er god og kødfuld)
- 1/2 – 1 dl piskefløde
- Smør (brug evt den fra Thisted med flagesalt i) og en god olivenolie til stegning
- Friskkværnet peber, evt en smule salt
- Børst evt østershattene let, og skær det nederste af stokken af. Vrid dem let fra hinanden.
- Sæt vand over i en gryde til ravioli og tilbered dem efter anvisning på pakken. Hæld ravioli i en sigte, og lad dem dryppe af.
- Skær løget i små tern, og svits dem i en blanding af smør og olie. Kom ikke for meget fedtstof på panden, da der evt skal suppleres når svampene kommer på.
- Klip bacon skiverne i halve, og steg dem sprøde og gyldne på en tør pande. Lad dem dryppe af på fedtsugende papir.
- Kom østershatte på panden sammen med timian, og svits dem ved høj varme et par minutter. Vend i dem undervejs. Østershattene er færdige når de er let brunede og når en del af vandet er fordampet.
- Hæld piskefløde ved og kog stuvningen ind til det tykner.
- Bland nu ravioli og svampestuvningen godt. Server med lidt sprødt bacon på toppen.
Velbekommen!