I et efterhånden sjældent besøg i en virkelig boghandel stødte jeg på en helt særlig bog, nemlig “Delicate – New Food Culture” udgivet af Gestalten, et tysk forlag mv. Bogen har under forskellige overskrifter samlet en masse lækre fotos fra mad-butikker, mad-events, restauranter, mad-kunst installationer og projekter udført af forskellige foodies.
Det er en helt vildt lækker bog!
Papiret er tykt og mat, billederne er flotte og materialet stort. Der er især billeder fra USA, Tyskland, Holland og Japan, og det sikkert fordi, der i disse lande findes mange innovative mad-entreprenører, men jeg savner at der i bogen var skelet lidt mod nord også…
Der er minimalt med tekst, men billederne taler for sig selv. Jeg har allerede fundet indtil flere af projekterne og stederne på nettet, og på den måde er der til endnu flere timers inspiration. Og netop inspiration er hvad bogens indhold er for mig – som var det en anden kunst coffee table book. På bagsiden af bogen står der kort beskrevet hvad bogens formål egentlig er, bla at det at spise er blevet til mere end bare at opfylde et fundamentalt fysisk behov. At det nu, mere end nogensinde, er blevet en udtryksform for vores tankesæt, identitet, humør, kultur og vores søgen. Måltidet er blevet en sanseoplevelse i højere grad, det er blevet en mere fantasifuld oplevelse og ikke mindst er der i høj grad lagt vægt på det miljøaspektet mv.
Bla er der billeder fra Conflict Kitchen USA, som er en restaurant i Pittsburg der serverer mad fra lande USA er i konflikt med, der er et billede fra Ittala´s reklame kampagne for serien af stribet service – hvor et spisebord står halvt indenfor og halvt udenfor et vindue, og er dækket op til morgenmad, der er fotos fra pop-up køkkener, rullende køkkener osv. Se nogle af billederne her:
Er du også lidt af en foodie ?, er du vild med grafisk lækre opsætninger ? eller bare vild med mad ? Så er denne bog måske noget for dig eller som julegave til din mad-tossede ven?
Jeg købte bogen på Amazon.co.uk til en noget billigere pris end Politikens Boghandel tager for den. Den var 1 1/2 uge om at nå frem.
En kommentar til “Delicate – New Food Culture”