Jeg gik i skole i 80´erne, og i midten af min skoletid havde jeg min dansklærer til hjemmekundskab. Jeg vil ikke sige jeg lærte afsindig meget i de dansk timer, eller at inspirationen var vældig stor. Derimod var denne unge smarte lærerinde med på datidens moderne mad-tendenser, og timerne i skolekøkkenet var en sand leg! Vi lavede tærter, salater med bønner, gryderetter og mad fra fjerne egne. Nogle af opskrifterne prøvede jeg af på mine forældre derhjemme på min faste mad-dag, til deres store glæde. Og nogle af opskrifterne har jeg holdt fast ved. Bla disse sprøde parmesan-paprika kiks, som er yderst velegnede som snack i selskab med noget smørelse af en slags. Jeg bagte kiksene til nytår, og her var de særlig lækre med den hjemmerørte oliventapenade. Kiksene vil også være et godt følgeskab til ost.
Parmesankiks a´la Mary-Ann
- 140 gram smør
- 200 gram revet parmesanost
- 1/2 tsk groft salt
- 1/2 tsk peber
- 1 tsk (strøget) paprika
- Ca. 3 dl hvedemel
- Rør smørret blødt i en røremaskine, eller med håndkraft.
- Tilsæt dernæst de øvrige ingredienser og lad røremaskinen samle dejen så godt som muligt. Ælt evt det sidste i hånden – smørret skal være helt opløst, og dejen skal have en lidt tykkere konsistens end småkagedej.
- Saml dejen til en kugle, og pak den i film. Stil den på køl min. et par timer.
- Rul dernæst dejen tyndt ud, og skær den i forskellige stykker. Eller rul dejen til en pølse og skær tynde skiver af den, og tryk kiksene flade på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Drys evt med groft salt eller friske hakkede krydderurter.
- Bages ved 175 grader midt i ovnen i ca.20 min. HOLD GODT ØJE MED DEM.
Lyder som en dejlig lækker ting at forberede i god tid til en dag hvor man trænger til forkælelse. Hvor længe kan man have dejen liggende på køl? Du nævner et par timer, jeg tænker: kan den ligge til næste dag, eller uge?
Hygge
Frederik
Hej Frederik.
Du kan sagtens have den liggende noget tid, den kan også fryses.
Her var det ment som at den trækker sig sammen, og herved bliver lettere at håndtere ved udrulning.
Det er ren hygge – god fornøjelse med dem!
La Cucina Nada
Sjovt nok associerer jeg til de nye TUC kiks, der er kommet på markedet, som jeg smagte for nyligt hos en veninde… Hjemmelavet er naturligvis bedst, men deres hvidløgskiks er især formidable. Normalt er jeg ikke så meget til kiks, men dem kunne man godt blive afhængig af.