I lørdags proppede jeg en kornfed økologisk kylling i en Römertopf, hvor den fik selskab af salt-syltede lime, et par rodfrugter, en sjat ufiltreret æblemost samt en trediedel af en Forårsbryg fra Vestfyen. Det blev den møreste kylling jeg længe har spist, og væden var helt guddommelig.

Og selvom den ene af kattene var modig nok til at smage en smule, så var der jo alt rigeligt i sådan en kylling til mig. Derfor lavede jeg om søndagen en stor portion kyllingesalat – og der var rigeligt til både søndagsfrokosten samt til et par frokoster  i løbet af ugen. Man kan sagtens tilberede en kylling udelukkende med formålet at lave en salat af den, men jeg foretrækker nu at lave den af resterne. Og husk nu at kog en fond på skroget – bedre fås ikke! Har du ikke tid i nuet så gem skroget til dagen derpå, den passer jo sig selv i gryden, og er på den måde et oplagt søndags gøremål. Fonden kan du have i en bøtte i køleskabet og bruge af i et par dage. Ellers kan den fryses i mindre portioner og tages op ved brug. Prøv f eks at lav en sauce af fonden til tortellini, mums det er godt.

Det er svært at angive nøjagtige mængder, da det beror på hvor meget kylling du laver salaten af – derfor skriver jeg udelukkende de ingredienser jeg kom i.

  • Kylling, plukket i mundrette strimler
  • Yoghurt naturel/
  • Mayonnaise
  • En smule sennep
  • Saft af citron
  • Saltede kapers
  • Friskkværnet peber

Rør yoghurt, mayonnaise, sennep og citronsaft sammen. Smag på det, og kom evt mere i.

Kom finthakkede kapers og kyllingen i.

Rør det sammen og smag til med peber.

Lad den gerne trække smag inden du serverer den.

Reklamer