Denne marmelade består af to citrusfrugter: appelsin og bergamotte, og er dermed en let bitter marmelade. Den er yderst velegnet til et godt stykke ost.

Bergamotte anvendes bla som smagstilsætning, og mange vil kende smagen fra earl grey the. Og så dufter den helt vidunderligt – så tag duftsansen i brug når du står med den overskårne bergamotte frugt …

Til et alm.syltetøjsglas skal du bruge:

  • 1 1/2 appelsin
  • 1 bergamotte
  • Ca.250 gram rørsukker
  • 1 spiseske hjemmelavet vanillesukker
  • 1 spiseske hjemmelavet appelsinsukker
  • En smule sød dessertvin, jeg brugte en Muscat de Beaumes de Venise da jeg havde en sjat stående
  • Evt en smule geleringsmiddel, atamon/klar spiritus samt et syltetøjsglas.
OBS: jeg bruger udelukkende økologiske frugter, i denne marmelade skal bergamotte-frugten være økologisk/ikke overflade behandlet da den hele bruges!

Skær skrællen af appelsinerne, og sørg for at det meste af den hvide hinde skæres væk. Det er i hinden bitterstofferne sidder. Skær appelsinkødet i mindre stykker og kom dem i en gryde.

Skyl begramotte-frugten og skær den i meget tynde både. Skær evt hårde stykker fra, og sørg for at fjerne kernerne. Kom bådene i gryden.

Kom sukker ved, og hæld en sjat dessertvin over. 

Lad det simre ved svag varme til det begynder at tykne. Rør jævnligt i marmeladen.

Hvis ikke det stivner så meget som du ønsker, når det er kølet lidt af, rør da en smule geleringspulver i. Hæld på et skoldet og rengjort syltetøjsglas. Hvis marmeladen skal stå i længere tid, og glasset bliver åbnet flere gange, skyl det da med atamon eller en sjat klar spiritus, så du er helt sikker på at evt bakterier er væk.

Nu er der blot tilbage at riste et stykke rugbrød, skære en skive af en god kraftig ost og så komme en lille klat marmelade ovenpå, eller evt ved siden af.
Reklamer