Masterchef.

Ja jeg lader det stå lidt.

For hvad var det dog der fik mig til at søge om at komme med i TV3´s konkurrence for amatørkokke? Jo det startede med en kæk kommentar, måske lidt som når man sidder i sofaen og gætter med i quiz-programmer: “Hvor svært kan det være? Det er da det-og-det svar”, at hvis de lavede en omgang Masterchef for almindelig dødelige så ville jeg stille op. Men det var jo let nok at sige. Og særligt fordi det blev sagt i min kærestes stue, hvor han var eneste vidne.

Og så gik tiden.

Kæresten blev til en eks-kæreste og Masterchef var bestemt ikke noget jeg spekulerede over. Til gengæld blev bloggeriet mere seriøst og netværkeriet med andre madskribenter tog til. Men så kom der en ny sæson, endnu engang med “kendte” som deltagere, og jeg blev igen lidt harm over at den slags programmer altid skal have kendte med for at trække seere. Hvorfor kunne det ikke handle om MADEN i højere grad?

Men så annoncerede TV3 at nu ville de optage en ny omgang, og denne gang med ikke-kendte danskere!

Og hvad forhindrede mig så i at sende en ansøgning?

Jo det gjorde det faktum at det rent faktisk ER tv. Det dilemma rodede jeg så rundt i for en tid. Kunne jeg overvinde den grænse og rent faktisk medvirke i en tv-produktion?  Hvordan ville det være at se mig selv på tv? Hvordan ville jeg have det med at en masse mennesker ville se det? Og ikke nok med det, kunne jeg overhovedet arbejde under pres, med en hulens masse kameraer, sammen med en masse fremmede og ikke mindst under opsyn af tre af danmarks bedste kokke?

Efter et delvist præventivt terapiforløb i løbet af efteråret og vinteren har jeg arbejdet meget med at smide “den pæne pige” overbords – hende der begrænser sig selv af alle mulige og umulige årsager. Hende der har lyst, men ikke tør. Og da psykologen spurgte mig, i en anden sammenhæng, om hvad det egentlig var der forhindrede mig i at gøre de ting jeg havde lyst til, ja så tænkte jeg at det da ikke ville skade at sende en ansøgning.

Som sagt så gjort.

Og med en beslutning om at det i sig selv var et mål for mig, at turde at sende en ansøgning. Men så voksede det i mig, og målet rykkede sig, nu ville det være fedt at komme til casting….

….sørme om ikke jeg kom det!

Så var målet nået. Og jeg forberedte mig på de to opgaver vi havde fået stillet inden. Nåede at høre om to andre madbloggere der også var indkaldt til casting samt en anden bekendt, min venindes svoger. Venner og kolleger glædede sig på mine vegne og spurgte til det. Men presset steg ikke synderligt, for “den pæne pige” talte jo stadig der bagest i hovedet, og fortalte mig at jeg jo ikke gik videre, so what to worry about?

Så på da dagen klædte jeg mig nogenlunde pænt på, og satte kurs mod Metronome på Amager. Uden egentlige forventninger, og da slet ikke nogen forestilling om hvordan det ville løbe af stablen. Det blev en god oplevelse hvor jeg blev taget godt imod, og jeg følte mig på hjemmebane foran casteren og, overraskende nok, foran kameraet. Måske fordi hun var så lige til og fordi vi fik nogle gode snakke og grin undervejs. Eller måske fordi jeg ikke tænkte på det videre forløb. De to opgaver jeg havde forberedt mig på fortalte jeg lystigt om, og den opgave hun overraskede mig med – en kasse som i programmet med en masse ingredienser – slog overhovedet ikke benene væk under mig. Jeg fik indtil flere idéer til retter jeg ville tilberede af torsken, hvidvinen, krydderurterne mv. Jeg blev sendt derfra med beskeden om at man kun ville blive ringet op hvis man gik videre, og dét på en bestemt dag. Jeg gik derfra med en god fornemmelse, jeg havde gjort mit bedste og havde været mig selv.

Og så kom det, opkaldet, midt i min kaffepause på arbejde. Et opkald jeg ikke havde forventet, men som nu fortalte mig at jeg skulle til audition. Jeg fik samme følelse som når man forventer at få en middel karakter, og så får en top karakter. Jeg blev simpelthen så glad og stolt af mig selv – jeg havde imponeret på en eller anden måde.

Men så gik dagene, og jeg fik tanken at det jo slet ikke var maden der havde imponeret dem, for jeg havde jo ikke lavet mad endnu. Altså var det mig der åbenbart ville være godt tv-materiale. Det fik usikkerheden til at dukke op igen – for det var jo ikke dét jeg ville – på tv. Men det hører jo ligesom til. Så jeg fik skudt “den pæne pige” lidt til hjørne igen, og blev enig med mig selv om at jeg jo kun kunne gøre mit bedste, og at jeg måtte tage det som en oplevelse.

Og en oplevelse blev det!

En meget blandet oplevelse. Det blev til et møde med mange forskellige mennesker, et professionelt produktionshold med en hyper aktiv frontmand, kaffe i spandevis, spøjse samtaler, manges forventninger der kom til udtryk i form af blærerøvssnak, beskedenhed og decideret r.. irriterende vis. En oplevelse der blev til et møde med mennesker der virkelig ville dette, en del af dem udelukkende for netop at komme i tv, noget jeg havde svært ved at forstå. Ligesom jeg havde svært ved at forstå de der brød grædende sammen da de røg ud.

Og ikke mindst blev det til en oplevelse med enorm meget ventetid….der gik timer inden selve optagelserne gik i gang. I mellemtiden skulle vi fotograferes, nogle skulle filmes til de indslag der er med enkelte deltagere og vi skulle briefes om dette og hint. Ikke mindst om reglerne for deltagelse, hvor Metronome havde udfærdiget en flere siders kontrakt mellem hver enkelt af os og dem.

De gentog flere gange at vi skulle huske at vi var 36 der var blevet valgt ud mellem flere tusinde. En udvælgelsesproces der hed noget i stil med mellem 1500-2000 ansøgninger, ca.350 til casting og altså os 36 der sad her nu. Meningen med at gentage dette mantra var god, og jeg kunne fornemme det virkede på de andre. På mig havde det lidt en anden effekt: var jeg nu blevet valgt ud fordi de mente jeg kunne noget på madfronten? Eller var jeg blevet valgt ud fordi jeg egnede mig til tv?

Du kan se mig, og de øvrige deltagere her: Masterchef.

Nerverne tog til. Og de blev ikke nævneværdigt beroligede da vi langt om længe marcherede ind i Masterchef køkkenet og stod ansigt til ansigt foran Anders Aagaard, Thomas Castberg og Thomas Herman. Samt et massivt opbud af kameraer, sminkører, assistenter, kokke, castere og hvad ved jeg. Og da slet ikke da kameraerne først begyndte at køre – her tog jeg mig selv i at smile kunstigt, ikke kunne finde ud af hvor jeg skulle gøre af mine arme, at føle det ikke var mig der stod dér midt i Masterchef køkkenet.

Da først møllen kørte, gik det stærkt! De havde forklaret opgaverne: hakke løg ultra fint og i ensartede tern, 10 stk på 10 min., røre en mayonaise ligeledes på 10 min. samt filetere en makrel på 10 min. Hvis man lykkedes med en opgave før tid eller til tiden, gik man direkte videre.

Løgene havde jeg det noget anstrengt med, da kniven var møg skarp og da mine rystende hænder ikke kunne holde fast på løget. Det lykkedes mig da også at skære mig ret så voldsomt i fingeren – ligesom det gjorde for en hel del af de andre deltagere. Det blev da også en gang uens tern, og nogle alt for store nogle af slagsen. Det gik heller ikke helt op for mig, at det var nogle der faktisk gik videre uden at have hakket alle 10 løg, og jeg forbandede bagefter mig selv, eller måske “den pæne pige”, over at have fokuseret på mængden i stedet for på at hakke nogle få, men perfekte løg. Men jeg, og mange andre, havde ikke forstået opgaven sådan. Og jo, det føltes ærlig talt noget uretfærdigt. Netop her ville jeg ønske jeg kunne sende “den pæne pige” hånd i hånd med Jante, og sende dem ad helvedes til og lade frækheden og egoismen råde i stedet.

Nå, mayonaisen ville redde mig tænkte jeg. Det kan jeg sgu da! Jeg rører jævnligt en mayonaise i klassisk form, som krydderurte mayonaise eller som aïoli. Hvor svært kunne det være? Åbenbart meget svært. Piskeriset gled i mine hænder, larmen distraherede mig, mine sidemænd blev færdige før tid og gik videre og jeg dummede mig ved at tilsætte en eddike med smag, en smag der blev for voldsom. Og så blev den bare ikke stiv nok, hvilket Thomas Castberg da også svarede mig da jeg hidkaldte ham for at smage på den, “du skal piske mere, meget mere, den er jo slet ikke færdig”. Jeg kunne mærke jeg var ved at give op, og at løbet var kørt. Jeg blev varm i kinderne og havde mange blandede følelser i kroppen. Det var på en eller anden måde ikke længere mig der stod i det tv-produktions lokale længere…

Tiden løb fra mig med mayonaisen, og nu var det sidste chance. En makrel skulle filetres. Hvorfor havde jeg ikke taget min fiskehandler på ordet, og takket ja til et lynkursus? Eller hvorfor lå det fiskekursus jeg havde meldt mig til på Hotel og Restaurantskolen efter optagelserne? Jeg er vokset op i en lidt fiske forskrækket generation, og har kun været med til at flå ål og filetere fisk. Aldrig på egen hånd. Og den visning vi fik inden opgaverne skulle udføres var med pegefinger akkompagneret af snak, ikke en egentlig demonstration.

Nu var løbet definitivt kørt kunne jeg mærke. Og det gik da også helt-i-fisk….det blev det stockholmske blodbad, og som Anders Aagaard sagde til mig efterfølgende: “Nada, den makrel vil jeg sent glemme”.

Men jeg fortryder på ingen måde at jeg var med. Det blev til en anderledes oplevelse, og det har ført mange snakke med sig. Og jeg har oplevet en kolosal opbakning fra venner, mine læsere, mine kolleger og fra folk i diverse madnetværk. Tusind tak for tiltroen og støtten!

Og så har det været dejligt at få bekræftet at selvfølgelig kan jeg røre en mayonaise og filtere en fisk uden for rampelyset 🙂 Bla lykkedes begge dele forleden, netop på den aftenskole jeg og min madskribent veninde, Kristine havde meldt os til på Hotel og Restaurantskolen. Et top professionelt aftenskole kursus med en behagelig stemning, og en meget kyndig underviser. Noget jeg varmt kan anbefale! De udbyder forskellige kurser af både kortere og længere varighed. Du kan se billeder fra kurset her:

This slideshow requires JavaScript.

Nu vil jeg følge de øvrige deltagere i kampen om Masterchef titlen, for heller ikke jeg ved hvem der går videre og hvem der vinder – så lykke til jer fra La Cucina Nada. Og så vil jeg nyde at se det uden at føle presset, men med en langt større forståelse for hvor let det kan gå galt i det muntre tv-køkken.

Og Anders Aagaard, husk nu lige dit løfte til alle os der røg ud i første hug, ikk´?

Reklamer