I den forgangne tid har der været en debat om madbloggenes berettigelse, endda en debat om nogle madblogs har en større berettigelse end andre. En debat om at madbloggere savner ambitioner, en debat om at danske madbloggere ikke er medvirkende til at skabe forandringer i den måde der tales om mad på. Meget af debatten har foregået i lukkede fora, eller i fora hvor menig mand ikke lige kigger forbi og har derfor foregået mest i selve blogosfæren.

Jeg selv har ikke blandet mig i debatten. Folk der kender mig personligt vil nok undre sig over dette – da jeg oftest ikke kan holde min mund. Tavsheden skyldes ikke at jeg ikke har nogle meninger om emnet, for selvfølgelig har jeg det. Det skyldes simpelthen det faktum, at det meste af min fritid går med læsning og opgaveskrivning. Jeg har ikke kunne få ordene ned på tastaturet de gange jeg ellers har gjort forsøget, for ordene er blevet forstyrret af begreber som læring, motivation og arbejdsmiljø og madblogger-terminologi er blevet rodet sammen med Illeris´ lærings-trekant, Maslows behovspyramide og arketyper set i forhold til motivation.

Af samme årsag er det i en lang periode ikke blevet til særlig mange indlæg her på bloggen. Og den kan jeg jo så tage fat i som den første kommentar – for nu kan jeg ikke nære mig længere, altså fra at blande mig i debatten. Dét selvom pinsen var helliget synops-skrivning, men nu skal det her ud af hovedet, så jeg netop kan fokusere på mit studie. Er daglige, eller meget regelmæssige indlæg et succeskriterie for en madblog? I en tråd på Madbloggernes Himmel, som er et fora for madbloggere på facebook, slog et par af de meget aktive skribenter fast, at det er det netop ikke. Deres pointe var at havde man ikke noget egentlig at blogge om, så hellere lade være. Det er jeg meget enig i. For mig er det sammenligneligt med pædagogen på personalemødet der altid har noget at sige til alle emner, også emner vedkommende måske ikke ved noget om, eller måske slet ikke beskæftiger sig med. Og der er blogs jeg ikke selv hverken læser regelmæssigt, ej heller følger, og det er i høj grad blogs der poster et billede af deres morgenmad uden en opskrift og uden en egentlig tekst. Eller blogs der vil mange andre ting end mad, det være sig boganmeldelser, meget personlige beretninger eller politiske debatter om andre emner end mad. Og faktisk også de blogs, som blot reproducerer ugebladenes opskrifter, som Mogens Bisgaard anfægter i den nok mest omtalte artikel i Information i madblogger-verdenen pt.

Men det er samtidig ikke et faktum at det gør disse blogs dårlige, og det er en kendsgerning at mange af dem er meget populære. Det er bestemt ikke mit ærinde, at stille mig til dommer for hvad der gør en blog god eller dårlig. Men jeg vil give Mogens Bisgaard ret i, at langt de fleste bloggere anlægger et æstetisk og et forbrugersynspunkt på deres indlæg, og til det kan man jo kritisk spørge: er det så for at få så mange læsere som muligt? Er det en leflen for læserne? Er det ikke det magasiner og ugeblade gør i forvejen?

Og det bringer mig til, at jeg faktisk tror mange madbloggere har nogle klare holdninger til madkultur, til kvalitetsbegrebet, til dyrevelfærd, til miljøaspektet, til mad-oplevelsen osv osv. Jeg selv har skrevet nogle få indlæg af mere politisk, filosofisk eller af undrende karakter, men har nok høje forventninger til mig selv omkring dette, forventninger jeg ikke synes jeg helt indfrier, og derfor er det ikke den slags indlæg jeg gør det allermest i. Og det er netop dette der rammer hovedet på sømmet for mig i hele debatten – er de allerfleste madbloggere ikke bare helt almindelige mennesker uden hverken en køkkenfaglig, eller en kommunikationsfaglig uddannelse? Og er det så ikke ok at have en blog som fungerer mest af alt som en elektronisk kogebog? Eller skulle man omvendt ikke netop tage nogle klare standpunkter, og gøre dem synlige via sit elektroniske talerør? For er der ikke rigeligt med søgebaser?

Jeg har i de år jeg har haft min blog, selv været i tvivl om min blog har en tydelig profil. Om hvad grunden til mine læsere bliver hængende er. Og jeg har ved flere lejligheder reflekteret over om jeg skulle sadle om, eller vælge mig et særligt kendetegn. Særligt i begyndelsen da jeg skelede misundeligt til de der havde mange faste læsere, de der blev omtalt ofte og de der havde mange likes på facebook.

Derfor har jeg i denne debat-tid, ikke helt undladt at debattere emnet, men jeg har taget den med studiekammerater, venner og kolleger. Og her har jeg hørt lige så divergerende meninger som i madblogger/madkommunikatør-verdenen. En sagde, at hun absolut intet behov havde for anekdoter, private beretninger mv, hun søgte udelukkende på en opskrift, og forventede at det var det hun fik. En karriekvinde som har rigeligt at se til i en travl hverdag, og en kvinde som vælger at følge andre blogs – enten de lettere bitre fraskilte kvinder der skriver i en Majse Njor stil, eller også mere samfunds orienterede blogs. En anden har ved flere lejligheder rost de af mine indlæg der har et personligt præg, og særligt dem hvor jeg har en ironisk distance til emnet. En tredie mente at en blog i hans øjne skal være meget skarp på hvad hovedemnet egentlig er, og at det er vildt forvirrende som læser når en blog handler om flere emner – han var faktisk mest vild med de madblogs som udelukkende beskæftiger sig med bagværk, vin, anmeldelser osv.

Min dragelse af dette er, at der jo er læsere til alle slags blogs, da bloggerne er lige så mangfoldige som læserne. For ja, det er et let tilgengæligt medie at manøvrere i. Men samtidig giver jeg altså bla Hr Bisgaard ret i, at der mangler noget kampgejst! En egentlig mission for ens skriverier. Et klart mål om man vil. Og jeg tror ærlig talt at mange blogs vil dø ud – det være sig blandt både mad,- mode,- og debatblogs, markedet bliver mættet. Samtidig findes der jo også magasiner, både trykte og elektroniske, for hver en interesseflade, og de har selvsagt flere ressourcer bag sig. Men igen, de er ikke kendte for at have en markant holdning til madkulturelle emner, og i mine øjne oftest bare mere elitære. Så måske er der netop en pointe i, at det er madbloggerne der skal repræsentere den debatterende del af madkulturen? Madbloggerne der skal stille politiske krav, og råbe vagt i gevær? Udnytte at producenter, restauranter, magasiner mv, i skrivende stund stadig er klar over madbloggernes indflydelse?

Afslutningsvist kan jeg fortælle at jeg selv barsler med nogle idéer, både til skriverier, men også til egentlige events der kan være medvirkende til at sætte fokus på madkulturen. Derudover har jeg valgt at deltage aktivt i DM i Hverdagsmad, da jeg mener det kan sætte fokus på den noget oversete del af vores madkultur, samt forleden meldt mig under fanerne i et projekt der skal skaffe midler til Fødevarebanken – et socialt og miljøansvarligt foretagende som rammer ned i noget af det jeg står for. Med det ønsker jeg selvsagt at støtte initiativer der i forvejen eksisterer, men også at tage en stillingstagen og dermed sklidre tydeligt med min holdning til den kulturelle og politiske del af mad-debatten.

Smid endelig en kommentar til dette indlæg –

fortsat god debat – både internt og eksternt!

Advertisements