Chili sin carne/La Cucina Nada

I går aftes havde jeg en flok af mine kolleger til mad, inden vi skulle til en tidligere kollegas housewarming. Den stod på sammenskudsgilde i den forstand at hver betalte en 50´er og havde egne drikkevarer med. Hmm … hvad skulle jeg dog lave når budgettet ikke rakte til en ret med kød? Når det skulle gå rimelig tjept med at få spist? Når jeg nu ikke gad stå i køkkenet når de kom? Og når vi skulle drikke en del i løbet af aftenen, og maden derfor gerne måtte ligge en god bund?

Chili sin carne, så klart.

Efter fikæmmen af mine køkkenskabe og min grøntsagsskuffe blev det til denne ret så smagfulde udgave, som selv de mest skeptiske fulltime meat-eaters var ret begejstrede for!

I denne udgave er det især rodfrugterne der giver smagen, og det er ikke nødvendigt at “krydre” med andet end en god chilisauce som sådan. Brug en chilisauce du kender styrken på, eller smag på den inden du tilsætter den – styrken af en chili er jo en smagsag, så måske du vil have den endnu stærkere? Men pas på, chilismagen bliver stærkere jo længere retten trækker.

Her er en ordentlig grydefuld, ca.12-14 portioner. Gang ned, eller lav hele portionen nu du er i gang, og frys evt resten, eller spis det igen dagen derpå – den bliver kun bedre lover jeg dig. Retten er god at servere for mange også, og kan snildt gå som natmad til festglade gæster.

Chili sin carne a´la cucina Nada:

  • 600 gram blandede bønner: kidney, sorte og hvide
  • 1 knoldselleri
  • 1,5 kilo mellemstore gulerødder
  • 5 pastinakker
  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 1-2 friske chili
  • 1 tsk chilipulver
  • 2 tsk spidskommenfrø
  • 50 g mørk chokolade
  • 1 ds flåede tomater + 1-2 dåser vand
  • 200 g tomatpuré
  • Friskkværnet pebe
  • Olie til stegning + evt salt

Samt ved servering

  • Creme fraiche, skyr eller fromage frais
  • Frisk hakket kruspersille
  • Chilisauce
  • Evt brød

Hvis du savner umami-smagen, så tilsæt eks vis portobellosvampe. Et tip til brug af svampe i sådan en ret er at brune dem på en pande, og først tilsætte dem de sidste par minutter, sådan undgår du at få våde smattede svampe i retten.

OBS: Sæt bønnerne i blød efter anvisning – oftest ca.12 timer. Skyl dem efter inden brug.

Skræl rodfrugterne, og skær dem i mundrette stykker. Skær løgene i tern. Svits nu løg og hakkede hvidløgsfed af sammen med spidskommenfrø et par minutter. Tilsæt alle rodfrugterne, og kom chili ved. Lad det stege ved svag varme indtil det har fået en smule farve. Kom bønnerne ved, og rør godt rundt i retten. Tilsæt nu tomatpuré, flåede tomater samt en dåse vand. Rør det sammen, og lad det simre ved svag varme i min.20 min. Smag retten til, og tilsæt evt mere vand undervejs. Den skal være sammenhængende og ikke våd, men den må heller ikke tørre ud. Lad chilien simre i ca.1 time, også gerne 1 1/2-2 timer.

Anret skåle med tilbehøret, eller anret chilien med en klat creme fraiche, masser af persille og en smule chilisauce på. Spis evt brød til.

 

 

Reklamer