Kender du udtrykket mindful-eating? Mange dage formår jeg mindful-cooking, men så snart jeg sætter mig ved bordet så bliver det oftest ret så hurtigt spist. Og dét uden at sanse de enkelte dele i retten. Gør du også det?
Uden at det hele skal blive alt for mindful, så prøv lige at lav en lille øvelse: Tag eks vis en rosin. Mærk på den. Duft til den. Lyt til den. Kom den ind mellem tænderne. Længere ind i munden. Tyg så på den tilsidst. Øvelsen går ene og alene ud på, at du registrerer det du spiser, er med oplevelsen her og nu. Og øger din bevidsthed om det du spiser, hvornår du er mæt – ikke alene i maven, men også på smag.
Og hvad har så det med opskriften på spidskålssalaten at gøre? Jo, at jeg øver mig i mindful-eating, og det lykkedes mig især med denne salat. Måske fordi den er en god kombination af sprødt, sødt, surt og skarpt på smagssiden. Knasende på lydsiden. Syrlig og frisk duftmæssigt og ikke mindst lysende forårsgrøn rent visuelt.
Salaten passer rigtig godt til et stykke kød, men kan som her også indtages som et frokost-måltid. Der er til ca.2 pers.
Spidskålssalat m.vinaigrette:
- 1 lille (økologisk) spidskål (du kan sagtens bruge hvidkål, eller evt friske grønne salater i stedet)
- 3 håndfulde frosne eller friske harricot verts
- 2 forårsløg
- 1 avokado
Vinaigrette:
- 1/2 spsk rørsukker
- saften af en halv citron
- 2 spsk rapsolie
- flagesalt
- finthakket ramsløg, 1-2 blade (hvis du ikke kan få fat i ramsløg, så pres en smule hvidløg i, i stedet)
Rør ingredienserne sammen til vinaigretten, og lad den trække imens du laver salaten.
Damp bønnerne 1-2 min. i kogende vand. Snit spidskålen fint, skyl den og kom den i en salatslynge – lad alt vandet dryppe godt af. Skær al det lyse af forårsløgene, og snit det fint. Bland det hele i en skål og hæld vinaigretten over. Anret på et fad, med avokadoen i skiver og drys evt en smule finthakket ramsløg ovenpå.
Server, nyd og husk: vær opmærksom undervejs.
Billederne med citaterne er fra bogen “Lad alt blive din læremester – 100 lektioner i mindfulness” af Jon Kabat-Zinn, Dansk Psykologisk Forlag, 2010. Tak for lån.
lacucinanada.com 
Mine to børn er opvokset på køkkenbordet fra de var to år – og det med stort held! Senere lavede de det sjove, og jeg gik ud med skraldeposen og skrællede kartoflerne. Det er vigtigt, at børn lærer AT SMAGE på råvarerne/maden, så de kan kende forskel på god og dårlig kvalitet. Vi har altid spist i en god atmosfære og med god tid. En flaske ketchup kunne vare i flere år og ikke som hos visse kolleger, der beklagede sig over, at deres børn syltede al mad ind i ketchup. MEN hvem lærte de det
mon af! Min søn læste i flyvende fart, men var ikke god til at stave, så jeg lært ham at smage på ordene, ligesom han smagte på maden, så han kunne genkende de forskellige bogstaver ligesom de forskellige ingredienser. Det hjalp ham meget.
Nej, hvor ville jeg ønske, at alle børn og unge en gang om ugen havde mindfull-eating på skemaet, istedet for at skulle skynde sig at kværne frokosten i sig inden næste time. Og hvor ville jeg ønske, at daginstitutionspersonalet brugte tid på at skærpe børnenes sanseoplevelser under spisningen, i stedet for at skynde på dem……Og hvor ville jeg ønske, at middagen i de små hjem foregik i god stemning og uden ræs og jag for at nå det ene eller andet….
Tak for at dele dette med os andre.
Hej Birte.
Ja jeg er fuldstændig enig med dig i at indtagelsen oftest går for hurtigt.
Hvem har f eks opfundet spisefirkvarteret i den danske folkeskole? De børn jeg omgås
til daglig, skal nå at spise maden på et KVARTER, og derefter nå i skolegården for at få luft.
Der er ikke noget at sige til at mange ikke får spist deres madpakke, at mange har ondt i maven
og at rigtig mange børn lærer at det med maden, det skal bare overståes.
I den KKFO jeg arbejder, der vægter vi sjovt nok måltidet meget. Når jeg skriver sjovt nok, så er
det fordi det egentlig blot er et mellemmåltid. Men vi har en “café” hvor børnene er med til at lave maden,
servere den og rydde op bagefter. Det er en af de mest populære aktiviteter vi har i institutionen.
For når vi laver maden, handler det om mange ting: sanse råvarerne, lære om dem, lære at tilberede dem og prøve nye smage.
Gevinsten for børnene er at de er få om en voksen og hinanden, så der er også tid til snak, pjat og hygge. Gevinsten for os
er at se børnene i en anden sammenhæng på tæt hold, at kunne sprogstimulere de der ikke kender ord og begreber samt at
kunne observere forskellige relationer børnene imellem.
Mange af “mine” børn fortæller at de ikke er med til madlavningen derhjemme, og det synes jeg er rigtig trist. Når jeg går deres
forældre på klingen, for den slags gør jeg jo, så er svaret enten “det kan mit barn jo ikke finde ud af”, eller “vi har alt for travlt til
at kunne have børnene med i køkkenet”. Det gode ved de snakke er at jeg får rykket nogle af forældrene, og mange kommer tilbage med posistive tilbagemeldinger. Den bedste historie er næsten, da en mor til 8-årig dreng kommer og fortæller mig at sønnen synes de spiste for hurtigt derhjemme og de
derfor havde indført at man skulle sidde sammen i min. 30 min ved middagsbordet!
Men, mindfull-eating handler jo ikke nødvendigvis om TID og tempo. Det handler om at være i NUET. At registrere hvad det er vi er i færd med LIGE NU. Hvad spiser vi? hvordan spiser vi det? spiser vi det hurtigt? eller langsomt? er vi mæt? osv osv
Har du gjort forsøget med rosinen?
Glæder mig at du synes om at jeg deler det, tak.
Mvh La Cucina Nada