Pærecrumble m.marcipan og nødder

pærecrumble/LaCucinaNada

I skrivende stund er min ferie ved at gå på hæld. Sikke en mageløs ferie! Sjældent har jeg holdt en så introvert, mindful, afslappet og kreativ ferie. Ferien indledtes med en påskefrokost, og slutter sådan set også af med en i morgen. Den skal jeg dog ikke selv værte, men derimod nyde at være gæst blandt gamle gymnasievenner. I mellem de to frokoster har der været tid til gå,- cykel,- og svømmeture. Som en anden flittig elev, er det lykkedes mig at lave alle de mindfulness øvelser jeg skulle. Blyanten og akvarelfarverne fandt sin vej til skitseblokken. Der har været småture til museer og biblioteket. Ikke mindst har jeg dykket ned i bunken af idéer jeg gerne vil, og har ville blogge om længe.

En af dem er denne simple, søde og sprøde dessert, som jeg egentlig ikke forstår hvorfor jeg ikke laver oftere når der skal sødt på bordet ved gæstebud. Frugt og/eller bær med crumble er noget nær den letteste dessert at tilberede og forberede!

– Du kan evt blande lidt friske blåbær eller brombær i også. Og snildt lave en crumble med æbler i stedet. Faktisk al slags frugt der kan ovnbages. Lav desserten af moden frugt.

Mange forkoger, eller bruger henkogte pærer. Det gør jeg ikke, da jeg synes der skal være bid i dem. Opskriften på et tærtefad kommer her:

Pærecrumble m. marcipan og nødder:

  • ca 6 pærer (i halveret udgave skal de dække bunden af fadet)
  • 150 g marcipan
  • 100 g smør
  • ca 50 g hasselnødder
  • ca 100 g mandler
  • 50 g mandelmel
  • 1/2 dl sukker
  • revet skal af 1 citron
  • smør til formen

– Der kan også blandes enten havregryn eller speltflager i også.

Tænd ovnen på 175 grader.

Skyl og tør pærerne. Skær forsigtigt kernehus og stilk ud. Læg nu pærerne med bunden nedaf i fadet i en cirkel, læg 1-2 halve pærer i midten også.

Hak nødderne, halvdelen halvfint, halvdelen groft. Riv marcipanen groft. Skær smøret i tern. Bland nu alle ingredienserne i en skål, og riv citronskal ned i. Nulr med fingrene sådan at din crumble ikke klumper sammen i alt for store klumper. Fordel crumble over pærerne, tryk evt let noget af det ned ved og i mellem pærerne.

Bag midt i ovnen i ca.30 min., eller til den er sprød og let gylden. Stik evt en strikkepind i pærerne og mærk om de er bløde, uden at være smattede.

Server med et surmælks produkt eller en klat flødeskum til. Jeg har pyntet med tørrede blå kornblomster, friske spiselige blomster ville også pynte gevaldigt.

Nu vil jeg bænke mig i sofaen med en tallerken, og forhåbentlig se en god film …

God weekend!

Pærecrumble/LaCucinaNada

 

 

5 kommentarer til “Pærecrumble m.marcipan og nødder

  1. Kære Nada
    Hvor ser den altså vidunderligt smukt ud, og kombinationen af pærer og marcipan lyder vidunderlig. Kender godt til det med, at man laver et eller andet lækkert, og man bare ikke forstår, at man ikke laver det oftere. Måske er der bare alt for mange lækre ting at give sig i kast med.
    Rigtig god weekend.
    Kh Nadia

    1. Kære Nadia.
      Mange tak skal du have, den smagte også virkelig godt. Næste gang tror jeg at jeg vil prøve med pærer kogt i en eller anden slags sprut!
      Ja men så er det jo godt at vi er sådan nogle legebørn, og har sådan én platform vi kan dele alle vores kreationer på, ikk’?
      Også god weekend til dig 🙂
      Kh Nada

Tak for din kommentar, kig endelig forbi en anden gang! Mvh La Cucina Nada

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s