Iloveøko/LaCucinaNada

For at sætte fokus på økologien har Økologisk Landsforening valgt at øremærke uge 35 til at være “Den økologiske uge“.

Ugen sættes i gang med et arrangement på Frederiksberg Runddel, hvor der vil være madskoler, mulighed for at få øko-varer med hjem i kurven og hvor man kan møde en økologisk landmand.  I slutningen af ugen kan man komme på besøg på en række landbrug hvor der høstes eller hvor man kan se den økologiske bestand. Du kan se på dette kort hvilke landmænd der åbner sin gård for nysgerrige besøgende.

I Århus er en hel gade udnævnt til at være en øko-gade, og der vil være en del forskellige spiseoplevelser og andre arrangementer med økologien i højsædet i den skønne Jægergårdsgade.

Men udover alt der du kan deltage i som andre arrangerer, så har du selv mulighed for at skabe en øko-event! Det synes jeg er ret godt tænkt. Det er sådan lidt a´la Restaurant Day, og en fin måde at få gjort økologien nærværende, hverdagspræget og helt-nede-på-jorden-agtig. Omdrejningspunktet for en sådan event er at den skal være åben for alle, og hvis den godkendes så får du din event på sitet.

Øko-ugen bliver til i et samarbejde med en række organisationer, bla Dyrenes Beskyttelse, Madkulturen, Danmarks Naturfredningsforening m fl. og er et landsdækkende arrangement. Flere af de ting der kommer til at foregå er endnu ikke planlagt, men du kan følge med på sitet og på facebook og se hvad der kommer til at ske og hvor det sker.

Måske du selv får lyst til at skabe en event? Selv er jeg gået lidt i tænkeboks, men overvejer at gøre noget i forbindelse med at vi i min ejerforening afholder et loppemarked lørdag d.31.8 … der skal du i øvrigt være MEGET velkommen til at kigge forbi! Det er på adressen: Borups Allé 247-257 i gården, og det er i 2400 Kbh NV fra kl.10.00 – 15.00.

Og husk så lige at brug #ØkoUgen når du skriver om ugen, eller når du deler billeder af øko-lækkerier.

Advertisements