365-retter-300x300

 

Hun har gjort det igen, Sabine Lemire, udgivet en bog. Denne gang har hun begået en kogebog med 365 retter til børnefamilien, som titlen lyder. Det er nu ikke helt retter alt sammen, men en god blanding af velkendte børnevenlige retter, retter man måske ikke lige tænker børn kan spise og så en hulens masse gode idéer. Idéer til servering, anretning og til måske at få det til at glide lidt lettere ned for de små.

Sabine agiterer for at man tager børnene med i køkkenet, for som hun skriver, så er børn nysgerrige og ved at de selv er med i tilberedningen, mener hun at de måske tør smage på mere ved middagsbordet.

Jeg kan ikke være mere enig med Sabine, og har indtil flere gange slået på tromme for at børn har sin regelmæssige gang i køkkenet. Og nej, jeg har ikke selv børn, og oplever derfor ikke ulvetimen med genstridige trætte børn, så hvad berettiger mig til at hævde en sammenhæng? Som pædagog igennem mere end 11 år, har jeg arbejdet med børn og mad, og dét med fokus på det sanselige. Børn skal have lov at lugte til maden, pille ved den, lege med den. Indenfor en hygiejnemæssig grænse, og med respekt for råvarerne. Men den har de allerfleste børn faktisk fra naturens side, og så har de netop den nysgerrighed Sabine pointerer. De VIL gerne lære om hvor hvad stammer fra, hvordan man tilbereder det, og hvad forskellen på forskellige tilberedningsmetoder er. Her taler jeg selvfølgelig om det store barn, barnet i indskolingsalderen, som er de børn jeg har arbejdet med igennem hele mit pædagogiske liv.

Jeg har fået indtil flere idéer efter jeg har bladret lystigt i bogen!

Sabine må af nogen vide hvilke genvordigheder det kan føre med sig, når man tager børnene med i køkkenet for at tilberede aftensmaden, hun har nemlig hele fire af dem og er alenemor! Hvis man oplever at det bliver til konflikter i køkkenet, så tror jeg det er vigtigt at afstemme forventningerne med sig selv inden man har de små kokke med. I institutionen er det klart defineret hvad børnenes rolle er når vi serverer eftermiddagsmåltidet og morgenmaden. Desuden graduerer vi opgaverne efter kundskaber, og finder langsomt ud af hvor meget et nyt barn kan, samt øger sværhedsgraden lige så stille og roligt for dem alle. Succes-kriteriet er at de børn der er med i køkkenet, for hænderne i det, og tager et medansvar for tilberedning, servering og oprydning. Måske er det blot at skrælle et par gulerødder, eller gøre serveringsvognen klar og tørre borde af. Men de har været med i processen. Og jeg ved godt at det er under anderledes rammer når vi serverer mad i fritidsinstitutionen end når I børnefamilier gør det derhjemme. Og at børn lærer bedst af andre børn. Men jeg holder stadig på, at børn får det mest naturlige forhold til mad ved selv at være en del af tilberedningen af den.

Jeg har flere gange lavet grøntsags-ansigter på tallerkenen til børnene i vores Café, og har på den måde fået dem til at smage på nye grøntsager. I bogen her har jeg fået et par idéer mere til det jeg vil kalde legende mad.

I en institution som den jeg arbejder i, er vi underlagt nogle forskellige ting, såsom hygiejne, en vis økologi % samt økonomi. Samtidig kører vi indimellem også i ring, og laver madplan ud fra hvad vi ved de fleste børn kan lide. Det tror jeg også mange børnefamilier gør. Men børn skal jo også præsenteres for nye smage, teksturer, dufte og konsistens, og derfor kan en bog som “365 retter til børnefamilien” være med til at introducere til fornyelse.

 

Sabine har en legende tilgang, og har også i denne bog sneget de kreative hobby-idéer ind. Eks vis forskellige forslag til at servere den velkendte sandwich på, og du finder f eks to udgaver af det hun kalder roulademadder i bogen. Der er små fif, som at tegne ansigter på de blødkogte æg og en virkelig fin idé med at tegne små ansigter og hilsener til at sætte på frugten der skal med i institution og skole. Der er indtil flere madpakke-idéer i bogen, som jeg tror vil så smilet frem hos poderne.

I skole-vinterferien skal jeg have Madværksted med ungerne, et madværksted hvor vi skal lave eks vis müsli til at servere om morgenen. Udover min egen granola skal vi også lave Sabines Ymerdrys.

Der bliver ikke sparet på hverken frugtfarve eller sukker i bogen, men der skal jo være forskel på hverdag og fest, og der er rigtig mange sunde alternativer at finde også – eks vis æbleparaplyen, fuglereder med sundt slik, müslibarer og rugbrødshapsere.

Sabines franske ophav fornægter sig ikke, og der er bla opskrift på bûche de noel , frølår og en særlig specialitet fra Vendée hvor Sabines franske familie stammer fra, nemlig préfou, et hvidløgsbrød. Hun skriver da også i forordet at hun aldrig har sparet på hvidløg og krydderier, det tror jeg er en klog strategi. Igen har jeg qua min erfaringer med børn og mad, oplevet at de ikke er spor krydderi forskrækkede.

I skole-vinterferien skal børnene have “Allans kartoffelpizza” som du finder opskrift på i bogen – den ved jeg bliver ét sikkert hit.

Bogen er inddelt i kategorier så det er let at slå op i de forskellige afsnit, og der er billeder til alle 365 retter/idéer. Man får ikke en bog hvor man i et år, blot kan købe ind efter opskrifterne til aftensmaden, men man får en bog hvor man får idéer til at pifte det velkendte op, turde servere noget nyt for sine børn og kan lade sig inspirere til den ikke alt for sukker-holdige weekendhygge. Og så får man en kogebog, der med de allerfleste opskrifter beviser at børn sagtens kan være med til at tilberede maden.

Bogen er udgivet af Carlsen, og koster 250 kr. Den fås i boghandlere eller kan købes på Sabines hjemmeside.

 

Reklamer