Langtidshævede æble-boller/LaCucinaNada

Kender du det, når du opdager et par halvbløde æbler i frugtskålen, og tænker at dem gider du ikke rigtig gnaske i? Men du kan sagtens anvende dem, enten kan du koge en æblegrød af dem eller du kan bage dem i ovnen med et drys kanel på f eks, se nogle forslag her. Du kan også rive dem, og komme dem i bolledejen, det får du nogle saftige og let sødlige boller ud af.

Den her dej er let at have med at gøre, for man skal slet ikke have fingrene i den, og den kan med fordel røres sammen om aftenen, for at blive bagt om morgenen.

Her får du min opskrift på langtidshævede boller med revet æble:

(Der bliver til ca.12 boller)

4 dl vand

15 g  økologisk gær

2 tsk stødt kardemomme

8 g groft salt

3 dl yoghurt naturel

100 g rugmel

500 g hvedemel

100 g speltflager (eller grov valsede havregryn)

2 mellemstore æbler, groft revet

* * * * *

Hæld vand i en stor skål, og opløs gæren heri.

Riv æblerne på den grove side af et rivejern.

Kom kardemomme, salt, speltflager, æble og yoghurt ved, og rør rundt.

Hæld nu de to slags mel i, til dejen hænger sammen. Den er klistret, og skal ikke være glat som en bolledej hvor man kan forme bollerne i hånden. Hold evt lidt igen med hvedemelet.

Dæk skålen med husholdningsfilm, og lad den hæve natten over.

Ved bagning varmes ovnen op på 200 grader, og bollerne sættes på en bageplade med bagepapir med en stor ske. Stænk en smule vand på hver bolle, samt lidt i bunden af ovnen.

Bag nu bollerne til de er sprøde udenpå, let lysebrune og til dejen ikke hænger i – test med en strikkepind, det tager ca. 30 min.

Lad dem køle en smule på en bagerist.

Nu er der kun tilbage at nyde de friskbagte boller … mums.

 

 

Advertisements