Galette er egentlig bare en tærte, en rustik én af slagsen, hvor dejen foldes ind over lidt af fyldet og som ikke bages i en form. Uden tvivl stammer den fra det franske bondekøkken, og kan fyldes med alt mulig. Her har jeg lavet den med tomater, som er stegt af med rødløg og balsamico for at fremhæve tomaternes smag. Derudover kom jeg tre slags ost på, gedeost som klæder tomaternes sødme på fineste vis, blåskimmelost som supplerer med sin salte smag og parmesan der med sin tørhed giver et pift. Hvis du ikke bryder dig om én af ostene, da undlader du den blot. Jeg lavede her en grov dej, men du kan sagtens bruge ren hvedemel.
Brug evt en blanding af tomater, og tænk i både farve samt vekselvirkningen mellem sødme og syre.
Galette m. tomater og tre slags ost:
Dej:
100 g smør
175 g hvedemel
85 g svedjerugmel
1 tsk groft salt
Iskoldt vand til at samle dejen
_ _ _
Bland mel med salt. Skær smørret i mindre stykker, og smuldr melet heri. Saml dejen med en smule vand, en lille bitte smule ad gangen.
Pak dejen i husholdningsfilm, og stil den på køl en times tid.
Fyld:
30 g gedeost
30 g blåskimmelost, halvstærk
revet parmesan
samt
Blandede tomater: 3 store og ca. 10 små
1 rødløg
1 håndfuld frisk salvie
1/2 spsk figeneddike/balsamico
1 1/2 tsk sukker
Groft salt + frisk kværnet peber
Olivenolie til stegning
_ _ _
Skyl tomaterne, og skær de store i både, de små i halve.
Skær rødløget i meget tynde både.
Svits nu løg og tomater i olie. Krydr med sukker, salt, peber og groft hakket salvie.
Tilsæt eddike og sukker, og lad blandingen karamellisere en smule.
_ _ _
Rul nu dejen ud på et meldrysset bord til en nogenlunde rund eller oval form.
Kom tomatfyldet på midten, og fold nu dejen ind over lidt af fyldet, sådan at kanterne bliver tykke og danner en tærtekant.
Skær ostene i mindre stykker/skiver og fordel dem over fyldet. Riv en smule parmesan over også.
Bag galetten i en forvarmet ovn på 225 g i ca.30-40 min.
Oh yes, hvor er det skønt at se sådan en kombination af ost, der nemlig bidrager med hver deres smagsdimension.
Mange glade ostehilsner,
Camilla
Ja og når det kommer fra blogverdenens osteekspert, så
er der noget om snakken 🙂
Jeg fik desværre fat i en lidt kedelig gedeost, der ikke rigtig
vil smelte, men smagen var nu helt ok.
Mange hilsener
La Cucina NADA
En rigtig dejlig servering – og så med masser af ost 🙂
Af komplet uforståelige årsager har jeg endnu til gode at lave denne form for tærte til trods for, at jeg godt kan lide det rustikke look (og man slipper for at bruge tærteform ;)).
Ja og meget let at tilberede, må man sige.
Jeg har lavet det med forskelligt fyld, men sværger til tomat-udgaven, især lige nu med alle
de skønne solmodne tomater! Til gengæld har jeg den søde udgave til gode, og har indtil flere idéer til en sådan version.
Hilsen La Cucina NADA