Juledekoratiner/LaCucinaNada

Det bedste ved tiden op til december måneds start er at snige et par julelignende dekorationer ind i hjemmet, synes jeg. Sådan nogle af den helt enkle slags. Faktisk er det også sådan nogle jeg har i julemåneden, for udover et par enkle år, så finder guld, glitter og de røde sager ikke rigtig vej som julepynt i mit hjem.

Noget af det mest julede for mig er løgblomster, og de kommer løbende ind i min stue fra det sene efterår og helt frem til foråret. Ikke alene er de smukke, men mange af dem dufter også noget så fantastisk. Blandt favoritterne er hyacinter, duft tazetter, perlehyacinter og amaryllis. I år har jeg så også kastet min kærlighed på mini-nåletræer af forskellige slags, og temaet for denne jul tegner sig til at blive med juletræet som omdrejningspunkt. Måske fordi jeg har svært ved at have et egentlig juletræ med katte som samboere og fordi jeg faktisk også synes det er lidt pjattet at fælde sådan et træ. Især når jeg ikke holder juleaften. Alle planterne får selskab af mos på den ene eller den anden måde. F eks har jeg sat et par hyacinter i en glasvase på en bund af mos, og stoppet hvidmos ned imellem dem. Den er så let pyntet med et par tørrede blå hortensia blomster, for at få et let farvespil i dekorationen. Jeg blev inspireret til at kreere dem sådan her, efter jeg i foråret lavede disse blomsterdekorationer til en venindes fødselsdag. Når man arbejder med blomster sat i en glasvase/beholder, har man noget der holder sammen på det hele, og jeg synes rigtig godt om det stramme udtryk. Desuden kommer mos, rødder mv til sin ret ved at man kan se dem. Det synes jeg er meget smukt.

Mit bedste fif til når man skal finde på hvordan ens dekorationer, kranse mv skal se ud, er at snuse i ens yndlings blomsterbutikker. Både for at blive inspireret, men også for at finde materialer og ikke mindst beholdere, pynt og måske knap så kendte planter og blomster. Min absolutte favorit butik ligger på Værnedamsvej og hedder Blomsterskuret – en sand lille oase hvis man som jeg er til det naturlige, enkle og ofte lidt rå udtryk. Se f eks deres fotos Årsrtiden/julen. Desværre ligger den ikke lige i nærheden af hvor jeg bor, men jeg kigger altid indenfor når jeg er på de kanter, og ville hver gang ønske at han åbnede en filial på Nørrebro … Tit har mange blomsterforretninger også skønne små sager til boligen, så husk at kig dig for når du er inde for at købe en buket. Et andet oplagt inspirations univers er Pinterest og Instagram, og selvfølgelig de mange fine DIY-blogs.

Der skal ikke meget til for at få blomsterløg til at komme i juleklæder, se eks vis her hvor jeg har sat en dufttazet i en rustik potte, som har fået en vinflaske underskål i sølv som underskål og er blevet dækket med mos:

juledekorationer/LaCucinaNada

Når julen nærmer sig kan man jo evt pynte en smule mere, ved eks vis at sætte et par lærkekogler på ståltråd og stikke dem i, eller måske finde noget enkelt julepynt i julekassen og ligge ved.

Man kan også nøjes med at fylde hvidmos i en vase, og forsigtigt lirke et par tørrede blomster ned langs med. Denne cylindervase er meget apropos fundet i en blomsterforretning, og pynter så fint på min grydestang i køkkenet. Dens indhold skifter alt efter årstid og humør.

dekorationmos/LaCucinaNada

Husk i øvrigt at gem løgene, og grav dem i jorden i haven, din gård eller i altankassen!

Hvordan pynter du med blomster, planter og løgblomster? Har du en særlig idé du vil dele?

Hvis du vil følge mine julerier, både de spiselige og de pyntesyge af slagsen, så følg #lacucinanadasxmas på Instagram og se min opslagstavle Xmas på Pinterest.

Advertisements