MadbloggerUdfordringen#5NordiskJulLaCucinaNada

Umiddelbart lød det jo som en ret så let udfordring, Nordisk Jul. Tag begrebet lidt i munden, tyg på det, luk øjnene, og forestil dig så hvad du forbinder med det. For mit indre har jeg set sådan helt klassisk op pyntede julehjem for mig, sådan nærmest som tegnet af Carl Larsson. En hel masse nisser. Bukke bundet af halm. Løgblomster i massevis. Juletræer pyntet med flagranke, trommer og trompeter som en salut til nederlaget i 1864 og et forsøg på oprejst pande ind i danskheden.

Men det med danskheden er jo lidt skægt når vi taler jul. I hvert fald den jul der kommer på middagsbordet, adventssøndagene, julefrokosterne og i form af varme drikke ifølge med snask, for der er julen knap så nordisk når det kommer til stykket. Og så igen, er det ikke netop det udsyn som går helt tilbage til de skatte vikingerne hjembragte fra togterne, op igennem middelalderen og frem til i dag, der har bragt os eksotiske krydderier, appelsiner, mandler, rødvin og andre fremmede sager der indgår i nutidens mad-jul?

Med det i tankerne har jeg haft pønset på en hyldest til den del af danskheden der igennem årtusinder har favnet mangfoldigheden helt ind i køkkenerne, og har ladet sig inspirere til et miks af nordiske råvarer og elementer fra sydlige og fjerne egne. Den tager afsæt i noget meget nordisk, nemlig æblet. Den er en kærlighedserklæring til varme, sødlige, pebrede og eksotiske krydderier, som min jul ikke ville være foruden. Og så er den en hyldest til noget af det jeg forbinder enorm meget med jul, sjælevarmeren, eller den varme drik om du vil.

Tag den med i termokanden så I har noget at varme jer på, på vandreturen, eller gør den klar til når I kommer hjem med juletræet. Drik den når du har vintersnue, eller blot fordi du har lyst.

MadbloggerUdfordringen#5LaCucinaNada


 

#NordiskJul Sjælevarmer: (1 pers.)

25 cl ufiltreret æblemost

1 snapseglas snaps/akvavit (O.P Anderson laver en rigtig fin neutral økologisk én af slagsen

4 kardemommefrøkapsler

1 kanelstang alt efter tykkelse, ellers flager fra en tyk

3 hele allehånde

1 stjerneanis

1/4 tom vanillestang

Evt 1/4 tsk muscovado,- eller rørsukker. Alternativt æblesirup.

2-3 skiver æble

Mas kardemommekapslerne let, eller varm dem på en tør pande sådan at kapslen slipper frøet. Kom alle krydderierne i en the-si (jeg bruger engangsfiltre, og binder en knude på den).

Hæld æblemost og sukker i en gryde, og varm forsigtigt op til sukkeret opløses. Læg nu sien i, og lad det simre ved laveste varme i min.10 min. Hæld snapsen i og lad den simre med i ca.5 min. Smag til. Tag sien op af gryden.

Skær et par af æbleskiverne i halve og lad dem varme med kortvarigt. Skær en rille i den sidste æbleskive, og sæt den på glasset efter du har hældt sjælevarmeren i.

Nyd den varm, og glæd dig over Kongen af nordiske frugter i samspil med varme krydderier fra sydens sol og varme. Glædelig Jul.


I dette nr. af FairNOK finder du en lignende opskrift, nemlig på min Æbletoddy med rom. Den er mere sødlig end denne æble-sjælevarmer, som er med den meget nordiske snaps.

Billederne er inspirerede af stylingen til netop disse opskrifter – tak til den dygtige fotograf Line Falck for at lære mig et par tips!

 

 

 

 

 

 

 

Advertisements