Sig mig fjerner vi os mere og mere fra virkeligheden når vi putter frugt og grønt i indkøbskurven? Skal det hele være rengjort, perfekt proportioneret og faktisk helst slet ikke se ud som om det er dyrket på naturlig vis?
Det er sådan at supermarkedskæderne fravælger de skæve og grimme grøntsager og frugter, ja selv KBHFF har svært ved at afsætte de knoldede rodfrugter, og donerer dem til Spisehuset Rub & Stub, som så omsætter dem til lækre retter. Ligesom hvis man går listen af fødevaredonorer hos Fødevarebanken igennem, ser man bla Aarstiderne, Irma og Nemlig.com som nogle af dem der donerer varer de ikke kan sælge. Flere store kæder har med jævne mellemrum forsøgt sig med det de kalder “skæve” grøntsager på grønthylderne, men de sælger åbenbart bare ikke godt nok.
I forbindelse med dette indlæg, har jeg forsøgt at få klarhed over hvad der definerer en grøntsag eller en frugt, som værende “ikke-salgbar”. Fødevarebanken henviser til donorerne, og donorerne kan jeg ikke få i tale. Derfor er det mine konklusioner, indtil videre, og definitionen på “skæve” grøntsager og frugter er altså blevet til ud fra research online, og er i dette indlæg lig med “ikke reelle, knoldede og knap så kønne” af slagsen.
Måske er det med min nyeste titel på visitkortet som ByBonde i Den Urbane Have, der gør at jeg (for det meste) kan pudse glorien, og sige at jeg med glæde køber de skæve, knoldede og knap så kønne grøntsager? Eller også er det fordi jeg ved at velsmag ikke har en dyt at gøre med udseende. I hvert fald når vi taler om grøntsager og frugter. Vi taler jo ikke om råd og dårligdomme, men helt enkelt om at naturen jo ikke kører efter EU-regulativer, og det moderne menneskes opfattelse af hvordan en gulerod, et æble og en tomat tilsyneladende skal se ud.
Nu skal det på ingen måde forstås sådan, at jeg ikke synes Fødevarebanken og lignende organisationer gør et aller h……. godt stykke arbejde, og at jeg ikke under de der modtager overskudsvarerne de mange måltider der kommer ud af dem. Men jeg finder det dybt paradoksalt at vi som forbrugere har et så misopfattet billede af perfektion i grøntafdelingen!
Og nej jeg er ikke en biodynamisk hippie, men er det naturen giver os ikke i sig selv perfekt? Velvidende at vi har opfundet diverse metoder indenfor landbrug sådan, at vi kan brødføde de abnormt mange mennesker vi er, og at alle ikke har tid og overskud til at gå på små lækre markeder og håndplukke økologiske tomater til aftensmaden. Men hvornår kom vi dertil at supermarkederne kun kan sælge lige agurker, deslige gulerødder – som i øvrigt helst skal være vaskede, pletfri æbler, tomater der ikke må have fået en lille udvækst, enorme kålhoveder og så videre?
Og ja, den knoldede gulerod er lidt sværere at skrælle, men så køb den da økologisk, og nøjes med at skylle den fri for jord, og spis den med skræl und alles. Den er i øvrigt sundest sådan. Gør en dyd ud af den skæve tomat, som måske er revnet i midten, og troede den skulle være tvilling. Server den på den rustikke måde, og føl dig hensat til sydens sol og varme.
Apropos tvilling, så se lige her hvad en geschäftig kiwi-avler har fundet på:
Nuvel, ret fjollet, men kan de sælges, så er det da drønsmart tænkt! Og det er nu ikke fordi jeg vil reklamere for hverken nemlig.com, ej heller for italienske frugter, men derimod opfordre avlere og bønder i det ganske danske land til at tænke i lignende baner. Hvad med f eks at pakke “grimme” kartofler i en pose og navngive dem “Din (u)heldige kartoffel!”, bundte knoldede gulerødder med en påsat mærkat med krone på, og døbe dem “Kong Gulerod” og sælge enorme kål, som “Dit kålhoved“? Selvfølgelig gerne til nedsat pris for at motivere forbrugeren, og sådan at de ikke ender som de mange tons på overskudslagrene rundt om i Europa.
Jeg håber at jeg har fået dig, kære læser, kære forbruger, til at tænke en smule mere over dit valg, næste gang du udvælger dine grøntsager og frugter? Ja faktisk allerede inden du vælger din forhandler, og vælge at købe dine grønne lækkerier på det lokale marked, ved gårdudsalg mv.Måske du oven i købet kan stille din grøntmand i supermarkedet et par spørgsmål om emnet, det er jo dig som forbruger der er med til at stille krav til udbuddet – også om at få de “skæve” varer på hylderne! Og nu er det jo sådan at flertallet af os faktisk køber ind i et supermarked.
Nu fik jeg lige kigget ordentligt på den “kiwi-mouse”, som jeg umiddelbart fandt som en fantastisk idé til undgå madspild. Jeg kan bare ikke lade være med at synes at det lugter lidt af salgsgimmick, når en vare der ellers skulle have været kasseret, koster det dobbelte af en almindelig økologisk kiwi.
Hej Pernille,
Det kan meget vel være at det er det, det er så ikke det nemlig.com skriver og så er det
jo fair nok at en dobbelt kiwi koster mere, eller? Måske havde det været smart at man også
fik den en smule billigere, sådan at det ville tilskynde flere at købe den. Med og uden Mickey Mouse på.
(Tænk at de egentlig har fået tilladelse til at bruge det?!)
Nuvel, den smagte godt, og der var en smule mere kød end i to kiwi – jeg vejede simpelthen efter af ren nysgerrighed.
Og min pointe i indlægget er jo at vi er så vanetænkende når vi køber ind, at der ikke kommer frugt og grønt i kurven som ikke liiiiige ser ud som det plejer, eller som har fået nogle knubs, eller som fra naturens side blot ser anderledes ud. Såsom en kiwi der vælger at fødes som tvilling.
Tak fordi du har valgt at abonnere på bloggen!
Hav en dejlig søndag,
La Cucina NADA
I efteråret var jeg på besøg på et økologisk gartneri, og var forfærdet over at se, hvad de er nødt til at kassere, fordi det ikke kan sælges i den danske detailhandel. Der lå BJERGE af fine økologiske rodfrugter ude på marken, hvor det bare lå og rådnede. Hvor er man da priviligeret, hvis man kan tillade sig ikke at ville købe noget mad, fordi det har den forkerte størrelse eller er lidt skævt.
Jeg fik 25 kg skæve/kæmpe/bitte-små gulerødder med hjem, og skrev et par indlæg på bloggen omkring det enorme ressourcesvineri der finder sted, ledsaget af gulerodsopskrifter.
Ja forfærdende, Lykke, og ikke noget man er stolt af!
Håber at diverse skriverier bla kan være med til at ændre folks holdninger og indkøbsvaner!
Må vist et smut forbi din blog, tak.