Hummus/LaCucinaNada

I cucina Nada står den rigtig meget på kikærter for tiden. Der eksperimenteres med forskellig anvendelse af dem, og en af grundene er at jeg er vild med den mættende, billige og meget velsmagende spise. Der leges med at tilsætte smag til dem, men jeg vender oftest tilbage til to af de krydderier der bare klæder kikærterne så pokkers godt, nemlig spidskommen og røget paprika.

Og nu vi er ved spidskommen, så gør dig selv den tjeneste at køb dem hele og rist dem af på panden, dét får du bare så meget mere smag ud af, end den stødte udgave!

Jeg er i gang med at udvikle den perfekte opskrift på kikærtepandekager, som bare er lækre, siger jeg dig, og så har jeg en kikærte gryderet i ærmet, indtil de opskrifter rammer bloggen, får du opskriften på en kikærte klassisker: hummus. Her er den garneret med ristede kikærter, som sætter prikken over i´et.

* * * * *

Mine bedste hummus-tips:

Kog kikærterne i min.2 timer, til de er bløde. Man får en langt bedre konsistens, end hvis de er underkogte.

Tilsæt smag (bouillon) til kogevandet for mere smag.

Brug tørrede kikærter, det er altså ikke nogen kunst at sætte dem i blød og koge dem. Kog evt en rigelig stor portion, og frys dem til en anden gang.

Brug godt med citronsaft, det giver din hummus en friskhed.

Hæld ikke al væden i på en gang, når du blender din hummus, men tilsæt den efterhånden, til du får den ønskede konsistens.

Erstat anden smørelse i din sandwich med hummus, det er bare godt!

Prøv også hummus på ristet rugbrød … mums.

* * * * *

Hummus:

200 g kikærter + 50 g til de ristede

1 spsk grøntsagsbouillonpulver

3 spsk tahin

2 fed hvidløg

2-3 tsk hel spidskommen, smag til undervejs

Saften af 2 citroner

1 1/2-2 dl vand, brug evt kogevandet

Olivenolie, ca. 1-2 spsk

1/2 dl skyr, græsk yoghurt eller lign.

Groft salt og frisk kværnet peber

Olie til stegning + 1-2 tsk røget paprika

* * * * *

Udblød kikærterne natten over.

Hæld vandet fra, og kog kikærterne i vand tilsat bouillonpulver i min.2 timer. Hæld en smule af vandet fra til selve hummusen, og smid resten ud.

Tag ca.50 g fra til de ristede kikærter, og kom resten i en blender eller en større skål.

Rist spidskommen af på en tør pande, og kom det i skålen sammen med yoghurt, citronsaft, olie, tahin og vand – evt lidt af gangen. Blend til en ensartet blød konsistens. Hak eller mas hvidløgene, kom dem ved og tilsmag med salt, peber og evt mere citronsaft.

På samme pande, varmes en smule olie op, og de sidste kikærter kommes nu på. Krydr med røget paprika, og rist dem en smule sprøde. Ryst panden undervejs sådan at de ikke brænder på.

Anret hummus med en smule olie og de ristede kikærter.

Advertisements