mørbrad/LaCucinaNada

Er der en kødudskæring der virkelig kan få mit mundvand til at løbe, så er det en svinemørbrad, selvsagt en økologisk én af slagsen. En sådan sag er jo ikke blandt de billigste stykker kød, men indimellem skal man jo forkæle sine smagsløg. Jeg er mest vild med at skære mørbraden i bøffer, sådan at jeg det bliver til saftige bøffer med sprød stegeskorpe – super enkelt at tilberede, og super lækkert at indtage.

Man kan servere alskens tilbehør til, men her valgte jeg at lave hjemmelavede fritter af knoldselleri og kartofler til, samt en tomatsalat hvor dressingen udgør det for behovet for væde til hele retten. Igen, super enkelt, men helt vildt velsmagende og lækkert. En smag af forsmag på sommeren.

– 2-3 pers. alt efter sult, eller om du beregner rester –

Mørbradbøffer:

1 svinemørbrad

Smør til stegning

Groft salt

Selleri,- og kartoffelfritter:

1 knoldselleri

4-5 mellemstore kartofler, el. 3 bagekartofler

Rapsolie, eller anden smagsneutral olie

Groft salt

Tomatsalat:

150 g små tomater

1/4 løg

2 fed hvidløg

1 spsk olivenolie

1/2 spsk balsamico (figenbalsamico fremhæver tomaternes sødme på bedste vis)

1 tsk sennep

Groft salt og peber

Friske krydderurter, ca. 1 håndfuld (jeg brugte her oregano og timian)

Oliven, ca. et par spsk.

_ _ _ _ _

Start med at røre dressingen til tomatsalaten sammen, sådan at den når at trække. Den rører du sammen ved at hælde olien i en skål, pisker balsamico og sennep op i olien. Maser hvidløgs-fedene, og pisker ligeledes dem i dressingen. Hak krydderurterne fint, og smag dressingen til med dem, samt med salt og peber.

Skyl og halvér tomaterne, læg dem på et fad og hæld dressingen over. Hak det kvarte løg, og drys det udover tomatsalaten. Top med oliven.

_ _ _ _ _

Rens mørbraden for sener, og dup den tør. Skær den i bøffer, og bank dem let flade. Salt bøfferne.

Varm panden på max. varme, og smelt en god klat smør til det bruner let. Kom bøfferne på panden, og brun dem på hver side. Steg dem derefter ca. 5-7 minutter ved middel varme og vend dem, når de har fået stegeskorpe.

Mørbradbøffer skal gerne være svagt lyserøde indeni, men kødsaften skal være klar, tjek ved at pres en gaffel ned på én af bøfferne.

Lad bøfferne hvile et par minutter efter stegning.

_ _ _ _ _

Skær og/eller skræl knoldsellerien. Skær den i brede fritter – jeg skærer dem ikke lige, men lader de naturlige rundinger følge med, du kan gøre som du vil – men husk at du kan bruge resterne til eks gryderetter, i en kødsauce el. andet og dermed undgå madspild. Gør ligeså med kartoflerne.

Kom fritterne i et dørslag, og skyl nu stivelsen af dem. Dup dem tørre.

Varm olien op i en sauterpande eller en større gryde til den syder om en tandstik. Steg fritterne i et par minutter. Tag dem op, og læg dem på fedtsugende papir. Læg dem på køl i enten køleskabet eller i fryseren.

Umiddelbart inden servering, varmer du olien op igen og steger fritterne sprøde og gyldne.

Lad dem igen dryppe af på fedtsugende papir, og drys godt med salt på. Imens steger du bøfferne færdigt.

Reklamer