Min højtelskede bedstemor vendte gang på gang tilbage til den samme lagkage opskrift, når den slags lag-på-lag-kage skulle på bordet. Faktisk kaldte hun den for en voksen-lagkage, og da vi børnebørn var små lavede hun ofte også en mere børnevenlig lagkage. Denne mokkalagkage var nu altid min foretrukne, og jeg har selv lavet den utallig mange gange igennem årene. Senest blev den lavet til de skønne damer jeg er i gårdudvalg med, som en sød pause på en effektiv arbejdsdag. Her, og på kommentarer til billeder jeg delte på sociale medier, blev jeg klar over at mange slet ikke kender det utrolig simple trick ved denne lagkage, og derfor har jeg nu valgt at dele opskriften på den. Hemmeligheden ved fyldet er simpelthen at der bruges brun farin i flødeskummet, og det er det, der giver mokkasmagen! Udover glasuren som røres med stærk kaffe. Jeg har valgt at tilføje abrikosmarmelade for at få en anelse syre i kagen, det brugte min bedstemor ikke.
Den blev ikke lavet med tanke på at opskriften skulle deles her, så du må bære over med de knap så flotte billeder, og kagens rustikke udseende …
Bedstemors mokkalagkage:
Lagkagebunde (jeg købte mig til en pakke i Irma, der er bagt med frilandsæg)
1/2 l piskefløde
5-6 spsk brun farin
4 spsk abrikosmarmelade
Ca. 3-4 spsk Baileys
Glasur:
1 1/2 dl flormelis
Stærk kaffe
Et lille stykke chokolade til pynt (jeg brugte Amber fra Summerbird, som er en hvid karamelliseret chokolade, og som matchede kaffesmagen på bedste vis)
Dryp stænk af Baileys på den nederste bund.
Pisk fløden til skum, ikke for hårdt, men stiv nok til at den kan bære lagene.
Rør brun farin ud i flødeskummet med let hånd til der ikke er flere klumper.
Bred nu mokkaflødeskum ud med en dejskraber på den nederste bund, start fra midten og kør ud næsten til kanten.
Kom abrikosmarmeladen ovenpå, og bred den ud.
Læg den midterste bund på, og fordel også mokkaflødeskum på dette lag. Gem så der er flødeskum til kanterne på lagkagen.
Læg den øverste bund på, og tryk let på den.
Rør glasuren, måske skal der bruges en anelse mere flormelis eller kaffe – den skal være tyk og til at fordele, og ikke rende ned af kanten.
Riv chokoladen groft, og pynt ovenpå glasuren.
Brug nu resten af mokkaflødeskummet til at pynte med – jeg bruger en dejskraber og smører langs med kanten. Du kan gøre det som du vil.