Er der noget der bare råber tidlig sommer på en tallerken, så er det asparges. Jeg er fuldstændig pjattet med de stængler – tilberedt så lidt som muligt, så er det det rene guld for mig. Og glad blev jeg forleden, da en sød underbo sendte mig en besked om, at hun havde hængt en pose til mig på sin bagdør, en pose med nye danske kartofler og hvide asparges hjembragt fra Samsø hvor hun havde været i weekenden.
Der var ingen tvivl i mit hoved om at de skulle forkæles med en krydderurt fra køkkenhaven, og pyntes med spiselige yndigheder fra samme sted. En af de krydderurter der skyder bedst lige nu, er kørvel og med dens lette anissmag, valgte jeg at lave en grov pesto af den. Parmesanens salte smag, og pinjekernernes sarte nøddesmag klæder sammen med kørvel de sødlige asparges på bedste vis. Du kan selvsagtens skifte den friske krydderurt ud med en anden, dog tror jeg eks vis at en pesto genovese (basilikum), vil være lige lovlig parfumeret.
Jeg serverede dem som tilbehør til en krogmodnet steak, ovnbagte kartofler og en salat med mormordressing – lidt af et festmåltid på en hverdagsaften, og en middag der var lige til at komme i sommerstemning af!
Pestoen vil også gå rigtig godt til f eks kartofler, pasta og på bruchetta!
Hvide asparges m. kørvelpesto
Hvide asparges: skræl aspargesene let, og knæk den nederste ende af, der hvor du kan mærke den knækker naturligt. Damp dem let i en gryde med kogt vand, max et par minutter hvis du som jeg gerne vil have bid i dem. Hæld vandet fra gryden, og lad aspargesene holde sig varme i gryden med låg på til du er klar til at servere dem.
Kørvelpesto:
1,5 dl olivenolie
40 g pinjekerner
50 g fintrevet parmesanost
1 bdt kørvel med stilke, ca. 75 g
Smag til med frisk kværnet peber, og evt groft salt
Skyl og slyng kørvel tør.
Rist pinjekernerne af på en tør pande til de er let gyldne.
Kom alle ingredienserne i en blender og blend til en lind sauce – jeg valgte at bruge stavblender til denne pesto, sådan at jeg kunne styre konsistensen og lave den halvgrov.
Anret aspargesene og dryp en smule pesto over dem, server resten ved siden af en i skål. Pynt evt med spiselige blomster og blade – jeg brugte tallerkensmækkerblade og blomster fra rød surkløver.
Flot vist, hvor lidt der behøves, at gøre ved et par hvide asparges. Super.
/Søren
Mange tak, Søren.
– og ja, når noget i sig selv smager så godt, hvorfor så overgøre det?!
La Cucina NADA