Jeg har flere at takke for den maddannelse jeg fik i mine barndoms,- og ungdomsår. En af dem er den mand min mor mødte da jeg var 10 år gammel, nemlig italieneren Armando. Armando kommer fra Trieste som grænser op til Slovenien, og det var her hans familie stadig boede da han og min mor dannede par. Han kom fra en familie hvor maden spillede en central rolle – man mødtes over måltider, som efter danske standarder var festmåltider, og det uanset om det var en hverdagsaften, nogle havde noget at fejre eller om det var til højtider. Og man sætte en ære i at kunne håndværket, hvilket jeg især husker hans storesøster kunne og dyrkede med største selvfølgelighed og fornøjelse. Til stor glæde for hendes mand, og alle hendes mange gæster. Jeg husker bla når hun med fletkurven over armen, og mig i den anden hånd købte ind hos de små lokale handlende. En gang spurgte jeg hvad vi egentlig skulle have, og husker at hun så helt undrende ud, og svarede mig: Jamen jeg ved jo ikke hvad de har på hylderne i dag, så det kan jeg ikke svare dig på. Et andet mad-minde fra skønne Hannah´s køkken, er en hel dag i mesterlære som pastabager. Vi fabrikerede til den store guldmedalje, og der hang pasta alle vegne – over vandrør, på sindrige pindesystemer og sågar på tørresnoren! Armando elskede tydeligvis også at komme i hans søsters køkken, for her var moderlig kærlighed, levende snakke og altid virkelig velsmagende måltider at finde.
Minderne fra mine barndomsture til Italien er mange, men det er som om minderne om maden står klarest, og det er måske ikke så mærkeligt i et land som har tradition for kærlighed til maden. Det var sjældent særlig vigtigt hvor vi skulle hen, når vi kørte ture ud i det blå, men vigtigt var det, hvor og hvad vi skulle spise. Som når vi skulle på stranden, og jagtede de helt rigtige modne vandmeloner som blev solgt fra små biler med lad langs vejen. Eller når vi skulle have mortadella i skiver så store som cykelhjul, ja så skulle man smage sig igennem udvalget, til vi fik den helt rigtige skive af den italienske kødpølse med os i picnickurven. Én sommer lejede mine forældre et sommerhus midt i en nåleskov ud til vandet, og her kom familien på besøg. Jeg kan næsten stadig fornemme duftene fra granerne blandet med duften af saltvand fra min krop og alle duftene fra det overdådige bord der bød på grillet kød, pasta, frisk frugt og meget meget mere. Og så har jeg billedet stående lyslevende af det langbord vi sad om, et bord sat sammen af campingborde og planker. Et bord hvor der blev spist ved i timevis. Et bord med en helt særlig stemning. En stemning jeg aldrig havde oplevet hjemme i det kolde nord.
Sådan en stemning giver Trine Hahnemann og Lars Raneks nye kogebog mig. En stemning af autentisk italiensk madglæde, sammenhold og kærlighed til den gode smag. Bogen er spækket med historier, både de der står alene, men også af de små introer til opskrifterne som alle er krydret med en personlig note. De er med til at hensætte mig til mine barndomsferier i støvlelandet, og giver samtidig en følelse af at man træder ind i Trines Toscanske køkkeneventyr. For det bliver hurtigt klart at Trine har kastet sin kærlighed på Peralta, som ligger i det smukke frodige Toscana.
Efter at have bladret kogebogen igennem flere gange, er ligheden med min italienske families køkken slående, og det til trods for at jeg ikke har helt styr på de egentlige forskellige på de regionale køkkener i Italien. I mange af opskrifterne skinner Trines nordiske rødder igennem, især i dessert afsnittet, hvilket slet ikke gør dem ringere, eks vis har hun en citronfromage med, for som hun skriver, så er den nok inspireret af en norditaliensk panna cotta med citron. Stylingen af maden bærer også præg af en nordisk, eller måske nutidig trendy stil, hvilket gør kogebogen virkelig appetitlig. Og nu vi er ved det appetitlige, billederne er underskønne! Nok især de mange smukke fotos af landskaberne, personerne, fra markederne, søndagsfrokosten mv som Lars Ranek står bag. Han har formået at fange en stemning der bag linsen, en stemning der gør at jeg vil have mere – af maden såvel som egnen!
Egentlig var det meningen, at jeg ville dele en af opskrifterne fra bogen, nemlig den på zucchiniblomster i beignetdej, da de har blomstret så fint i vores køkkenhave, men lige som jeg ville ned og plukke, så var de visne … det er jo så en ByBondes lod. Nuvel, jeg har en liste med retter jeg vil prøve af fra Peralta, bla linguine med rejer, Nonnas ragu og klipfisk i porrecreme.
Hvis du er vild med det italienske køkken, som jeg er det, og som Trine Hahnemann er det, så gør dig selv den tjeneste at køb denne kogebog. Du får en oplevelse, oveni en række ukomplicerede opskrifter, og dét på alt fra orangemarmelade, fonder, vegetarretter, brød, fisk og skaldyr, kød, pasta osv. For Trine kan altså dét der med at skrive en opskrift, lige ud af landevejen. Og med denne kogebog, kan hun noget andet, sætte fokus på råvarer som måske er knap så kendte, eks vis sabelfisken og sølvbeder, og hvad er bogens største gevinst: hun gør et “gammelt” køkken moderne med lette serveringer. Så skal du have en moderne italiensk kogebog til samlingen, eller mangler du simpelthen en kogebog med italiensk mad, så er denne et rigtig godt bud.
Peralta, Trine Hahnemann og Lars Ranek, er på 172 sider og har 90 opskrifter. Vejl. pris: 299 kr. Bogen kan købes hos Thiemers Magasin samt online.
Billederne er fra bogen.
* * *GIVE AWAY* * *
Du har som læser nu mulighed for at vinde et eksemplar af Peralta!
Alt du skal gøre er at dele et helt særligt mad-minde i kommentarfeltet herunder. Det skal du gøre senest d.14.10.15.
Vinderen bliver valgt ved lodtrækning den efterfølgende dag.
HUSK at angive din mail adresse, sådan at jeg kan komme i kontakt med vinderen.Vinderen er fundet ved lodtrækning, og det blev Annette der får kogebogen tilsendt – Tillykke!
lacucinanada.com 
Mit bedste madminde er fra en ferie til Rom i foråret 2014 sammen med min kæreste. Vi var på vej hen til et pizzaria, vi havde læst om i en bog. På vej derhen mødte vi en svensker, som anbefalede os at prøve et lokalt pizzaria. Vi tog chancen, og det fortrød vi ikke. Der fik vi de bedste pizzaer, vi nogensinde havde smagt. Super sprøde og velsmagende. Vi var de eneste turister på det pizzaria. Det var en rigtig god madoplevelse og en sjov kulturel oplevelse også.
For over 30 år siden ferierede familien og jeg i Jugoslavien. Vi boede i en lille by og gik en aften ind mod nabobyen med henblik på at finde en restaurant der serverede cevapcici. På vejen passerede vi flere små huse hvor private tilbød diverse måltider. Faldt i “snak” (vi kunne ikke forstå hinanden) med en ældre kvinde som stod udenfor iført slidt ternet forklæde,vi udtrykte vort ønske om cevapcici,en meget populær ret i landet.Hun nikkede ivrigt og vi blev budt ind. Hun baksede med have møbler,stole og parasoller og dækkede op på terrassen til os og fandt kølig hvidvin og vand.Så forsvandt hun ud i køkkenet og vi kunne høre hende regere derude mens vi nød solnedgangen over havet. En liflig duft bredte sig og vi glædede os…En times tid senere stod hun i døråbningen med et stolt,forventningsfuld smil og en stor skål i favnen – med små fine dolmades med hvidkål! Det var jo så ikke cevapcici som vi troede vi skulle have,men det måltid hun havde lavet til os smagte fuldstændig fantastisk. Jeg kan endnu genkalde mig smagen og stemningen fra denne fortryllende aften.
Mit bedste mad minde er fra Italien/Venedig i bedste lady og vagabonden stil. Selvfølgelig sammen med min mand.
En vinter, hvor der lå is og sne overalt og min gamle, dårligt-gående overbo ikke kunne komme udenfor en dør, gik jeg i supermarkedet for hende et par gange.
Da foråret kom, og hun igen kunne komme udenfor med sin rollator, fik jeg en dag en seddel i min brevsprække med en invitation til at komme op til hende næste eftermiddag. Hun serverede købte kokosmakroner og en hvinende sur hvid sherry. Det smagte forfærdeligt i kombination med hinanden! Men hun serverede det bedste, hun kunne finde på for mig, og jeg var så smigret over, at hun på den måde havde gjort en indsats. Det er ikke altid madens kvalitet, der bestemmer oplevelsen; nogle gange er det selskabet og tanken bag, der gør det til en dejlig oplevelse, man aldrig glemmer.
Og det er det udgangspunkt der gør, at jeg elsker at servere mad for andre. Selv hvis det ikke er perfekt, er der altid den følelse af, at man deler noget sammen. Et ur-fællesskab ved at tilbyde eller modtage et måltid, uanset dets type eller kvalitet.
Lækker bog. Mit mad minde er også fra italien fra en studietur hvor vi sad ved langborde og delte maden og spiste forskellige ting som vi ikke kendte.
Er vild med nybagt Skagensbrød. Da det kom frem havde jeg lige født mit andet barn. Når han sov i barnevognen, tog vi forbi bageren og købte Skagensbrød og nød det på en legeplads med udsigt over Skanderborg sø. Nu har jeg desværre svært ved at fordøje hvede, så familien sidder og spiser Skagensbrød og driller mig med hvor varmt og lækkert det er.
Vi var kommet til min mors kusines B&B i Toscana og vores værtinde kom straks ud og tog imod os. Efter vi havde fundet os tilrette på værelserne inviterede hun os med på indkøb hvilket indebar at gå på jagt efter vild fennikel i bjergene, købe friske grøntsager ved Stings lækre udsalg og kød ved den lækreste slagter. Og så lavede vi den lækreste mad og spiste den udenfor i det skønneste vejr med den bedste udsigt. Fantastisk!
Mit særlige madminde er enkelt, men ganske fortryllende og fyldt af kærlighed; mig, min lillebror, sensommer og friskfangede muslinger tilberedt over bål efter at vi spontant besluttede at cykle på tur for at have lidt søskende-kvalitets-tid. Aldrig har noget smagt så ægte og himmelsk!