groftgrydebrød/LaCucinaNada

Er der noget jeg bare finder rigtig rigtig hyggeligt, så er det at have god tid lørdag morgen. Sådan at gå rundt i morgenkåbe hele formiddagen, søbe frisk brygget kaffe i mig og lytte til Mads & Monopolet, alt imens jeg venter spændt på resultatet af mit grydebrød. Hvis du følger mig på Instagram så kan du vist nikke genkendende til det. Ahh ok, måske ikke lige det med morgenkåben. Fniiis.

Efterhånden er det blevet til en hel del grydebrød i mit lille køkken, men underfundigt nok er jeg lige spændt på resultatet hver gang, også de gange hvor jeg ikke eksperimenterer, men holder mig skarpt til denne https://lacucinanada.com/2012/04/12/mit-perfekte-brod/. Det er lidt som at åbne for en gave, da udseendet ændrer sig fra gang til gang, hvilket er afhængigt af mange ting: temperatur, hævetid, mel-type osv. I går aftes valgte jeg at lave en grovere udgave, hvor jeg erstattede noget af melet med rugmel og tilsatte hørfrø. Ret små tilføjelser der gav et temmelig anderledes brød – knap så luftigt, men stadig med en rigtig god krumme og den velkendte sprøde skorpe. Og så fik det en smule sødme, som slet ikke er spor ringe når det kommer til et morgenbrød, hvis du spørger mig.

Hvis du endnu ikke har bagt sådan et langtidshævet noknead brød, et brød du ikke skal ælte, så se at få det afprøvet – det er vitterlig let, og fortjenesten ved den minimale indsats er enorm stor !

Groft grydebrød:

4 dl koldt vand

7 g økologisk gær

100 g svejderugmel (alm. rugmel kan også bruges)

1 dl hørfrø

250 g hvedemel

10 g groft salt

De eneste remedier du skal bruge er: en skål, en røreske, en dejskraber, husholdsningsfilm og en gryde der kan gå i ovnen.

Sådan gør du:

Rør gæren ud i vandet, tilsæt hørfrø og rugmel, rør godt rundt.

Tilsæt salt og hvedemel. Rør nu til dejen er sammenhængende.

Dejen er forholdsvis klistret, og det skal den være.

Kom film over skålen, og lad den hæve natten over.

Om morgenen sætter du gryden i en 250 grader varm ovn, og varmer den igennem i 50 min.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og hav lidt ekstra hvedemel ved hånden, som du drysser let henover den klistrede dej. Fold nu dejen ind over midten et par gange med let hånd, sådan at du ikke ødelægger glutenstrengene og slår luftigheden ud af brødet.

Tag gryden ud af ovnen, og drys en smule hvedemel i bunden. Kom brødet heri, og skær et X med en skarp kniv, det gør at dampen der dannes i gryden, bedre trænger ind i dejen under bagningen. Og samtidig giver det et smukt resultat.

Kom låget på gryden, og bag brødet i 30 min. med låg på, tag låget af, og giv brødet yderligere 20 min. Bages på nederste rille i ovnen.

Lad brødet køle af på en bagerist.

Hører du til den mere tålmodige type, så prøv mit pokkers gode https://lacucinanada.com/2015/02/12/surdejsbrod/ ! Og hvis du er bageren der holder af at få dej på fingrene, så vil jeg anbefale dig et klassisk https://lacucinanada.com/2014/11/04/franskbrod-ala-cucina-nada/ som jo bare er mega hyggeligt på weekend morgenbordet.

Advertisements