Moderne Mormormad. 65 (fortolkede) retroretter/Samvirke

mormormad/Samvirke

Samvirke har for at markere Brugsens 150 års jubilæum valgt at udgive en kogebog med det de kalder moderne mormormad. Vel og mærke Ditte Ingemann og Hélène Wagns fortolkninger af retterne. Opskrifterne er delt ind i fire årtier, og tager sin begyndelse i 50´ernes køkken. Før hver dekade folder sig ud, får man en indledning til hvad der rørte sig i køkkenerne rundt om i landet, hvor inspirationen kom fra, hvilke varer der bød sig mv. Efter min mening, kunne disse afsnit snildt udbygges og blive til en hel beretning i sig selv! (Her en opfordring til Samvirke om endnu en udgivelse) For ganske interessant er det jo, at efterkrigstidsårene slæbte knappe ressourcer med sig et godt stykke tid og at kvindernes indtog på arbejdsmarkedet ændrede det der kom på middagsbordet hos familien Danmark. Ligesom supermarkedernes indtog igen ændrer vores forhold til de varer vi slæber hjem i kurven, og at vi med charterferierne får næse for rødvin, nye retter og anderledes smage. Velkendte beretninger, jovist, men stadig ret interessante. Disse afsnit i kogebogen står Hélène Wagn bag, og hun formår at kredse hvert årti ind på et par sider, hvilket nok er meget passende i en kogebog.

Ved hver opskrift er der en lille tekst om opskriften, et eksempel på ordlyden er fra opskriften på Fondue bourguignonne: Fonduegryden slog igennem i 70´erne, måske fordi konceptet passede perfekt til danskernes evige hang til “hygge”. Rigtig mange red med på forbrugsbølgen og købte deres egen fonduegryde, helt magen til naboens, genboens og overboems og … på en eller anden måde var de tekster det der fangede mig først, måske i en søgen efter hvad det er de damer har ændret i opskrifterne i forhold til de oprindelige? For ærligt, så er jeg ikke særlig bevandret i gamle danske opskrifter, og der er en del af dem, der er med i kogebogen jeg end aldrig har smagt, og derfor synes jeg det havde klædt kogebogen at have en fodnote med om det. Særligt fordi de skriver i indledningen at de gerne vil slå et slag for bevarelsen af disse retter med kommende generationer. Og her skulle man mene, at det kræver et vist kendskab til det oprindelige afsæt. Der er en del af opskrifterne hvor det tydeligt ses, og læses, hvad ny-fortolkningen består i. Som eksempelvis rødkålssalat til frikadeller, brugen af kokosmælk i karrysaucen til boller i karry og flere af desserterne som får tilføjet en nutidig ingrediens/tilberedning.

Bogens layout er ren nostalgi for en som har levet i to af de nævnte årtier, hvor samlehæfter med opskrifter var at finde i mit brune barndomskøkken, hvor indkøbsturen regelmæssigt gik til Brugsen på Nørreport st. og hvor min mor bestemt ikke var bleg for at ty til pulverløsninger og andre madlavningsfiduser. Derfor er mange af de gamle reklamer i kogebogen genkendelige, og de der ikke er, vækker alligevel minder fra en svunden tid.

Billederne er super fine, og befriende enkle. Ret modsatte af nutidens foodstylings-trends er de ikke suppleret med en masse andet, og alligevel virker de nutidige, bla fordi der er valgt en del retrostel og service som også bruges på mange madbilleder i dag. Billederne er stylet og taget af dygtige Ditte Ingemann.

Bogen koster 199,95 kr, og udkommer 17.marts. Og hvem skal man så købe sådan en kogebog til? Måske netop den helt unge der selv skal til at lave mad, eller måske blot til alle vi der virkelig sætter pris på gedigen mormormad? Jeg er ikke helt sikker på hvem målgruppen er, måske fordi den ikke er tydelig at ramme, men én ting er sikker, jeg får i hvert flad lyst til at gå i køkkenet og skabe noget nostalgi.

Til allersidst vil jeg takke de damer for, at vække et madminde der var helt forsvundet fra min hukommelse, nemlig desserten som min mor købte på frost, og som bestod af appelsinsorbet serveret i udhulede appelsiner! Dem tøede hun blot en smule, piskede flødeskum til og serverede der i 70´erne for gæsterne, der altid var lige imponerede. Mest af alt husker jeg de meget kolde fingre man fik, af at holde appelsinen fast på tallerknen … i bogen fyldes de med en sorbet af citron og blodappelsin. Dét må prøves ved lejlighed.

Tak for din kommentar, kig endelig forbi en anden gang! Mvh La Cucina Nada

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s