IMAG1305

Der er visse fordele forbundet med at være en ByBonde og have en køkkenhave stående lige nede for foden af ens bagtrappe. Især når vejret er som nu, ugevis med sol, og nu en periode med eliksir fra himmelen til alle de friske krydderurter, grøntsager, spiselige og ikke-spiselige blomster!

I et par dage har jeg gået og luret på vores squashplante, rank, stolt og struttende står den dér i egen pallekasse, og bliver nurset om som var den en nyfødt. Og så forleden vekslede den omsorgen med de smukkeste blomster, som sådan en gør. Se bare her:

Squashblomst/LaCucinaNada

Der er indtil flere squash på vej, som vi håber bliver til noget i år, og som vi håber skaderne og sneglene, eller andre uindbudne gæster holder sig fra. Men tilbage til blomsterne. De kan ikke alene nydes visuelt, men rent faktisk spises, og den bedste måde at gøre det på, efter min mening, er at frittere dem. Blot som de er. Man kan fylde dem med ansjoser og/eller forskellige slags oste, det er også godt, men bedst synes jeg om den rene smag af den sødlige blomst. Den smager som squashen, men er alligevel sin egen. Herhjemme kan man nærmest ikke opdrive squashblomster i handlen, hvilket man kan overalt på markeder i Sydeuropa når de er i sæson, men dyrker du selv squash, eller kender du måske én der gør, så prøv denne lille enorm lækre sommersnack, hvis du da ikke allerede kender den.

Squashblomster/LaCucinaNada

Blomsten skal helst plukkes lige inden tilberedning, så den ikke falder sammen. Ellers kan du tage støvdrageren ud, fjerne evt småkryb, skylle den meget forsigtigt og opbevare den i en frysepose på køl indtil tilberedningen. Det samme gør du selvsagt hvis du tilbereder dem direkte, på nær det med posen forstås.

Jeg tilberedte to blomster, nedenstående mængder svarer til ca. 4-5 blomster, gang selv op hvis du er så heldig at få fingrene i flere af de smukke blomster.

De er ekstrem simple at tilberede, du sætter først en gryde over med vegetabilsk olie, sætter låget på og lader det koge lige så stille op – test ved at stik en tandstik i, når det syder rundt om den er olien klar.

Imens rører du en dej af:

Ca. 25 g hvedemel, type 00

1/2 spsk olivenolie

1/2 æggeblomme

En lille sjat vodka (kan udelades, men gør dejen endnu mere sprød, samme effekt kan opnås ved at komme et par isterninger i dejen)

En smule groft salt og frisk kværnet peber

Rør mel med æggeblomme, salt og peber, tilsæt vodka og dernæst koldt vand – meget lidt af gangen, til dejen hænger sammen og der ikke er klumper i. Dejen skal være lind, og sådan at den kan hænge fast i blomsterne.

Når olien er klar, dypper du blomsterne en af gangen i dejen, tag evt en gaffel i brug sådan at blomsterne er dækket helt af dej. Dyp nu blomsterne i olien, hold i spidsen af dem, eller lad dem glide ned i olien lige så forsigtigt – især hvis du kun tilbereder få. Steg dem gyldenbrune, lad dem dryppe let af på fedtsugende papir, anret med lidt flagesalt, evt lidt spiselige blomster på og nyd dem MED DET SAMME gerne med et glas kold hvidvin til.

Reklamer