Kan du huske denne serie kogebøger fra Brugsen?

171_frontpage_400x400 188_frontpage_400x400 175_frontpage_400x400

Fælles for bøgerne var at de havde en madvare i centrum, eller et tema som overskrift. Selv husker jeg dem fra mit barndomshjem, de stod der på hylden i køkkenet, side om side med kogebøgerne fra Karolines Køkken. Dem fra Brugsen skulle man hente i butikken, og min mor tog troligt et eksemplar med hjem når der kom en ny i serien. Faktisk var det i disse bøger, sammen med de mange opskrifts-udklip fra Alt for Damerne min mor klistrede i et hæfte, at jeg fandt opskrifter på retter jeg lavede når jeg havde maddag hjemme. Bøgerne er forsvundet med årene, ligesom at Brugsen stoppede med at trykke dem midt i halvfemserne.

_9788792949738            _9788792949745

Men nu har Samvirke i en nutidig udgave valgt, at udgive kogebøger ud fra samme format igen, og har med de to seneste på stammen udgivet 10 små kogebøger i alt. Med 9´eren og nr.10 er Æg og Mejeriprodukter føjet på listen over fødevarer som kål, rodfrugter, hakket kød, fjerkræ, kager, brød-grød og korn, bær og kartofler. Samvirke mener at en klassiker genopstår. Det ved jeg nu ikke om jeg er enig i. For jeg forstår nok ikke helt det med at udgive kogebøger spundet over en råvare. Det beror nok på hvordan man laver mad, eller hvordan man planlægger sin madlavning og sine indkøb. Hvis man står med en bestemt madvare man ikke ved hvad man skal stille op med, eller måske med lidt rigeligt indenfor en kategori, ja så er det jo sådan set meget smart at man kan ty til lige det bind hvor den har hovedrollen. Og til den slags hjemmekokke, så tror jeg kogebogsserien vil være god at have ved hånden.

At jeg ikke helt har fidus til selve formatet, ændrer bestemt ikke på at Mia Irene Kristensen, som står bag både opskrifter og fotos, kan sit kram. Opskrifterne er gedigne, lette at forstå og ingredienslisterne er til gængelige. Ligesom flere af dem er anderledes tænkt, og ved små twists formår at gøre en velkendt ret nutidig og frisk. Udbuddet i begge kogebøger spænder ret vidt, taget størrelsen i betragtning, og der er med en hovedvægt på hverdagsretter også et par mere tidskrævende retter, desserter og bageprojekter.

Jeg har tidligere anmeldt et par af Samvirke bøgerne og det jeg nok er mest begejstret over ved kogebøgerne, er de informative afsnit. Dels er der ved hver opskrift et eller flere tips, det kan være hvordan du let gør retten vegetarisk, eller det kan være tips til andre smagsgivere mv. og dels er der faktuelle sider om f eks de enkelte mejeriprodukter, eller viden om holdbarhed, tilberedning mv. Den slags oplysninger får man sjældent når man blot søger efter en opskrift på nettet, og det gør at kogebøgerne kan være gode at have i samlingen.

Æg fra Samvirke og Mejeriprodukter fra Samvirke er begge udgivet, koster 49,95 kr. stk. og fås i Coops butikker samt hos boghandlere.

 

Advertisements