Når jeg skal bage en chokoladekage, så tænker jeg i chokoladens smag(e), og om jeg vil fremhæve dem ved at tilsætte ting eller om chokoladen skal stå rent frem. Ligesom når jeg møder en ny chokolade, så kan jeg ikke lade være med at tænke hvordan den kan lande i en dessert eller kage. Hvilke nuancer den har, og hvad den vil gå godt sammen med.
Min seneste chokolade-forelskelse er i mælkechokolade, og dens mange fine, lidt sarte smagsnuancer. Vi taler om den ordentlige mælkechokolade, den med et højt kakao indhold. En mousse lavet på mælkechokolade giver en mere mild og blød smag end når man laver den på mørk chokolade f eks. Denne kage er lavet på Valrhonas Jivara mælkechokolade, som har en anelse malt smag. En smag jeg synes fremhæves sammen med nødder, og derfor har jeg bagt kagen med nougat og tilsat valnødder. 

Prøv f eks også en Cheesecake med mælke chokolade, den er bare cremet, let og blød !

Den er helt vildt let at lave, og fordi der ikke er tilsat sukker, udover det der er i nougaten, så smager den vitterlig af de ting der er i den.

Lys chokoladekage:

60 g mælkechokolade, Jivara Valrhona

 75 g nougat 

140 g smør

75 g hvedemel

3 æggeblommer

3 æggehvider 

Et nip groft salt 

En stor håndfuld valnødder, groft hakkede

Smelt chokolade, nougat og smør over vandbad.

Del æggene, og kom blommerne i en større skål, pisk hviderne luftige og stive med et nip salt i en anden skål.

Kom chokoladeblandingen ved æggeblommerne, og hæld melet heri.Kom valnødderne ved. 

Vend hviderne forsigtigt heri, uden at slå luften ud af dem, men sådan at de er blandet helt med chokoladeblandingen til en ensartet dej.

Jeg bagte denne gang i en aflang tærteform, bag i hvad du nu har lyst til. Kagen bliver ikke høj, så formen skal ikke være alt for stor. Smør formen let inden du hælder dejen heri.

Bag v 175 g midt i ovnen i ca. 25-30 min.

Advertisements