Vaniljeis

Hastværk er lastværk, er det ikke sådan man siger? I dette tilfælde må man i hvert fald sige at jeg bestemt ikke har forhastet mig. Eller noget. Jeg fik en ismaskine tilbage i september. Et længe ventet ønske, og en gave jeg blev virkelig glad for. Men så var fryseren fyldt, og en del af den rimet til – det er sådan en ismaskine hvor skålen skal i fryseren inden – og så fik jeg ikke lige gjort det. Så blev det vinter, og der spiser jeg ikke synderlig meget is. Så “glemte” jeg nærmest alt om maskinen. Og … ja undskyldningerne er mange. Men hvorom alting er, så er den nu testet. Og sikke en test kørsel! Den sad simpelthen lige i skabet ved allerførste hug. Faktisk er jeg så begejstret for opskriften at jeg er nød til at dele den med dig.

Har du ikke en ismaskine kan du lave Parfait, som altså også er virkelig lækkert. Her på bloggen finder du opskrifter på Nougat parfait, Mochaccino parfait m.chokoladecreme og ristede hasselnødder samt en Kokos parfait m.råsyltede Nashi pærer

Det er sikkert og vist at jeg kommer til at eksperimentere med mange forskellige varianter af is, og et utal af smage her henover sommeren, for nøj hvor er det altså lækkert med hjemmelavet is. Alene det at man ved hvad der er i den, er et rigtig godt argument for at lave sin egen is.

Jeg startede med basis og lavede mig en portion vaniljeis og til sådan en is skal man altså ofre en vaniljestang, for det smager bare så meget bedre. Ligesom jeg vil påstå at æggene skal være fra naboens hønsehold, økologiske eller frilands æg, for udover den gode samvittighed, så får du en langt smukkere farve og smagsdybde i din is.

Vaniljeis:

– 1 liter –

6 æggeblommer
150 g flormelis
4 dl sødmælk
1 vaniljestang
4 dl piskefløde

HUSK: at kom skålen til ismaskinen på frys mindst natten før, hvis du som jeg ikke har en ismaskine med kompressor samt at have en bøtte med låg på 1 l. der kan gå i fryseren til den færdige is. Du kan med fordel lave selve *basen dagen før, sådan at den er helt afkølet og har trukket så meget vaniljesmag som muligt.

Kom mælken i en tykbundet gryde, flæk vaniljestangen og kom den ved mælken. Giv den et opkog, og sluk derefter for den, men lad vaniljestangen trække med imens du går i gang med det øvrige.

Pisk æggeblommerne med flormelis til en let æggesnaps.

Varm nu mælken op igen, bring den til kogepunktet, og derefter lad den simre på lav varme. Fisk vaniljestangen op, men smid den ikke ud endnu. Bland nu æggeblandingen i mælken, forsigtigt lidt af gangen og rør i blandingen konstant til den tykner. Det er vigtigt at det er over lav varme, og at du rører hele tiden, sådan at blandingen ikke brænder på og ikke gryner. Hæld *blandingen i en skål eller bøtte og dæk den til, kom vaniljestangen ved igen og stil den på køl til den er temmelig afkølet – har du travlt, kan du køle den på frost.

Tag vaniljestangen op af ægge-mælkeblandingen og rør nu piskefløden med blandingen, og hæld den i ismaskinen.

Indstillinger, kapacitet mv varierer fra maskine til maskine, men kør iscremen til den tykner og minder om tyk soft ice. Kom den i f eks en plastbøtte med tætsluttende låg, og frys den i min. et par timer.

Gem endelig æggehviderne ! Dem kan du bruge til at supplere hele æg op med til en omelet eller du kan bage en omgang marengs – måske ligefrem til isen?

 

 

3 kommentarer til “Vaniljeis

  1. Pingback: Jordbæris
  2. Din ismaskine er jo high-tech i forhold til min ny-(genbrugs)-anskaffelse! 😉

    Men man kan altså også lave efterårs-is… Berthillon plejede at lave en ret fantastisk flødeis med små stykker af henkogt æble med kanel – den smagte altså af efterårshygge!

    1. Nå hvordan fungerer din da?
      Ja selvfølgelig kan man det, Søren, men jeg spiser bare ikke særlig meget is om vinteren.
      Mest til dessert når jeg har gæstebud, og måske jeg den kommende vinter-sæson kommer til at lave
      en del is 😉 Den lyder godt nok lækker den æble-kanel is. Mums.

Tak for din kommentar, kig endelig forbi en anden gang! Mvh La Cucina Nada

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s