Copenhagen-Cooking-Logo-samlet-medium

Copenhagen Cooking ruller lidt af et program ud i år, og særligt er jeg vild med de lidt “skæve” af slagsen samt, at der er langt flere arrangementer hvor det nære møde mellem madglade kan finde sted. Det hele løber af stablen fra d.18.-27.8 og du kan altså gå sensommeren i møde med madkurser med efterfølgende spisning, fællesmiddage og meget mere i løbet af ugen.

Jeg har plukket et par arrangementer ud som jeg synes kunne være interessante at tage til:

I boghandleren Det var zittans på Amager kan man smage på økologiske likører imens der er højtlæsning af Med kup og kaffelikør af svenske Catharina Ingelmann-Sundberg – en virkelig sjov bog! Jeg har mine forbehold når det kommer til likør, men måske Det hemmelige likørselskab kan få både dig og mig overbevist ?

Noget der hurtigt fik mig overbevist var Økologisk folkekøkken i en halmballehave – en langbordsmiddag for 100 personer afholdt af Det økologiske folkekøkken og BIOARK i fællesskab i Brønshøj. Et helt igennem lokalt og økologisk arrangement, som sådan en foodie og ikke mindst ByBonde som jeg er nød til at være med til.

Og som noget nyt i år lanceres konceptet “Hjemme hos” hvor kokke, madskribenter og andre mad-personligheder byder indenfor i privaten og serverer et måltid. Der er mange interessante at vælge mellem: Anh Lê, Mikkel Karstad og hans kone Camilla og Ditte Ingemann og Cecilie Sofie Svensson for blot at nævne et par stykker. Svært at vælge blandt både de forskellige mad-personligheder og måske i højere grad blandt de meget forskellige menuer og koncepter de byder på. Selv ville jeg nok vælge Helle Brønnum Carlsen der som Ph.d i Mad og Æstetik, anmelder, lærer og kogebogsforfatter er en af landets absolut dygtigste madkommunikatører. Hun har slået sig sammen med sin datter, der er gået i mors fodspor og de byder på en hverdags-middag med alt hvad Østerbro byder på af lækkerier.

Se programmet for at finde lige det, eller de, arrangementer der fanger dig, der er noget for næsten enhver smag, pengepung og aldersgruppe i årets program. Ses vi mon?

Advertisements