Jeg vil være ærlig og sige at jeg ved modtagelsen af denne kogebog i første omgang tænkte “ej ikke endnu en kogebog med opskrifter fra det franske køkken, og hvad kan denne her som de andre ikke kan?” Men efter at have læst den igennem, nydt de skønne billeder og nu også afprøvet flere af opskrifterne, må jeg bare sige at Emilie Horn Andersen formår at dele sin kærlighed til det provencalske køkken. Hun skriver selv i forordet:

“De simple menukort og enkle retter, jeg har mødt i Provence, har lært mig at sætte pris på det provencalske køkken med dets få ingredienser og intense smage”

Ligesom hun begejstres over den indflydelse det nordafrikanske, italienske og det øvrige franske køkken har haft på egnens retter. Samme begejstring har jeg fået ved at snuse godt og grundigt i Emilies debut kogebog, da jeg stadig har til gode at besøge det sydlige Frankrig.

Bogen er delt ind i retter og byder på alt fra Hors d´Oeuvres og forretter til fisk & skaldyr og pizza & pasta. Opskrifterne er lette at forstå, og ingrediens listen sjældent særlig lang. Det eneste jeg savner er et afsnit om oste og tilbehør til disse og et par desserter. Det havde været en fin finale i en bog der emmer af livs nydelse fra en egn der dyrker de lange måltider der oftest afsluttes med enten ost (og) eller dessert.

For at nævne et par opskrifter byder kogebogen på en virkelig lækker bruchetta m. mozzarella og peberfrugtdip, ikke alene bagte figner, men også bagte blommer m. parmaskinke (den skal så meget prøves netop nu hvor blommerne er i sæson!) og grillede gambas marineret i honning og grape. Emilie har også et par opskrifter i den lette afdeling med indmad i form af kaninlever og kyllingelever, noget vi stort set ikke spiser herhjemme desværre. Hvis jeg kan opdrive kaninlever et sted, så skal jeg klart prøve at lave hendes kaninlevermousse m.druemarmelade, for det lyder bare som en hapser for mig. I afsnittet med pizza,- og pastaopskrifter skiller særligt løgpizza m.oliven sig ud og siger netop noget om egnen der er så berømt for sin pissaladière, og sjovt nok minder mig om den alsaciske tarte flambee.

Det mest interessante ved kogebogen er vel nok afsnittet med omeletter. De kommer i variationer jeg aldrig har smagt, endda aldrig tænkt på, og der er indtil flere af dem der kommer til at komme på mit frokostbord regelmæssigt – f eks omelet m. hvidløg, courgette og revet muskatnød. Omeletterne smager af sol, sommer og sydlige himmelstrøg, ligesom hele kogebogen gør det.

100 sydfranske fristelser – à la provencale af Emilie Horn Andersen udkom d.14.august på Fadl´s forlag og koster ca. 315 kr. Måske lige i den dyre ende, men til gengæld har den potentiale til at ende på kogebogs-hylden som en af klassikerne.

Fotos: Jesper Glyrskov/FADL´s Forlag

Reklamer