Anmeldelse: Øl & Mad

“Sanserne pirres i mødet med mad og drikke. For os skal mad og drikke vække sanserne; vi bliver til i mødet med smagen. Den skal både behage og provokere, så vi ikke glemmer, at vi er levende kroppe … Vi har ladet vores sanser bestemme, smagt efter og dvælet ved smagen. Øl handler også om pausen og glæden ved, at tiden står stille”

Sådan skriver de to kokke, skribenten og brygmesteren der sammen står bag kogebogen Øl & Mad i forordet. En kogebog med sort forside, grå ryg og skrift i kobber. En kogebog hvor Colombus Leth står bag de meget smukke billeder og hvor hele den grafiske linje har et maskulint udtryk. En kogebog der virker velkendt uden helt at være det.

Opskrifterne er ikke vanskelige at gå til, og det bliver hurtigt klart for en, at det er hverdagsmad og rar gæstemad der er tale om. Der indgår langt fra øl i selve tilberedningen i alle opskrifterne, og der hvor øllet ikke figurerer på ingrediens listen, ligger det implicit at det er den øl type som opskriften findes under der anbefales til, eller der står noget om matchet i en tekstboks. Sidstnævnte synes jeg fungerer bedst. Det med øl til maden er desværre ikke særlig overbevisende i bogen, og jeg kunne have ønsket mig noget mere om hvorfor lige det match. Ligesom jeg gerne ville være blevet mere overrasket, måske ligefrem provokeret som de selv er inde på i forordet og have tænkt i matches jeg ikke selv allerede gør. Måske er det nyere viden for den som ikke er så vant til at servere øl til maden. I bogen gøres det ved en kort forklaring eller et tip suppleret til de fleste af opskrifterne, og befriende nok ikke i en længere introduktion til selve opskriften som længe har været formen i kogebøger.

En anden rigtig fin ting ved bogen er selve opbygningen, den er simpelthen delt ind efter øl typer, 7 overordnede i alt, som alle indledes med noget om øl typerne, hvilke primære smage øllet har og lidt historik. Det gør selvfølgelig at du finder bage,- og kageopskrifter side om side med simre retter mv, men når øllet er omdrejningspunktet som den er i denne kogebog så giver det rigtig god mening at det er øl typen man slår op under.

Der er i starten et længere afsnit om øl ligesom bogen sluttes af med et kort afsnit om ølbrygning. Alt efter hvor meget læseren i forvejen ved om emnet, er disse mere eller mindre nyttige og interessante. Udover det er der igennem kogebogen det de kalder Min yndlingsøl – en tekst i jeg-form om personens yndlingsøl og særligt i hvilken sammenhæng den drikkes. De indslag forstår jeg ærlig talt ikke …  Måske er det Trine Hahnemann, Stig Jensen, Tore Jørgensen og Bo Jørgensens ønske om at give bogen et personligt præg? Man ved så ikke hvem jeg er, men det er nu også mindre vigtigt.

Det kogebogs skribenterne gerne vil, er at vi ikke blot tænker øllet på frokostbordet, til den amerikanske burger og den vi drikker uden mad til. Ej heller at øl i mad blot er et eller andet kødstykke langtidsbraiseret i øl eller den øl vi bruger til rugbrødsbagning, og det selvom der både er opskrifter med på surdejs rugbrød m.pilsner og braiseret oksekæbe i mørk øl. Men det gør nu ikke spor, for begge dele er jo godt. Og det lykkes dem sådan set ret overbevisende.

Så overbevisende at jeg da har sat stickers ved indtil flere opskrifter og har noteret mig, at jeg bla skal prøve at lave en marinade med juleøl til andelår, koge sveskegrød med en sød øl til trifli, at røre en glasur med enten stout eller trappist øl til en mørk chokoladekage, lave risotto på en frugtøl, eller måske en sur øl, næste gang.

Kogebogen er en oplagt julegave til far (eller mor), der er glad for øl til og i mad. Den er alt i alt ret så fin med tydeligt gennemprøvede opskrifter. Opskrifter der bestemt også inspirerer, men i dem hvor øllet indgår savner jeg at de i højere grad havde bevæget sig længere væk end det klassiske europæiske, primært danske køkken.

Øl & Mad er udgivet af FADL´s forlag og koster 350 kr.

Tak for din kommentar, kig endelig forbi en anden gang! Mvh La Cucina Nada

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s