Brunkager

Nu har jeg i mit 44-årige liv ikke holdt jul i eget hjem særlig mange gange, men det har ikke betydet at jeg ikke har julet. Faktisk er selve forberedelserne det jeg finder allermest hyggeligt, og noget af det jeg kommer mest i julestemning af, er at bage småkager. Det at man har sat tiden af til det, for det kræves, og at man viderefører en gammel tradition finder jeg virkelig beroligende og tilfredsstillende. Det at vide hvad der kommer i ens jule-bagværk, og når duftene begynder at brede sig, det kan man da ikke andet end at komme i julestemning af.

En af de småkager jeg synes hører julen til er brunkager. De var altid at finde på kagefadet hos mine bedsteforældre hvor de fik selskab af vaniljekranse. Begge var selvsagt hjemmebagte. Faktisk skal jeg være ærlig og sige, at mine barne-smagsløg foretrak den noget mere enkle vaniljekrans hvor brunkagerne med deres dybe og mange smage var for meget. Men op igennem voksenlivet er brunkagen blevet min favorit – især er jeg vild med at spise den med blåskimmelost ligesom svenskerne gør det med deres pepparkakor, for det er da bare et match made in heaven! Uanset hvordan og til hvad du spiser dine brunkager, så vil jeg anbefale at du køber gode krydderier for de er med til at give småkagen den helt rette smag. Med gode krydderier mener jeg, at stødte krydderier kan blive for gamle, og dermed får en støvet smag samt at der er stor forskel på kvaliteten af dem. Der er ikke mange der bruger allehånde – ingefær – kanel og nellike i madlavningen resten af året, så det kan være en god idé at gå et sted hen hvor du kan købe blot den mængde du skal bruge, i stedet for at brænde inde med krydderierne. Er du helt nede med dine krydderier, så køber du dem hele og støder dem selv.

I min bedstemors brunkager kom der hverken mandler eller pistacienødder i brunkagerne, men det synes jeg giver kagerne et pift, både når det gælder udseendet og smagen. Du får min opskrift her:

Brunkager:

250 g smør

125 g brun farin

250 g lys sirup

3 tsk stødt kanel

1 tsk stødt allehånde

1 tsk stødt nellike

2 tsk stødt ingefær

1 1/2 tsk potaske + 1 spsk lunkent vand

60 g tørret appelsinskal

75 g mandler

75 g pistacienødder, usaltede

500 g hvedemel

 

Smut mandlerne: hæld kogende vand over dem, lad trække et par minutter, hæld vandet fra og hæld nu kogende vand på igen og de er klar til at du kan smutte skindet af dem.

Hak mandler og pistacienødder groft.

Skær smør i mindre stykker og smelt det sammen med brun farin og sirup til en sammenhængende masse ved middelhøj varme. Giv det et lille opkog og tag det af varmen.

Rør nu krydderierne, nødderne og appelsinskallerne i.

Opløs potasken i vandet, og rør det i sukkermassen.

Kom sukkermassen i skålen til røremaskinen, eller et stort dejtrug og tilsæt melet lidt af gangen imens du ælter den. Ælt til dejen er smidig og blank.

Køl nu dejen en smule af og del den i fire lige store stykker. Rul og form stykkerne til tykke pølser og kom dem i fryseposer og luk til. Kom nu pølserne i fryseren og lad dem ligge der til de er hårde og faste, det tager 3-5 timer, sådan at de er lettere at skære skiver af. Du kan sagtens bage dem efterhånden da dejen sagtens kan tåle at ligge på frost et stykke tid.

Når brunkagerne skal bages, skærer du tynde skiver af pølserne og lægger dem på en bageplade med bagepapir. Kom dem i en 200 grader varm ovn og bag dem lige under den midterste rille i ovnen. De skal bages i ca.10 minutter – hold godt øje med dem da det høje sukkerindhold let får dem til at branke!. Læg brunkagerne på en bagerist for at køle helt inden du kommer dem i en dåse el lign.

 

2 kommentarer til “Brunkager

  1. Kære Nada
    Du har så evigt ret. Det er al foreberedelsen til jul der giver hele stemningen. Jeg husker også stadig min oldemors bagværk og lækkerier fra køkkenet. Hun var kogekone i Århus, og en meget dygtig en af slagsen.
    Dine brunkager er lige efter min smag med masser af krydderier, mandler og pistacier.
    Skal helt klart prøves og så med blå ost på toppen…. mums

    Glædelig jul
    Knus, Lone

    1. Kære Lone.
      Ja, og det triste er at mange halser hovedløse rundt i december til skoleforestillinger, julefrokoster og alt mulig, og
      jeg fornemmer at mange af dem ikke stopper op og blot nyder nærværet en smule.
      Da jeg stadig arbejdede tog jeg som oftest en weekend helt fri for aftaler for simpelthen at hygge igennem og forberede. Og det selvom jeg dengang var gæst i juledagene.
      Tak skal du have – jeg er også ret stolt af dem, for jeg synes opskriften sidder lige i skabet. Eneste ærgerlige er at jeg ikke lavede en dobbelt portion nu jeg var i gang 😉

      Håber I får en nærværende, hyggelig, mættende og læskende jul,
      Glædelig jul.
      Kh Nada

Tak for din kommentar, kig endelig forbi en anden gang! Mvh La Cucina Nada

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s