Det her er nok ikke hverdagskost, for der er ikke sparet på fedtet, men festlig skal det jo være på årets sidste aften, ikk´?
Skal du lave steg af en slags og have kartofler til, så kan du gøre lidt ekstra ud af måden du serverer dem på og lave de her små kartoffel tårne, kan man vel kalde dem. Går du mere op i finesse end jeg gjorde, kan du udvælge kartofler med samme diameter og dermed få nogle mere lige stablede mini gratin´er.
Vælg en god smagfuld ost, for den er ligesom prikken over i´et i denne servering. Jeg valgte en svensk herregårdsost som smelter på bedste vis, og har et snert af nøddesmag over sig. Perfekt sammen med muskatnød.
De tilberedes i en muffinform, sådan at de kan stå. Har du ikke en sådan, eller vil du hellere lave en stor gratin, så gør du selvfølgelig bare det, men der er noget over sådan en portions-servering. Alt efter hvad der ellers er på menuen, vil jeg mene at de fleste godt kan spise 2 stks af disse gratinerede oste-kartofler.
Mini kartoffel gratin m.ost, 12 stk
1 kg kartofler
50 g smør
2-3 fed hvidløg
Ca. 50 g revet herregårdsost
En smule groft salt + frisk kværnet peber
Evt frisk hakket timian v. servering
Skræl kartoflerne, og skær dem i tynde skiver.
Smelt smør i en kasserolle, det skal ikke brune, blot smelte.
Pres hvidløgene og kom dem i smørret.
Stable nu kartoflerne i muffinformen, halvvejs kommer du lidt revet ost på hver gratin, og stabler derefter videre. Pres på kartoflerne så du får plads til at stable dem en smule over kanten.
Fordel nu det smeltede hvidløgssmør over dem alle, og top med det sidste ost på hver af dem.
Bag dem i en 180 grader varm ovn til de er gyldne på toppen, det tager ca.40-45 min. Lad dem stå et par minutter i formen inden du tager dem ud, sådan at de lige når at sætte sig. Server.
Lyder rigtig godt. Jeg er næsten helt ærgerlig over, at vi skal have forret med nytårsaften 🙂
Godt nytår!
Tænker de også er yderst velegnede dagen derpå, Camilla 😉
Også godt nytår til dig!