Sæson

Du kan bladre lidt i kogebogen her

Er der en jeg beundrer indenfor formidling af mad og madkultur, så er det Helle Brønnum Carlsen. Hun skriver artikler så man rent faktisk bliver klogere på emnet, hun skærer ind til kernen og står ikke tilbage for at give sin mening til kende heller. Helles glæde over maden har tydeligvis smittet af på datteren, som også er gået den vej uddannelsesmæssigt og som er medforfatter på bogen, Sæson.

Sæson er en god og præcis titel på denne kogebog, for det er de to damer vil med den, minde os om at lave mad med råvarer der er i sæson. Derfor er den også opbygget i årstiderne med poetiske overskrifter som Forårsfristelser, Sommerens sødme, Efterårets ellevilde elementer og Vinterens velvære. Langt de fleste opskrifter er lette at forstå, ligesom råvarerne for de flestes vedkommende er velkendte, men der bydes også på østers med kalvetatar, kapers og røde løg, summerbuk med hyldeblomst og empanadas med jomfruhummer og ost. Damerne Brønnum bevæger sig om ikke i verdenskøkkenet, men så i hvert fald rundt i både dansk inspirerede opskrifter samt adskillige med inspiration fra det asiatiske og andre fjerne køkkener. Med andre ord, en moderne kogebog.

Hver råvare har en indledende side med informationer og viden som gør kogebogen ekstra anvendelig, og måske især vil være god til den knap så køkkenkyndige. Der er flere argumenter for at spise det som er i sæson, og nogle af dem jeg selv efterlever er, at de oftest er billigst, men især også at de bare smager bedst.

Denne kogebog vil uden tvivl minde dig om at følge årets gang i køkkenet noget mere, og samtidig inspirere til gode måltider med det som netop er i sæson.

Sæson, Helle Brønnum Carlsen og Louise Beck Brønnum. Udgivet d.20.4.2018 på Fadls forlag. Pris: 299,95 kr.

Reklamer