Falafler eller frikadeller, det beror helt på hvordan du krydrer og måske også former dem. Her i indlægget har jeg lavet farsen stort set som når jeg laver falafel af kikærter og har formet dem som når jeg laver kofta (krydrede mellemøstlige deller). Og så har jeg tilsat gurkemeje, som jo er udråbt til at være det sundeste krydderi. Godt nok mest i frisk form, men udover sundhedsaspektet synes jeg det giver disse falafel af flækærter en smuk farve og en dejlig dyb smag der fremhæver ærternes sødme.

På billedet serverer jeg falaflerne på en spidskålssalat, da jeg øver mig i igen at spise langt mere groft, uforarbejdet og sundere. Jeg har nemlig fået konstateret slidgigt et par steder, og sammenlagt med de kroniske smerter jeg har i forvejen, så er det på tide at bekæmpe noget af al den inflammation jeg har i min krop.

Du kan selvsagt spise dem i et fladbrød eller pitabrød som man oftest gør med falafel.

Men hvorfor over hovedet bruge flækærter til at lave falafler af ? Indtil fornylig var flækærter, eller gule tørrede ærter, noget der hørte tidligere generationers søberet, gule ærter til og noget jeg aldrig har haft i mine køkkenskabe. Men så sneg der sig et par små poser ind med et par Aarstiderne kasser som jeg ikke erindrer hvad skulle bruges til. Og da jeg stødte på dem der i forrådskammeret en del gange, så tænkte jeg at de måtte kunne bruges i en slags fars. Nu har jeg efterhånden været flere forskellige metoder igennem og er kommet frem til den her virkelig simple.

Flækærter er en anelse billigere end kikærter, og hvad endnu bedre er, så kan de produceres på vores breddegrader og er dermed mere miljøvenlige. De har et højt proteinindhold og en lav fedtprocent.

Udover krydderierne, som sætter godt med smag på, så handler det også om at lade farsen trække. Så hav det in mente når du planlægger at lave disse falafel. Ligesom de skal udblødes min. 6-8 timer før brug.

Falafel af flækærter:

– ca. 16 stk.

200 g flækærter (gule og/eller grønne)

2 tsk spidskommen frø

1/2 tsk chiliflager

1 knivspids cayennepeber

1 tsk stødt gurkemeje

3-4 fed hvidløg

Et lille bundt frisk persille

Saften af 1 citron

Ca. 2 tsk flagesalt + frisk kværnet peber

Olivenolie, ca. 1/2 dl til farsen, måske mere alt efter hvor lind den bliver. + til at friturestege dem i.

_

Skyl flækærterne godt igennem i en sigte og udblød dem i vand natten over. Når de skal tilberedes, skylles de igen og vandet sigtes fra. Hæld dem i en skål eller direkte i foodprocessoren.

Rist spidskommenfrø af på en varm pande, vær over panden da de hurtigt brænder på. Kom dem i en morter sammen med de øvrige krydderier, hvidløg og persillen plukket i mindre stykker. Giv det hele nogle stød til frøene har åbnet sig, hvidløgene er maste og persillen er fin delt.

Kom lidt olie af gangen ned til flækærterne og tilsæt krydderiblandingen. Pres citronsaften over og kør til du får en ensartet masse. Jeg laver denne fars en anelse grov da jeg synes om at der er lidt struktur i dem.

Form nu falafler til kugler og varm olien op i en gryde, eller i en dyb pande og steg dem gyldne og sprøde lidt af gangen.

Du kan med fordel lave en større portion og fryse af dem. De kan også sagtens holde sig i en lufttæt bøtte på køl nogle dage.

Reklamer