//REKLAME//
Kender du det med at stå med en klump mørdej der bliver tilovers når du bager tærte? Oftest gør jeg det, at jeg fryser den og blander den med en anden rest en anden gang. Men sidst jeg stod med sådan en rest tærtedej, så tænkte jeg om ikke det kunne blive til nogle ret gode kiks, sådan nogle man kunne servere på ostebordet eller nyde som snacks.
Som sagt, så gjort. Og de smager dejligt, de små smørholdige kiks. Et format jeg klart skal lege mere med. Her har jeg bagt halvdelen neutrale og så har jeg kommet nigellafrø på den anden halvdel – du kan i princippet drysse lige det du lyster af birkes, hakkede nødder, kerner, frø ovenpå, sådan så de passer til det du vil spise dem til.
Ligesom du kan udstanse kiksene med udstikkere til småkager, pasta-udstikkere, bunden af et facetslebet glas med mønster i, omringet af et glas eller hvad nu nu måtte have lyst til. Måske det skal være hjerter eller stjerner til julefrokostbordet? Og apropos det med jul, så ja der er noget tid til den endnu, men sådan noget som kiks, småkager, sylterier mv kan man jo godt tyvstarte på og være i god tid med.
Prøv f eks at server portvinssyltede figner til blåskimmelost og tørre faste oste som Tomme-osten her fra Hårbølle. Mums det er godt.
Mørdejskiks:
150 g smør, blødt
100 g flormelis
1 æg
250 g hvedemel
Et nip groft salt
Evt nigella frø, birkes el andet som pynt og smagsgiver
Varm ovnen på 175 grader.
Bland det bløde smør med flormelis, og sigt melet heri. Tilsæt salt og slå ægget ud i dejen, og saml den. Tilsæt evt minimalt med koldt vand, hvis ikke dejen samles helt. Sæt dejen på køl et par timer.
Tag halvdelen af dejen fra køleskabet og rul den ud på et bord drysset med lidt mel. Rul den ud i 1 – 1,5 cm´s tykkelse og udstans kiksene. Rul overskydende dej sammen, og kom det evt på køl imens du ruller den næste halvdel ud. Bliv ved med at udstanse kiks til du ikke har mere dej.
Læg dem over på en bageplade beklædt med bagepapir efterhånden som de er klar.
Drys evt nigellafrø, eller andet på og bag dem på rillen lige under midten i ovnen i ca.10-15 min. eller til de er let lysebrune og sprøde. Hold godt øje med dem under bagningen.
Hvis du f eks anretter kiksene sådan som på billedet herunder, kan de jo snildt serveres som finalen på en god middag – er tallerknen ikke bare fed??
Regi er venligst sponsoreret af Søstrene Grene. Julevarene er landet i butikkerne i dag, d.25.10.18.
De neutrale mørdejskiks kan også med forel bruges som en sprød base for en dessert – her champagne-pocherede pærer med en hvid chokoladesovs og flødeskum med Roquefort (og guldstøv fordi, det var nytårsaften).
Men selv bare med en kugle vaniljeis og et par dryp af en god marmelade ville det se festligt ud og ligne, man havde gjort en indsats – selvom det kan smækkes sammen på et par minutter, hvis man lige har mørdejskiks liggende…
Tak for den gode idé, Søren.
Det skal jeg da helt klart lege lidt videre med.
Hilsen La Cucina NADA
Lækre kiks du der viser, og en rigtig god idé. Tak for inspiration.
Rigtig god aften søde
Knus, Lone
Mange tak skal du have, Lone.
De er faktisk ret så lækre – især til ost.
Eller som Søren foreslår her i kommentarsporet, måske
som bund i en dessertanretning?
God weekend til dig, søde Lone.