Bananbrød m. dadler og valnødder

Da jeg var yngre synes jeg at det at have vaner var noget død-kedeligt noget, hvor jeg i dag føler at mange af mine vaner giver mig en ro. Det forholdsvis forudsigelige gør at mine tanker får en pause. Ligesom at jeg skal bruge mindre energi, som ofte udløser mere, eller en mere positiv, energi til nye gøremål. Man kan næsten tænke vaner som en slags opsparing. Måske du kan nikke til det jeg fabulerer over.

En af de vaner jeg har haft i en årrække er, at jeg lørdag formiddag lytter til Mads & Monopolet, hvis jeg er hjemme. I de tre formiddagstimer programmet varer får jeg, vanen tro, ordnet noget af det huslige arbejde og ofte også forberedt indkøb og madlavning. Efter jeg er flyttet til Møn, har de lørdags-formiddage mange gange også stået på bagning af en slags. Og i skrivende stund dufter her h i m m e l s k, så jeg glæder mig til at sætte tænderne i et stykke efter min travetur og indkøb.

Der er tilsat dadler for sødmen og teksturen, ligesom valnødderne også giver det noget sprødt. Begge dele er rester fra julen og på den måde får man jo brugt lidt af de rester. Du kan bruge tørrede figner i stedet, eller udelade den tørrede frugt helt.

Bananbrød m.dadler og valnødder:

2 modne bananer, gerne overmodne

150 g sukker

2 æg

1/2 dl kærnemælk

1 spsk vanillesukker

1 tsk bagepulver

200 g hvedemel

10 tørrede dadler uden sten

2 håndfulde valnødder uden skal

Varm ovnen på 200 grader.

✴ ✴ ✴

Mos bananerne, rør sukker og vanillesukker i bananmosen.

Bland nu alle de andre ingredienser, på nær dadler og valnødder i mosen. Pisk dejen med en el pisker til en ensartet masse.

Halvér dadlerne og tag stenene ud, klip dem i mindre stykker. Hak valnødderne groft. Kom nødder og dadler i dejen, vend dem rundt.

Kom bagepapir i en rugbrødsform og hæld dejen heri.

Bag brødet i 20-30 min. til det er lysebrunt – tjek evt med en strikke pind, når dejen slipper er det færdigt.

Brødet holder sig friskt længe pga fugten fra bananerne. Opbevares bedst i klæde eller papirspose.

Tak for din kommentar, kig endelig forbi en anden gang! Mvh La Cucina Nada

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s