Der skal surt til sommerens grillede pølser, hvis du spørger mig. Det er den lille hvide knold aldeles fortrinlig til, fordi den også bidrager med en sprød tekstur og dens milde anissmag. Her har jeg i syltelagen tilsat et par stjerneanis, for at fremhæve lakridssmagen yderligere. Du kan vælge at skære fennikel på et mandolinjern og få silkeklare tynde skiver – det er f eks ret lækkert ovenpå en hotdog eller i en burger. Her har jeg skåret den i kvarte. Uanset hvordan du skærer den, så tager det ikke mange minutter at sylte fennikel og det er noget så lækkert at have på lager. Hvis du skærer dem silketyndt, så kan de spises kort tid efter, ellers har de godt af at trække nogle dage.
Lakrids og svinekød går særdeles godt i spænd – server f eks syltet fennikel på skiver af lufttørret skinke på crackers, som en lille pre-dinner snack. Eller brug den i en salat som herunder:
Syltet fennikel:
1 fennikel
2 dl eddike (hvis du ønsker smagen mindre skarp, brug da 1 dl eddike og 1 dl vand i stedet)
1 dl sukker
1 tsk groft salt
2 stjerneanis
En lille håndfuld peberkorn
FREMGANGSMÅDE:
Skær eller fjern evt grimme pletter eller yderste grove blade af. Skær toppen af (brug gerne som grønt drys over f eks en salat), og skær knolden i kvarte. Skyl dem i en sigte og lad dryppe af imens du koger lagen.
Kom eddike, salt og sukker i en kasserolle, og kog op til sukkeret opløses. Kom peberkorn og stjerneanis i, og sluk for blusset. Lad lagen trække imens du rengør sylteglasset.
Vask glasset med varmt vand og opvaskemiddel, også evt gummiring. Skold glasset med kogende vand, og tør af udenpå.
Pak nu glasset med fennikel og hæld syltelagen over. Luk med det samme og stil glasset mørkt og køligt.
Det lyder da vildt lækkert. Og her skal der helt klart osse surt til grill pølsen 😉
Skal prøve den opskrift.
Rigtig god weekend.
Knus
Lone
Åh ja især til grillpølsen vil det gøre sig godt.
Håber du synes lige så godt om det som jeg gør.
Tak Lone, jeg var i København og jazze lidt.
Håber du har en dejlig dag,
Knus La Cucina NADA
Syltet fennikel lyder dejligt 🙂
Jeg har aldrig smagt det, men elsker fennikel, så vil prøve at sylte et lille lager 🙂
En dejlig sommer ønskes du på Møn 🙂
Hvis du både elsker fennikel og synes om surt, så skal du bare prøve den her opskrift, Tina. Håber du synes lige så godt om det som jeg.
Åh, det lyder himmelsk. Elsker fennikel 😛
Det er virkelig lækkert, dét skal du prøve! Surt og ‘lakridset’ på én og samme tid. Også jeg, Malou.