Nytårsdessert: mandel-marengskage, nougatmousse, mokka ganache og glitrende hindbær dukkah

Hvad er bedre at bruge nogle af julens rester til end en dessert til nytårsaften? Især når der er tale om chokolade, nougat og mandler.

I min søgen på at finde på en måde at anrette denne dessert, gjorde jeg det, sådan en amatør som jeg nok ikke skal: jeg slog et sving forbi nogle af de dygtigste (dessert-)bloggere. Det har bevirket total præstationsangst, banden og svovlen og adskillige forsøg i køkkenet med teknikker som jeg bare ikke mestrede. Jeg endte med at gå på kompromis med flere af mine idéer, gjorde brug af opskrifter jeg kender i forvejen og legede så en anelse med et par nye teknikker. Nuvel, det landede et ok sted, og hvis du kan abstrahere fra skønhedsfejl eller måske bare kan det der med mousser, sprøjteteknikker og mestrer at forme en quenelle, så KØR – det er jo i sidste ende smagen det kommer an på. Og så skal det være sjovt at kreere en dessert, især til årets sidste aften. Og jeg? Ja, jeg øver mig videre, for jeg VIL kunne det elegante i større udstrækning i det søde køkken.

Desserten består af fire komponenter: en mandelmarengskage, nougatmousse halvkugler, mokka ganache og en glitrende hindbær dukkah. Opskriften på marengskagen er genbrug, for den ligger allerede på bloggen, eneste forskel er at jeg har bagt den i en firkantet (større) springform, sådan at jeg fik en tyndere bund. Se under opskriften for detaljer. Alle delene kan forberedes og den kræver ikke det store tilberedningsmæssigt.

Nederst har jeg beskrevet hvordan jeg anrettede som på billederne, du kan selvfølgelig anrette helt som du lyster. Desuden har jeg listet det grej du skal bruge op, sådan at det er lettere at overskue. Håber ikke mine indledende ord har taget lysten fra dig og at du vil give dig i kast med denne virkelig lækre dessert – den har både tunge dybe smage og noget frisk syrligt, den er både knasende sprød i tekstur og har silkebløde elementer. Alt det jeg gerne vil have i en dessert.

Mandel-marengskage, nougatmousse, mokka ganache og glitrende hindbær dukkah:

Der bliver til 6 serveringer.

Mandel-marengskage:

200 g mandler, smuttede

3 æg

200 g rørsukker

Skallen af en citron

Pisk æg og sukker til det er skummende og tykt.

Hak de fleste mandler fint, en lille del delvist groft og bland dem i.

Bland citronskallen i dejen.

Pensl en firkantet springform på 24 x 24 cm og hæld dejen heri.

Bag bunden v. 175 grader i 25-30 min på rillen lige under midten.

Lad den køle helt af.

Bunden får en marengs-overflade og er let klistret i konsistensen når den er færdig. Den sætter sig en del ved afkøling.

Bag gerne kagen dagen før eller to dage før. Dæk springformen med et viskestykke til kagerne skal udstikkes.

Nougatmousse:

100 g nougat

3 dl piskefløde

Skær nougat i mindre stykker og smelt den over vandbad.

Pisk fløden til en blød skum.

Hæld den smeltede nougat i flødskummet og vend forsigtigt med en dejskraber til den er helt fordelt i skummet.

Kom moussen i en sprøjtepose og sæt posen i et glas el lign og sæt den på køl.

Når moussen er kølet lidt af, sprøjtes den i silikoneformen – glat af med en bred kniv eller lignende. Beregn 2 pr. servering. Sæt silikoneformen i fryseren, gerne til dagen efter.

Mokkaganache:

1 dl piskefløde

0,5 dl STÆRK espresso

100 g mørk chokolade, max 61 %

Lav espressoen.

Hak chokoladen.

Bring fløde og espresso i kog og tag den af varmen.

Rør chokoladen i til den smelter helt.

Køl flødeblandingen helt af.

Tag ganachen ud når den er helt kold og pisk den til den er glat i overfladen.

Kom halvdelen af ganachen i en sprøjtepose med en lille stjerne-tylle og sæt den på køl indtil du skal anrette. Ved anretning tages den ud af køleskabet ca.10-15 min før, sådan at den er til at arbejde med. Lad den anden halvdel blive i skålen til anretning og tag den først ud når du skal forme quenelles, da den er lettest at arbejde med kold.

Hindbær dukkah:

Ca. 100 g mandler, smuttede

Ca. 2 spsk frysetørrede hindbær

2 tsk spiselig pink glitter støv (jeg brugte Dust fra Mill & Mortars Cake Stuff-serie)

Kom alle ingredienserne i en minihakker og mal fint, men stadig med lidt bid i mandelstykkerne.

Opbevar dukkah´en i en lufttæt beholder.

Anretning af desserten:

Udstik 6 bunde af mandel-marengskagen, og sæt dem på tallerknerne.

Sæt med teske et par bunde af dukkah´en og sæt halvkuglerne med mousse ovenpå.

Lav 6 små *quenelles af mokkamoussen og læg dem forsigtigt på tallerknerne. *Se evt på youtube hvordan du former en quenelle.

Sprøjt nu resten af mokkaganchen ud i små stjerne-dippedutter rundt på tallerknen, eller i det antal du synes.

Du skal bruge flg grej:

En udstikker – jeg brugte én på 6 cm i diameter

En silikone bageform med halvkugler på 3 cm i diameter

En minihakker

En firkantet springform på 24 x 24 cm, eller en lille bradepande hvor dejen max. er 1,5 cm høj.

2-3 sprøjteposer

En lille stjernetylle

El-pisker

Gryde, skåle mv.

Tak for din kommentar, kig endelig forbi en anden gang! Mvh La Cucina Nada

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s