
Du får den kønneste grønne olie, der smager friskt og har et snert af hvidløgssmag over sig, ved at lave ramsløgsolie. Den er selvskrevet til at lave mayonnaise, eller aioli af, virkelig fin at bruge til anretning og så er den guddommelig at dyppe brød i – f eks et focacciabrød
Den er ikke spor svær at lave, det kræver blot at du har en fintmasket si den kan løbe igennem. Og så selvfølgelig en lille sanketur efter ramsløg. Så skynd dig imens de stadig er derude i parker, skov og hvor du ellers finde dine vilde nordiske hvidløg !

Ramsløgsolie:
Ca. 100 g ramsløgsblade uden stilke
2 dl olivenolie
Skyl bladende grundigt og slyng dem tørre.
Riv bladene og kom dem i en blender med olien, kør til en ensartet masse/bladene er så finthakkede som muligt.
Hæld olien igennem en sigte – eller et sylteklæde og lad dem dryppe af.
Hjælp evt processen lidt på vej, ved at mase forsigtigt på massen med en ske og bind evt snor om klædet lige over massen. Lad den dryppe af i min.et par timer, gerne natten over.
Gem evt pulpen og brug den i pesto, kom den i farsen til frikadellerne eller falaflerne eller bag den i et hvidløgsbrød.
Olien holder sig fint nogle uger, så længe den opbevares mørkt og køligt.
OBS: man kan også vælge at varme olien op for at dræbe evt bakterier. Dog ved max 50 grader. Det gør jeg hvis jeg laver en større portion som skal holde længe.