
Sidste sommer købte jeg en lille bakke San Marzano tomater som smagte af virkelig meget, nok de bedste jeg har smagt på disse breddegrader. Dem tog jeg kerner fra og såede her i det meget tidlige forår. Til min store glæde havde jeg en 100 % succesrate og planterne blev virkelig fine. Og mange! Så mange at jeg solgte ud af dem på et frø, – og plantemarked også. Fire af dem satte jeg ud i min lille have da majs kulde var ovre, og de har bare givet og givet i måneder nu. Det gør de sådan set stadig også selvom modningen er noget mere langsommelig nu, men så plukker jeg dem bare halvrøde og lader dem eftermodne i en skål på køkkenbordet.

Prøv f eks at læg et æble sammen med tomaterne i en skål, så eftermodner de hurtigere. Hvis du blot vil bruge af dem løbende, så lad dem bare ligge for sig selv og vend lidt på dem indimellem. De skal nok modne lige så stille.
Da jeg forleden konstaterede at jeg nu havde halvandet kilo tomater, måtte jeg finde på en måde at konservere dem på, for så mange tomater kunne jeg ikke nå at spise. Især fordi jeg samtidig plukker en lille skål fuld dagligt. I mange år har jeg henkogt overskud tomater, som er en virkelig lækker måde at præservere dem på. Men nu havde jeg lyst til at gøre noget andet, nok inspireret af at jeg har lavet tomatsalsa en del gange over sommeren. Derfor kom jeg på at lave en chutney. En chutney der skulle være rig på tomatsmag, være let syrlig, have en dyb smag og gerne med en anelse bid – både i tekstur, men også i styrke. Denne opskrift opfylder det hele.
Brug tomatchutney som tilbehør til en retter som f eks en Curry eller et stykke kød, men også i en sandwich eller en burger er det godt. Og så er det lækkert til faste oste !
Tomatchutney:
1 kilo små smagsrige tomater, f eks San Marzano
2 rødløg
2 appelsiner, både skal og saft
1 dl hvidvinseddike
1 frisk chili, jeg brugte en Habanero
En smule groft salt
3-4 spsk brun farin
Lidt olivenolie
Skyl tomaterne og lad dem dryppe af. Skær dem i fire dele/tern.
Skræl løgene og skær dem i fine tern.
Skyl appelsinerne og tør dem, riv skallen. Halvér dem og pres saften.
Halvér chilien og skrab mindst halvdelen af kernerne fra (gem dem til evt at lave chiliplanter af eller til at tilføje chutneyen undervejs hvis du synes den skal være stærkere – husk blot at den tager til i styrke når den har trukket). Skær kødet fint.
Svits løg i olie, kom appelsinskal og chili ved. Brun dem kun let.
Kom tomaterne ved og rør godt i gryden. Skru ned for blusset og lad dem simre i ca.10 min.
Hæld nu appelsinsaft og hvidvinseddike ved og lad det simre i 5 min.
Krydr med salt og drys brun farin over, giv det et opkog og skru derefter ned og lad chutneyen simre i yderligere 25 min. for lav varme.
Smag til.
Blend evt med en stavblender, jeg blendede min semi-fint, da jeg gerne vil have bid i en chutney.
Hæld chutneyen på rengjorte, steriliserede sylte, – eller henkogningsglas med det samme og luk glassene. Der danner sig kondens i låget, så let på låget når den er afkølet ganske kort. Stil glassene mørkt og køligt.
Hvis du holder det hele hygiejnisk, også når du tager af chutneyen løbende, så kan den holde sig temmelig længe på køl. Ellers er det en god idé, at hælde den på små glas.
Tak for en fin opskrift 🙂
Vores tomatplanter har også givet godt i år, hele haven er eksploderet i år.
Så jeg vil prøve din tomatchutney og glæder mig allerede 🙂
Et smukt efterår til dig.
Velbekomme – er sikke på du vil nyde den. Jeg er allerede i gang med at tænke på alt det jeg kan nyde den til.
Herligt – det har også bare været perfekt havevejr med afvekslende vejr.
Tak og ilm 😘