Bønnesalat m.bagte peberfrugter

Denne salat er en hyldest til den mellemøstlige del af mit ophav og til alle mine søde følgere på Instagram der har bedt om opskriften efter jeg delte billeder af den forleden. Tusind tak til jer for at interagere !

Der er ikke mange ingredienser i selve salaten, ej heller meget hokuspokus ved den. Det er tilberedningen af pebrene, selve dressingen og samspillet mellem blødt, sødligt, sprødt, friskt og det florale der gør den særlig lækker – det synes ikke blot jeg, men også de gæster jeg serverede den for.

Bønnesalat m.bagte peberfrugter:

500 g Haricots verts

2 store røde snack pebre/peberfrugter

Ca. 100 g granatæblekerner

Et par håndfulde usaltede pistacienødder

Evt spiselige blomster til at pynte af med (jeg brugte kålblomster da min purpurkål er gået i blomst)

Dressing:

5 spsk olivenolie

2 spsk granatæblesirup

1 spsk appelsinblomstvand

Saften af 1/2 citron

1/2 tsk sukker

Flagesalt, frisk kværnet peber

Rør dressingen først; rør sukker ud i olien og siruppen, pisk let. Kom de øvrige ingredienser ved og lad den stå og trække smag imens du laver salaten.

Skær peberfrugterne i større stykker, kom dem i en lille bradepande og hæld lidt olivenolie over dem. Bag dem til de er bløde v.200 grader.

Nip bønnerne og kom dem i kogende vand, når det koger igen, giv dem da 3-4 minutter. Der skal stadig være bid i bønnerne. Hæld vandet fra og dem afdryppe.

Hak eller halver pistacienødderne.

Skyl forsigtigt, og slyng, eller ryst og efterse blomsterne for evt kriblekrable.

Bland nu bønner og de bagte peberfugter med dressingen, vend den godt rundt.

Anret salaten, drys granatæblekerner og pistacienødder over og pynt med blomster.

Server salaten med f eks feta eller labneh, syltede rødløg og godt brød. Spis den som frokostret, som tilbehør eller som en del af et større nippe-bord.

Anmeldelse + GIVE AWAY: Kager du bager igen/Marie Holm

Kager du bager igen af Marie Holm

//Indlægget er blevet til i samarbejde med forlaget//

I forordet skriver Marie, som du nok kender som buddingdronningen eller som madskribent på Politiken, at når vi, der elsker at bage, i dag støder på en ny og tiltrækkende hjemmebagekage, er det i reglen ikke længere hjemme hos nogen – nabokonen, veninden, vennen, kollegaen – men snarere på nogens side, væg eller profil. Eller på tv. Vi finder ud af, om vi har lyst til at bage det ene eller det andet ved at vurdere det med øjnene. Og nye opskrifter er noget, vi beder om, fordi vi har set en særlig flot kage – ikke fordi vi har smagt en særlig god kage. Hendes pointe med det er bla at de kager ikke nødvendigvis smager eviggodt, for at bruge et af hendes egne udtryk. Derfor har hun samlet 45 af hendes favorit opskrifter på kager som hun selv bager igen og igen, alt efter lejlighed og årstid.

Bogen er fuld af anekdotiske indledende afsnit til hver kage og udover at de er en fryd at læse, så er det tydeligt at det kun er sæsonens frugt, bær mv der finder vej på hendes kagebord. Noget jeg i den grad selv praktiserer, både fordi det klimamæssigt giver mening, men især også fordi det bare smager bedst og af mest når det er i sæson. En anden ting Marie og jeg har til fælles, er vores kærlighed til både mellemøstlige og florale noter og flere af hendes kager flirter f eks med rosenvand, orangeblomstvand eller rosengeraniumblade. Men er det så alligevel sådan nogle avancerede fancy Instagrammable kager, tænker du måske. Nej, langt de fleste af kagerne er velkendte, men har så måske lige fået et pift, en opgradering eller er tilpasset et mere moderne køkken.

Det er en god titel på kagebogen, for jeg er sikker og vis på at den vil få smørfedtede sider og vil blive brugt igen og igen igennem mange år. Jeg har allerede savlet over f eks fransk svesketærte med armagnac, Marrokansk appelsinkage med mandel og chokolade og vandbakkelseskrans med valnøddekaramel og kaffe. Men især tekagen med Earl Grey skum, den må jeg bare bage snart !

Du får opskrifter på skærekager og tærter, dessertkager, små søde kager og på det Marie Holm har døbt morgenkager og fællesskabskager – i det hele taget er der nogle skønne udtryk som selvsovsende, fadbrownie, og marengsdyne i bogen. Udtrykkene sammen med bogens æstetik er så tydeligt Marie, lækkert, sanseligt – nærmest lidt sensuelt og samtidig ret jordnært og fnisende sjovt.

GIVE AWAY

Du kan være med i konkurrencen om et eksemplar af “Kager du bager igen” ved at skrive i kommentarfeltet hvilken kage du bager igen (og igen) eller hvilken kage du gladeligt spiser igen og igen senest søndag d.7.maj.

Kager du bager igen, Marie Holm, fotos Chris Tonnesen, udgives på https://www.lindhardtogringhof.dk/ 16.maj, pris 229,95 kr

Anmeldelse: Mamusia – opskrifter fra Ukraine og omegn + Give Away !

REKLAME/ Indlægget er blevet til i samarbejde med forlaget.

Skal der kun stå en kogebog på din ønskeseddel i år, så skal det være denne hjertevarme kogebog med opskrifter fra Ukraine og omegn – den er også oplagt at give væk til madelskeren der holder af ny inspiration, hjemmekokken der gerne vil lære lidt af de gamle køkkendyder, ja faktisk alle der holder af gedigen hjemmelavet mad med nye smage.

Bogens titel, Mamusia, betyder Mor på Ukrainsk og forfatteren Olia Hercules har dedikeret den til alle mødre i Ukraine og i hele verden, bla fordi imens hun skriver på bogen sidder hendes egen mor under belejring i det sydlige Ukraine. Mamusia-følelsen går igen i hele bogen der er spækket med billeder af kvinder der arbejder i køkkenet, en madkultur der tydeligt viser at man har været tæt på afgrøderne i generationer og har viderebragt viden om hvordan man tilbereder, præserverer og forarbejder dem. Ydermere er det præget af det spiselige man finder vildt ude i naturen, hvor f eks skovsyre indgår i mange af opskrifterne. Det er en bog fuld af varme, og jeg bliver ikke alene nysgerrig på det Ukrainske køkken, men også det Georgiske og Armenske, jeg bliver SULTEN.

Sulten på svampesuppe med boghvede, grillet grøntsagskaviar, kefir-& urtegrillet kylling og ikke mindst det for mig mest kendte fra det Ukrainske køkken, Pampushky – et hvidløgsbrød der bages som boller i en rund form og samtidig er ret så dekorativt. En opskrift jeg også er vild for, at prøve er opskriften på hjemmelavet friskost, Syr, som i øvrigt også går igen i en del af opskrifterne. Det kræver upasteuriseret mælk, så det må jeg på jagt efter. Men lad dig nu ikke skræmme af lige dén opskrift, for langt de fleste af ingredienserne kan du nemt få fat i og flere steder er der tip til hvad du kan erstatte dem med.

Bogen er inddelt i 9 afsnit med alt fra drikke og dessert til fermenteret + konserveret og grøntsager + salater, faktisk fylder sidstenævnte for mig overraskende meget og jeg glædes over hvor stor en rolle grøntsagerne har i det Ukrainske og mange af de tilstødende landes køkken.

Du har vist ret tydeligt kunne læse min begejstring for denne kogebog, men den er vitterligt skøn på en anderledes inspirerende måde. Det eneste jeg kunne have ønsket mig var, at forfatteren og forlaget havde samarbejdet med en nødhjælpsorganisation, sådan at man ved at købe bogen kunne donere hjælp til det krigsramte folk i Ukraine. For det er selvfølgelig svært ikke, at tænke på dem imens man bladrer igennem bogen.

– Give Away –

Du kan være med i lodtrækningen om, at vinde et eksemplar af Mamusia ved at skrive i kommentarfeltet om du ønsker den til dig selv eller du vil give den væk. Kommentaren skal lande senest på fredag d.16.12.22.

Mamusia er udkommet på Turbine, den er på 240 s. og koster 299,95 kr.

GIVE AWAY: Alt i en/Jamie Oliver

[Reklame, indlægget er skrevet i samarbejde med Lindhardt og Ringhof ]

Jamie Oliver fejrer det simple med over 100 opskrifter inspireret af det populære ‘one-pot’-fænomen.

Englands mest populære kok, Jamie Oliver, gør det nemt at få aftensmaden på bordet i en ruf og uden en masse opvask. Alle retter er nemlig tilberedt i kun én pande, gryde eller fad.

“ALT-I-EN er mit bidrag til at forsøge at gøre livet lidt mere simpelt, når der skal god mad på bordet uden at gå på kompromis med smagen. Bogen handler nemlig om at hjælpe dig til at planlægge dine ugentlige indkøbsture, så du helt uden stress kan kaste dig ud i knaldgode retter og den lækreste mad, uanset årstid eller om det er hverdag eller weekend. Den handler med andre ord om at gøre dit liv nemmere.” (Jamie Oliver, uddrag fra ALT-I-EN)

I ALT-I-EN byder Jamie Oliver på over 100 nemme opskrifter på hverdags- og weekendretter med et minimum af ingredienser med masser af smag.

Der er pastaretter, grønsagsretter, kyllingeretter, æggeretter, burgere og toasts, fiskeretter, kødretter og et kapitel dedikeret til kager og desserter. Det er mad, hvor alle kan være med, og der er også tænkt på vegetarerne.

Halvdelen af retterne er meget billige at lave, og de fleste ingredienser kan købes i et almindeligt supermarked. 

“ALT-I-EN har været sådan en fornøjelse at lave, og en skøn udfordring – at komme alt i kun én pande/gryde/bradepande har krævet en masse omtanke og overvejelser for at få det helt rigtige resultat.” (Jamie Oliver, uddrag fra ALT-I-EN)

Alt i en udkommer i dag (15.9.2022) og koster 299,95 kr.

GIVE AWAY!

VINDERNE ER TRUKKET !

Du kan blive den heldige vinder af et eksemplar af ‘Alt i en’ ved at skrive en kommentar til indlægget – skriv om du allerede har erfaring med one pot metoden eller måske hvorfor du ønsker at blive inspireret. Kommentaren skal lande senest d.20.9.2022. Der er hele 3 eksemplarer på højkant – du kan forøge dine chancer ved at deltage på Facebook og Instagram også.

Anmeldelse: 2 kogebøger der frister til et sødt efterår

Plantebaserede fristelser af Anette Hoeg Nielsen, udkommet 7.9.2022 på Turbine forlaget, vejl.pris 279,95 kr.

Mummum søde favoritter, Amanda Juul Jensen & Mathilde Munksø Bentsen, udkommet 1.9.2022 på Lindhardt og Ringhoff, 279,95 kr.

De to kogebøger har de søde sager til fælles hvor de byder på kager, is, desserter mv, hvor Mummum ´s er både den mere velkendte slags samt med klassiske ingredienser er Anette Hoeg Nielsens udelukkende med plantebaserede ingredienser og hvor mange af fristelserne er knap så velkendte. Begge bøger får uden tvivl mundvandet frem og der er noget lækkert til hver en smag og hver en lejlighed.

Måske kender du bedre Anette under profil, – og blognavnet Mad med glød hvor hun deler et hav af inspirerende plantebaserede opskrifter. Nu har hun så udgivet en kogebog med de søde sager, hele 60 opskrifter på kager, konfekt og is – allesammen plantebaserede. Det er ingredienser som tørrede frugter, nødder, frø, kerner, bønner, linser mv og så er det uraffinerede sukkertyper, så altså råvarer med masser af fibre, vitaminer, mineraler og som ikke er helt tomme kalorier.

I Plantebaserede fristelser får du opskrifter på bagte kager, rawcakes, konfekt og is. For at nævne i flæng; jordbærtærte med kikærte-hasselnøddebund, rawcake med kaffe (dén skal jeg klart prøve!), kokoskonfektkugler med citron og gurkemeje og mangolassi is. Det er for mig en lidt uprøvet verden, dét med plantebaserede råvarer når det kommer til det søde køkken, men bestemt noget jeg gerne vil gøre det mere i. Og ved gennemlæsning af opskrifterne indså jeg, at jeg jo faktisk har langt de fleste ingredienser fordi jeg i forvejen laver en hel del vegetarisk og plantebaseret mad. Så er du som jeg lidt en novice, så lad dig ikke skræmme, men derimod friste og inspireres.

Bag navnet Mummum står Amanda og Mathilde, som driver den velbesøgte madblog og IG profil af samme navn. Noget af det som gør deres opskriftsunivers så populær er, at madlavning skal være nemt, enkelt og budgetvenligt. Det samme gør sig gældende i deres søde køkken og de har nu samlet alle favoritterne fra bloggen i en kogebog.

Lyder eksempelvis en no-bake chokoladetærte med bastognebund, peach melba trifli og hasselback-æble med vaniljeis ikke bare godt – og nemt? Kogebogen byder både på i kager i lag, bradepandekager, sødt bagværk og desserter i glas, hurtige desserter og småt og godt. I sidstnævnte afsnit finder du f eks opskrift på churros, chokobarer med karamel og kiksebund og karamelpopcorn.

Blev du fristet til søde favoritter, også af nyere slags?

Følg i øvrigt med her på kanalen samt på IG for der kommer meget snart en kogebogs-give away !

Coffee Table book: Møn & Mad/Erik Harr og Katrine Karmisholt

Møn & Mad er en kærlighedserklæring til de gode råvarer, maden og måltiderne. Som læser tages du med igennem øens madhistorie via hveden, silden og sukkerproduktionen, hippiernes tilgang til økologi før det hed sådan og til i dag hvor øen byder på alt fra ost til vin. Gennem interviews med de mest entreprenante mad-håndværkere på øen får man gang på gang bekræftet også deres kærlighed til den særlige terroir der findes her, især grundet klinten og kalkindholdet. Den er god for vinstokke, smagen i æblerne og sågar for den mælk der bruges i produktionen af is og ost.

Måske vil bogen lige lovlig meget, men sådan er det jo nok når man er forelsket, så kan man ligesom ikke få nok. For du får med bogen også opskrifter samt et par interviews med nogle som nyder af de gode råvarer og livet på Møn, hvor jeg finder de interviews med f eks kokken Jesper Dams Hansen på gourmet restauranten ND 122 i Klintholm Havn, Per Sørup der driver Hårbølle Mejeri og æbleavlerne fra henholdsvis Rytzebækgaard og Fanefjord Frugt langt mere interessante og vedkommende.

Billederne i bogen er smukke og indbydende, og dét at der er gjort noget ekstra lækkert ud af bogens forside hvor øen danner en fordybning i coveret, signalerer klart coffee table book som forlaget sælger bogen som.

Se mere her og læs under billederne hvor du kan få fat i bogen.

Læs mere Coffee Table book: Møn & Mad/Erik Harr og Katrine Karmisholt

Helstegt kylling i gryde m.2 slags rabarber

Der er smæk på smagene i denne kyllingeret med 2 slags rabarber!

Denne kyllingeret er en hyldest til årstidens lækreste stænger, nemlig den alsidige rabarber. Grøntsagen der ikke alene gror så villigt, men også kan bruges i både det søde og det salte køkken. Det finurlige ved den er, at man bevidst kan fremhæve dens sødme eller det syrlige og let skarpe, alt efter hvilket selskab den får. Ligesom med dens tekstur, hvor den enten kan koges helt ud eller man kan bevare dens sprødhed – og farve.

Alt det er der leget med i opskriften her, du får en saftig kylling med en let spicy sauce med syrligt søde

syltede rabarber on the side. Lav retten nu hvor rabarberne er i sæson, kan du som jeg ikke få nok af rabarber så kan du jo gå all in og servere rabarbertærte m.ruby ganache til dessert.

Honningen giver en dyb sødme til de syltede rabarber. Nem og virkelig lækker tilbehør, ikke kun til denne ret.
Læs mere Helstegt kylling i gryde m.2 slags rabarber

Møn Guide: Øbageren

Måske er et sommerhus ophold på Møn lig med klassisk dansk morgenbrød for dig? I så fald finder du det hos Høyers i Storegade eller i Brugsens bager. Men er du mere i humør til gedigent surdejsbrød, så skal du svinge indenom Øbageren på Sukkerfabrikken.

Billedet er lånt fra Øbagerens IG profil

I nogle af de gamle fabrikslokaler finder du et par gæve gutter der ikke langer et kæmpe udvalg ud af ovnen, men godt tungt og sejt surdejsbrød og boller. Der er også det de kalder Møffins (virkelig fjollet ord for Muffins), så vidt jeg har set mest med bær i, på disken. Derudover kan man købe kaffe, senest også espresso som man enten kan nyde indenfor eller tage med sig. Desuden er der et mindre udvalg af økologiske varer at finde i bageren, bla mel og marmelader.

Prisniveauet er i den høje ende, men både ingredienser og tid koster jo også mere og jeg vil sige at især brødet er værd at gå efter. Derimod er jeg ikke fan af de førnævnte Møffins, som er alt for kompakte efter min smag, ligesom jeg vil mene at prisen her er alt for høj.

Lokalerne er fede og man får lidt en Berliner-vibe når man træder indenfor. Øbageren har nogle lidt svingende åbningstider, så tjek dem evt på FB eller IG.

Øbageren, Kostervej 2E, Stege

Øbageren

Møn guide: Onigili café

En flig af Japan er rykket til Møn.

I den charmerende gård bag det gamle rådhus og den tidligere arrest i Stege ligger en lille café, som sidste år fik nye ejere, et ægtepar hvor hun har rødder i Japan. Her serveres udover virkelig god kaffe, et mindre udvalg af japanske retter centreret omkring japanske rice balls, Onigilis.

Den lille café kunne godt kandidere som landets mindste, men er både ret godt indrettet og ejerne har en tydelig æstetisk sans – der er noget at gå på opdagelse for øjet i form af smukke japanske bøger, lidt pyntegenstande og altid friske blomster. Som en sjov kuriositet hænger der f eks to glaslamper over disken som er lavet af insulinflasker, da de begge har en fortid på Novo Nordisk.

Tilbage til maden. Det japanske køkken er for mig ret ukendt, og faktisk så ved jeg ikke helt hvad jeg kan forvente da det for mig er smage, kombinationer og teksturer der langt fra det jeg plejer at spise. Overraskende nok så er de retter jeg nu har smagt på Onigili meget rene i smagen, der er ikke så mange forstyrrelser og dét er jeg vild med. F eks er der i en af rice ball varianterne saltsyltet blomme (Ume), udover at der gerne måtte være flere af dem i, så smager det virkelig dejligt. Menukortet byder desuden på Miso suppe og en platte hvor man får 3 rice balls, suppe samt forskelligt tilbehør. Og så er der dagens kage, som kan være alt fra fransk citrontærte til cheesecakes.

Selvfølgelig kan man også nyde japansk the og øl på caféen, og en virkelig lækker blød meget vinøs sake. På vinsiden finder man biodynamisk vin fra Puglia i Italien i rød, hvid og orange. Mere skal der ikke til, basta. Ejerne udvider udvalget løbende og senest er der kommet øl på fad samt is fra Kødbyens Is i frysedisken.

Onigili vinder klart en lun solrig dag hvor man kan nyde gårdhaven, som de denne sæson er i gang med at beplante noget mere (godt træk), men der er også virkelig hyggeligt og intimt på en gråvejrsdag, nærmest lidt familiært da de har opbygget en stamkundekreds som lige kigger ind forbi hvis de har et ærinde i Stege. Én ting mere caféen vinder på er værtsskabet – man føler sig simpelthen velkommen fra man træder ind af døren nærmest som om man kommer hjem hos gode venner.

Hvis du ferierer på Møn, så vil jeg sige at et besøg på Onigili er et must. Det er også det eneste sted hvor du finder noget originalt på menukortet på hele øen. Er du ikke sulten efter det japanske køkken, så fåes en rice balls enkeltvis som en snack og på den måde kan man jo lige prøve sådan én. Ellers nyd et godt glas i solen eller nap en kaffe to-go.

Her nyder jeg en kop kaffe i Fængselsgården, som den kaldes. Et perfekt sol spot i læ.

Tjek Café Onigili´s åbningstider på Onigili café hvor du også kan se ugens menu.

Linsefrikadeller m.svampe

I mit køkken holder jeg meget af den lille proteinrige linse, det være sig alt fra den røde linse som er en af grundpillerne i det indiske køkken til delikatesse Puy linsen. Linser kan bruges i utrolig mange retter og på virkelig mange måder i køkkenet, også som her i en plantefars.

I opskriften her indgår der finthakkede stegte svampe, som både giver frikadellerne lidt tekstur, men også umami smag som jo bare er lidt lækkert i en delle. Der er ikke meget hokus pokus ved at lave plantebaserede frikadeller og hvis du f eks koger linserne imens du brygger morgenkaffe og læser avisen, ja så er de klar til madlavning om aftenen.

Linsefrikadeller m.svampe

2 spsk hørfrø

7 spsk vand

200 g grønne linser

150 g svampe (brug f eks champignon, kejserhatte, karl johan mv)

2 små løg

4 spsk mel (har du kikærtemel, så brug half and half af det + hvedemel, det tilfører dellerne en mild nøddesmag)

2 fed hvidløg

1 tsk bagepulver

2 tsk ras el hanout

1 tsk hele spidskommen frø

1-2 spsk plantedrik (ikke sødet)

Kokosolie + olivenolie til stegning

Her er de krydret med varme krydderier, er du mere til de spicy eller grønne, så vælger du bare dem i stedet.

Her i opskriften bruges de såkaldte hørfrø æg som bindemiddel i farsen: kom hørfrø i en morter eller lign. og knus dem let. Kom vandet ved dem, lad det stå i blød i ca.15 min.

Kog linserne efter anvisning på posen.

Riv det ene løg og skær det andet i fine tern.

Pil hvidløgsfeddene og mas dem med fladen af større kniv og hak dem herefter groft.

Bland nu farsen: linserne blandes med alle øvrige ingredienser, kom dog plantedrik i efterhånden. Farsen er mere flydende end en kødfars, men den skal være sammenhængende og ikke for våd, er den det så tilføj mere mel.

Lad farsen trække lidt (den kan med fordel laves i god tid og trække på køl).

Når dellerne skal steges tages den op med et par skeer. Varm de to olier op på en stegepande med slip let overflade. Steg dem på hver side til de gyldne og sprøde på overfladen, ca.4-5 min.

Dellerne nydes varme, men smager også godt kolde. De kan holde sig på køl i flere dage og egner sig også til at blive frosset – så lav evt en større portion nu du er i gang. Af opskriften her bliver der ca.20 stk.